Søndagens prædiken

May 21, 2017

5 påske 21 maj 2017

743, 398, dåb, 674 – 395, 474, 725.

Johannes 16, 23-28.

I forbindelse med de Johannes-tekster, som bruges meget mellem påske og pinse, kan man undertiden som prædikant lidt føle, at man står overfor et kryptogram. For hvad mener Han, mesteren? Men man bør jo nok tage det som en udfordring.

’Tale i billeder’- ja, vi taler alle i billeder, for gjorde vi ikke det, ville sproget blive umanerligt fladt og kedeligt omstændeligt. Billeder er som krydderiet, og de skaber præcision. En vel anbragt metafor siger uendelig meget mere end en lang, kluntet sætning, hentet fra den fysiske og målelige verden. Men teksten synes at stille en modstilling op, som jeg nok finder meget problematisk, hvor billederne udtrykker en foreløbighed over for dette: ’ligeud at forkynde for jer om faderen’. Så er billederne et dække, mens der til gengæld også er en direkte linje mellem faderen og så disciplene – eller os for den sags skyld.

Man kan vælge at sige, at Jesus talte i lignelser, som også er billeder. Det er korrekt. Og de skal dække over ’Guds riges hemmelighed’, som der står hos Markus. Så reduceres billederne til at blive et slags pædagogisk værktøj, mens der er mere på spil bag lignelserne, og det forstår kun de indviede. Tanken er nærmest ubehagelig og smager af mysteriereligion, for så kommer man til at skelne mellem de uindviede, som er de dumme, og så de indviede, som er de kloge eller indsigtsfulde. Det er faktisk ikke noget ualmindeligt træk i religionshistorien, ligesom en del moderne sekter benytter sig af forskellige grader af indvielse, og så bliver det interne system meget hierarkisk. Og mentalt usundt, skulle jeg mene.

Så jeg må nok en anden vej rundt, hvis jeg skal bygge en argumentation op omkring brugen af billeder kontra den direkte linje, som her er gudsforholdet – det må det være. Og så er det ligefremt at gribe fat i billedforbudet, som vi kender fra jødedom og islam og faktisk er meget aktuelt, for det har givet og giver ballade. Og oprindeligt var billedforbudet indeholdt i De ti Bud, og stod endda som det andet bud, men det fik Luther såmænd fjernet, for han fandt det overflødigt. Men den dybere historiske baggrund er klar nok. I den rigtigt gamle verden, altså den antikke og før-antikke, faldt guddommen sammen med billedet af ham eller hende. Guddommen var til stede i billedet eller statuen, og var det helt konkret og fysisk. Og gudsdyrkelsen var i høj grad en besværgelse for at opnå goder og sikkerhed – i en ustyrlig verden. Kraften lå i selve billedet eller statuen. I Det gamle Testamente, som er det ældste helligskrift i vores tradition, er der oplagt en strid mellem én gud og de mange guder, og det monoteistiske tigerspring er i høj grad, at der kun kan være én gud, mens alle de mange andre guder dermed også bliver afvist. Men hvis det kun er én gud, der samler helheden, så kan Han altså heller ikke rummes i et billede. Så konsekvensen af overhovedet at tænke i én gud er et opgør med alle andre guder og netop deres billeder, som så blev afguder – og det var ment nedsættende. Det mest berømte historiske eksempel på denne guddommelige billedløshed er det inderste rum, Det Allerhelligste’ i templet i Jerusalem, for det var tomt. Romerne undrede sig, og det gjorde alle andre også. Men denne monoteistiske tankegang vandt altså over alle de andre guder, som måtte se sig degraderet. For vel havde de større mytologiske gudesystemer nok en over-gud, men der var også en mangeartet gudeforsamling, som havde deres billeder. Men dette at tænke i én gud – og kun én – flyttede guddommen op over verden, og han blev det, vi kalder transcendent, fjern, mens de mange guder var immanente, nærværende. Guddommen blev en skaber, der havde formet Altet, helheden, og fortsat opretholdt verden. Men Han var uden for billedkontakt.

