Søndagens prædiken

May 6, 2017

3 påske 07 maj 2017

291, 441, dåb, 392 – 46, 462, 722.

Johannes 16, 16-22.

Jeg stiller mig gerne op i flokken, som ikke forstår, hvad Han taler om. Så er det ligesom sagt fra min side. For hvad betyder ’denne korte tid’ mellem fravær og gensyn? Sandt at sige har det trukket ud med gensynet, hvis man skal tage teksten sådan helt bogstaveligt – også med Grundtvigs verselinje in mente: ’For dig, o Herre, som dage kun / årtusinder er at regne.’ Men lad mig prøve via den metafor – eller det billede – mesteren selv bruger om den fødende kvinde, også selv om jeg kun har været medvider ved en fødsel. For hvad forstand har en mand på fødsler?

Men jeg husker til gengæld fra en fødselsforberedelse – den slags kommer fædre jo ofte med til nu om dage – en yngre men oplagt erfaren jordemor, der vitterligt selv var gravid, og som med næsten en forstemt stemmeføring pludselig sagde, at nu ’skulle hun selv prøve det’. Det virkede som om hun faktisk havde det ’svært’, som teksten siger det, og dét selv om hun sikkert havde hjulpet masser af kvinder gennem deres fødsler. Nu skulle hun selv – og i stemmeføringen lå en slags nervøsitet over for den erfaring, hun nu endelig skulle gøre sig og gøre det på sin egen krop. Men selv som medvider opfatter man den voldsomhed, som fødslen rummer – også fordi den er farlig, den er ekstrem smertefuld, den er blodig, den kan være traumatiserende og verden er så at sige ikke afgjort, før det velskabte barn er kommet ud, har trukket vejret, og moderens smerte er fordampet, og hun har det godt. Men når alt det er vel overstået – forhåbentligt - følger også en kæmpe glæde, som varer resten af livet – for et menneske er født til verden og er hos os.

En fødsel er således i sig selv en voldsom og dramatisk begivenhed, og det er ikke for ingenting, at Thomas Mann kæder fødslen og døden sammen, for de to begivenheder forudsætter hinanden og skaber som forbundne kar bevægelsen gennem tiden. Det er heller ikke for ingenting, at der normalt på en fødestue hænger et vægur, så man kan notere sig fødselstidspunktet, ligesom man også altid registrerer dødstidspunktet ved dødslejet. Det er sket og mennesket har forladt verden. Indgang og udgang forholder sig lige til hinanden, ligesom glæden og sorgen følges ad som forbundne vilkår. Uden bevidsthed om fødsel og død ville tiden antagelig ikke eksistere, for dybest set måler vi den derudfra.

Forestillingen om de dødes opstandelse er antagelig ur- urgammel, lige så gammel som den opretgående menneskeslægt og kan i hvert fald rubriceres som en drøm eller en længsel – også af den simple grund, at mennesket hellere vil leve end dø. Bevidstheden om døden skaber simpelthen forestillingen om, at man må kunne overliste den – eller at de døde er til i en anden tilstand end den nærværende. Al historisk bevidsthed har denne kædefornemmelse mellem et ’før’ og et ’efter’. Tiden er til mellem disse størrelser, som er pejlemærkerne.

Problemet er unægtelig grebet forskelligt an op gennem tiden, men når jeg bruger ordet ’overliste’, så refererer jeg i virkeligheden til den oldegyptiske balsameringsskik, hvor man sørgede for at bevare både legeme og indvolde i en forventning om et videre-liv på den anden side, og man skulle have det hele med sig. Heroverfor står de antikke dødsriger, som klart er vage i deres definitioner og har en mere flygtig u-legemlig karakter. Men som jeg har sagt det før, så har enhver sjælelære det indbydende element i sig, at man kan løfte et sjælens videre-liv ud af den legemlige tilintetgørelse. Måske er det godt sagt af Prædikeren fra Det gamle Testamente, som siger, ’at støvet vender tilbage til jorden som før og ånden til Gud, som gav den’. Ånden er af Gud, men legemet er af jorden, og vi så at sige fanget i den mellembevidsthed, som véd af Gud og véd af støvet, og har et problem med det.

