Søndagens prædiken

Apr 23, 2017

1 påske 23 april 2017

408, 222, 407 – 248, 233, 721.

Johannes 20, 19-31.

Som det måske er nogle bekendt, så har jeg for nogle år siden skrevet en hel bog til den vantro Thomas – sådan hedder den – fordi hans skeptiske vinkel på Jesu opstandelse er i udmærket tråd med det moderne menneskes noget tøvende registrering af påstanden om en sådan opstandelse fra de døde. Men skepticismen er altså ikke forbeholdt det moderne, naturvidenskabeligt tænkende og talende menneske, for samme skepticisme florerede absolut også på Jesu tid, og i de bibelske tekster er der en del vidnesbyrd om den vanskelighed, påstanden selvfølgelig løb ind i. Jeg siger det blot for at ingen skal tro, at skepticismen er et udtryk for et overlegent fremskridt i verdenserkendelsen. Kort sagt: de gamle var altså ikke dummere end vi er. For påstanden om opstandelse var også dengang en overdrivelse, fordi den overskred enhver menneskelig normalerfaring. Men det, de havde frem for os, var snarere en erkendelse af, at verden var større end den, man kunne se med det blotte øje, hvorfor der var en anden verden bag den umiddelbart registrerbare – og det gjaldt, jøden, grækeren, egypteren og romeren. Der var en interaktion mellem gudeverdenen og menneskeverdenen, mellem ideernes verden og den fysiske, mellem det himmelske og det jordiske. Så vores naturvidenskabelige verden er nok noget kortere i sit udsyn end deres. Og hvis det moderne menneske endelig skal svinge sig op til det, man netop kan kalde ’en anden verden’, så bliver den snarere åndelig – og det åndelige er altså et meget diffust begreb, som ikke har megen fysik i sig og kan være hvad som helst.

Men hele menneskeheden, alle slægtled alle dage, har haft døden som problem, for alle vil hellere leve end dø – og hvad sker der, når man dør alligevel; for det gør man jo på et tidspunkt. Det intellektuelle svar hos os er ’intetheden’, og det er i sig selv indholdstomt, og det indholdstomme kan intet stille op mod sorg og savn hos de efterladte, endsige dødsangst eller lignende tilstande hos den døende. Døden er – det ved vi alle - en voldsom følelsesmæssig belastning for alle involverede, og her hjælper rationalet og forstandens kølighed ikke synderligt.

Nu er det sådan med al religion, at den søger en verdensanskuelse eller et helhedssyn på verden som fænomen – med afholder sig fra at være en verdensforklaring; for det må man i moderne tid overlade til naturvidenskaben. Men netop verdenshelheden indbefatter døden, hvorfor man må forholde sig til den som en ufravigelig del af virkeligheden. Denne forholden sig til har udviklet forskellige former for dødelære, hvis indre substans med en vis varsomhed kan ridses sådan op: De os lidt fjernere religioner, de østlige, som vi kender bedst i buddhisme-light udgaven, opererer med en egentlig sjælelære, hvor sjælen afsondres legemet og søger – så at sige – andre græsgange end de fysiske. Også i vores kristne tradition arbejder man med en sjælelære, og her udviklede især de romersk-katolske en lære om sjælens frelse i det himmelske eller fortabelse i det underjordiske. Enhver sjælelære har den fordel, at man kan skelne skarpt mellem det fysiske, som går til, og det sjælelige, der kan løfte sig til andre tilstande. Der er faktisk en indbydende logik i tankegangen, for sondringen løser en stribe problemer – også problemet med kødets opstandelse, oprigtig talt.