Kontakten blev i stedet Loven, som – fra Moses’ dage – var Guds orden for verden, udstedt gennem påbud og forbud, begge dele. Lovoverholdelsen blev – ikke mindst gennem tiden – den helt afgørende faktor i gudsdyrkelsen, og det blev den også for islam som den sidste udløber af denne monoteistiske tradition, mens Gud selv var og er utilnærmelig i sin transcendentale ophøjethed. Så mens den polyteistiske gudsforståelse udtrykte sig ved besværgelser af guderne, så blev den rette orden Guds monoteistiske vilje, og det blev ekstremt kulturskabende, ikke mindst i islams tilfælde, som egentlig er en konsekvent udgave af jødedommen – også på punktet, der hedder billedforbud.

Heroverfor skiller kristendommen sig ud som første udløber af jødedommen. For vel accepterer kristendommen Guds Lov som nyttig og tjenlig – men heller ikke mere – mens forkyndelsen af Jesus som Kristus blev en forkyndelse af den fjerne Guds fysiske nærvær i et konkret menneskes skikkelse og begivenhedsforløb. Jesus er kort sagt selv Guds billede – imago Dei, som det hedder. Og det er på dette helt centrale punkt, at både jøden og muslimen står af, for de kan netop sige, at det er at lave sig et gudebillede – og det er simpelthen en majestætsfornærmelse. Et menneske kan ikke gøre sig selv Gud lig – men det gjorde kristendommen på Jesu vegne. Og Han gjorde det vel også selv – selv om det er svært at skelne mellem Hans egen mulige Messiasbevidsthed og så forkyndelsens påstand. Men kritikken er faktisk berettiget, hvis man holder fast i det strenge monoteistiske princip.

Det, der sker først med Paulus og siden med evangelierne, er, at guddommen ikke længere er én, men bliver til en treleddet størrelse, Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Og dét er der kommet myriader af billeder ud af, ikke mindst af Gud Søn i alle mulige varianter og skikkelser, men hvis man dertil lægger billederne af Jomfruen, Guds moder, Madonna, og hele helgenskaren, så får denne tradition uvægerligt et polyteistisk træk, og verden blev igen befolket – nok ikke af afguder – men af mellemvæsner, der på hver deres måde præsenterede det guddommelige inde i det menneskelige. Vel har vi i vores protestantiske udgave af kristenheden afskaffet en del af disse mellemvæsner, men ved juletid er der da vist engle på taget, ligesom Den Onde kan være meget nærværende.

Jeg ved godt, at det moderne menneske sætter et spørgsmålstegn ved Gud og Hans mulige eksistens, men det bliver verden altså ikke større af; den bliver mindre, for den bliver forkortet. Spørger I jøden eller muslimen eller vores kristne forfædre, så er Gud en selvfølgelighed – Han er, hvorfor det er omsonst at stille spørgsmålet om, hvorvidt man tror på Ham. Han er. Men hvordan står det så til med Hans egenskaber? Er Han virkelig god og kærlig? Dér vil både jøden og muslimen sige, at Han først og fremmest er stor som Altets skaber og opretholder, mens Hans mulige egenskaber kommer i anden række – for virkeligheden har det med at være ret vilkårlig, og det er jo rigtig.

Spørger i den store kirkefader Augustin, så vil han sige, at vi ikke kender Gud og således heller ikke Hans egenskaber – men at troen er, at vi kender Kristus som Guds kærlighed, og at Kristi Ånd er imellem os som den altid sandhedssøgende Ånd.

Så opløsningen af det monoteistiske princip har medført, at vi ikke kender Gud, for vi kender ikke virkeligheden, som Han er herre over – men vi kender Kristi kærlighed som et skæbnefællesskab mellem Ham og os. Vi kan nemlig genkende vores eget liv og dets grundlæggende vilkår mellem fødsel og død i Jesus-skikkelsen, og derved bliver Han Guds nærvær mellem os og i vores liv. Så Guds storhed er fortsat en fjernhed, mens Guds menneskeliggørelse er Hans nærhed.

Kristus er stadigvæk et billede, men det er ikke noget magtudtryk. Og dét er afgørende. Det er snarere et solidaritetsudtryk mellem det guddommelige og det menneskelige, ligesom det er Ånden, der sørger for, at vi overhovedet kan se den direkte linje. Og tak for den. Amen.