Men der er én ting ved Jesu opstandelse, som måske kan kaste lidt lys over problemstillingen; jeg prøver i hvert fald. For kernen i opstandelsesberetningen er, at han ikke er der, at graven er tom. Men. Der er en engel, som henviser kvinderne til et gensyn. Hos Markus, den ældste af evangelisterne, er det endda i Galilæa, altså lokalt og snart for det område, Han udgik fra. I dagens tekst er der også et gensyn, omformet gennem den fødendes lidelse og efterfølgende glæde. Her er det ’om kort tid’, hvilket er realistisk i forhold til billeddannelsen mellem den fødendes kval og glæde.

Dette gensyn findes i i hvert fald tre varianter i vores tradition. Den første er de gensynsscener, som evangelierne beretter om, hvor man som læser og hører vil være noget usikker på, i hvilken gestalt Jesus optræder. Men det gælder dem alle sammen, at der er en mild form for fysik i dem – Han bryder brødet, Han viser sine sår frem, han spiser fisk sammen med dem ved søbredden oppe i Galilæa. Disse beretninger skal antageligt angive, at Han lever, og at Han kan gå ind og ud af sine omgivelsers liv. Men beretningerne ophører med fortællingen om Hans himmelfart og dermed sædet ’ved Guds højre hånd, hvorfra Han skal komme at dømme levende og døde’. Det er et udpræget himmelbillede, hvor Han indtager positionen som Pantokrater, altherskeren, hvor jorden og menneskeslægten er Hans almagts genstand.

Men ind imellem disse billeder mærker man i NT tydeligt det, man kalder ’nærforventningen – især hos Paulus som den første skribent, men også hos Johannes som den sidste. At de Kristustroende forventer Hans snarlige tilbagevenden på skyen, hvor Han vil tage sine til sig og åbne for ’den nye verden’, som er et Johannes-udtryk. Denne nærforventning dampede af gode grunde af, som tiden gik. Men den efterlod en forventning i menigheden, en fremadrettethed på tidens vegne, et løfte om noget andet, en metamorfose, en forvandling, som Paulus siger det, som indirekte har lagt en stærk energi ind i det kristne evangelium. Tingene sker nemlig ikke ’inch Allah’, ’om Gud vil’, som muslimen vil sige det, men tingene sker efter det løfte, Han har efterladt sig. Lidt vidtløftigt? – måske, men tidens bevægelse havde fra nu af et mål.

Deraf kommer så den tredje variant, som er genkomsten ved verdens ende. Det er faktisk vandringens motiv, for nu er menneskeslægten på vandring mod Guds Rige, som først skal åbenbares ved Tidens ende – og dér skal vi se Ham. Tankegangen er udformet i oldkirken og skyldes i høj grad kirkefaderen Augustin, for nu begyndte kirken for alvor at regne i tid – en skabelse engang, en midte, hvor Kristus var på jord, og en slutning engang, hvor alt skal afgøres – kort sagt vores tidsregning. Også denne vision var i ekstrem grad fremadrettet og har formet de fleste efterfølgende forestillinger om vækst, fremskridt, nye tider, utopier og al den slag regenerering af tidsfaktoren mod et mål.

Men ingen af disse gensynsmodeller passer til dagens tekst, men det, jeg gerne vil medgive og tror på, er egentlig, at Han lever ved siden af os og er – uanset fremtoning. For hvis Han er Alfa og Omega, begyndelsen og enden, så er Han også til stede, når moren for første gang tager sit nyfødte op til sit bryst, og Han er til stede, når sørgetoget går gennem gaden, og alle mærker denne knugende fornemmelse af endegyldighed. Er Han dér, så har teksten ret mellem udvekslingen af glæde og sorg. For glæden kan være alt omfattende; det kan sorgen også.

Men om vi som Kristus-troende holder os ude af verden, mener jeg egentlig ikke. For den eksklusivitet, der ligger i disse tekster, bryder jeg mig ikke om. Den var måske rigtig engang men ikke i dag. For jeg er sikker på, at Han som Alfa og Omega er verden, Han er den levende verden i personificeret og menneskelig udgave – Han er den barmhjertige hånd, der holder os alle, når livsnerven er helt fremme. Amen.