Vores reformatoriske tradition er i høj grad baseret på et opgør med denne sjælelære, simpelthen fordi der på korrupt vis var gået handel i den. At kunne styre frelsen og fortabelsen over fakturaerne var en væsentlig anstødssten for reformatorerne. De anførte, at både sjæl og legeme gik til grunde, men kunne – i kraft af Guds almagt – rejses fra de døde. Kort sagt venter de døde på deres og vores Gud, og vi lægger normalt altid – om muligt - vores døde, så de ser mod øst, hvorfra Han må komme på den yderste dag. I det stykke ligger den protestantiske tradition faktisk tæt op ad den jødiske og muslimske, for jøden og muslimen vandrer for sin Gud og dør for sin Gud, og enhver forestilling om en dødetilstand er vag. Jøderne kalder deres dødsrige Sheol, men det er meget ubestemt. Muslimerne har ikke noget, og de Paradisforestillinger, som undertiden dukker op, er mest propaganda-tricks for martyriet, og den lærde islam fornægter gennemgående den slags.

For det interessante ved antikken, som er det svøb de monoteistiske religioner er rundet af, er også, at man slet ikke havde nogen himmel eller noget helvede, forstået som en slags moralsk afgørelse for den enkeltes handel og vandel. Men man havde den anden verden, den umiddelbart usynlige, hvor guderne eller det guddommelige residerede. Og herfra var der en nærmest fri udveksling til det jordiske og menneskelige, en interaktion, som mennesket måtte forholde sig til og grunde over – for verden var altså større og mere kompleks end den synlige. Der er som bekendt meget, vi heller ikke véd, og den nøgterne begrænsning kendte det antikke menneske. Så dette antikke menneske var nok religiøst, men det var ikke troende i vores forstand, for vi har udviklet troen til en slags selv-prøve, baseret på individets større eller mindre overbevisning.

Det er således nok karakteristisk, at de græske guder effektivt blandede sig i de levendes liv, at den enestående jødiske overgud var spilfordeler i jordelivet, og at den tilsvarende muslimske overgud var tilsvarende nådig og barmhjertig, men han var også drivende som den bagved liggende kraft. Måske kan man sige det sådan, at mennesker var publikum til dramaet. Og det er vi på sin vis stadigvæk, for der er ikke så meget nogen af os overhovedet har indflydelse på, når virkeligheden først folder sig rigtig ud. Dette er selve begrænsningen for den menneskelige bevidsthed.

Men netop fordi guderne kunne bevæge sig frit gennem sansevæggen har Kristus-troen sine præfigurationer, for det er oplagt, at den egyptiske Osiris bevæger sig frit mellem det himmelske, det jordiske og det underjordiske og dermed er tæt på det menneskelige vilkår. Det samme er den græske Adonis eller mellemøstlige Adonaj, for han bevæger sig også frit mellem disse mentale strata. Og det gør Jesus også.

Holder vi os til evangelisten Johannes, som også bringer dagens prædikentekst over den stakkels vantro Thomas, så er Jesus af Nazareth det logos, hvoraf verden er rundet og skabt, Hans disciple har set Hans herlighed, som Han har den fra Gud, men de har set den i Hans menneskelige udgave, endda meget menneskelige – og de har nu som opstanden set Ham komme fra den anden side gennem de lukkede døre men med åbne sidesår og naglegab for at give Thomas den fornødne lektion – bare fordi du, Thomas, er skeptiker og indbilder dig dine umiddelbare sansers overherredømme, så kommer Jeg til dig og du ikke til mig. Og den stakkels Thomas synker sammen med bekendelsen: ’Min Herre og min Gud!’

Men den tanke, at Gud under forskellig skikkelse er til, før vi kommer til, er med os som vor bror og fælle livet igennem, og er med os som vores Herre og Gud på dødens stier er udmøntet her. For Kristus-troen er, at den guddommelige status, der vandrer ind og ud af sansevæggen, tilskrives mennesket som den af Gud elskede. Den forskel mellem Gud og menneske, der næres af den menneskelige bevidstheds viden om egne vilkår – altså begrænsningen – ophæves her, hvorfor Kristus-troen er en tro ikke blot på Hans opstandelse men også på vores. Det er kristendommens tigerspring i forhold til den antikke verden. Det menneskelige og det guddommelige udveksler på lige vilkår, og derfor er Kristi opstandelse førstegrøden af alles. Men den kommer fra den anden side! Amen.