Søndagens prædiken

Jun 4, 2017

Pinsedag 4 juni 2017

290, 309, dåb, 289 – 291, 299, 724.

Johannes 14, 22-31.

Hvis man kikker på kirkeåret som en rytmisk bevægelse, hvilket man udmærket kan gøre, så annonceres Guds ankomst til verden ved advent, Han fødes som Betlehemsbarnet til jul, i løbet af vinteren vokser Han til for ved Fastelavn at kåres som Guds elskede søn, der skal drage op til Jerusalem og gennemføre passionen, altså påskens korsfæstelse og opstandelse. Derefter opløftes Han tilbage til himlen og erstatter sin egen jordiske tilstedeværelse med Guds Helligånd, hvis ankomst til verden vi fejrer i dag – pinsedag, som egentlig blot betyder den 50. dag efter påske.

Humlen er, at vi derved i rytmisk forstand former det specifikt kristne gudsbegreb, som er treleddet, og tredje led kommer til i dag. Første led, Gud Fader, er så at sige forudsætningen for verden, andet led, Gud Søn, er Guds menneskeliggørelse i verden, og det tredje led, Gud Ånd, er det guddommeliges kroniske tilstedeværelse i os og blandt os. Og så én ting til: Vi bruger et familiebillede om guddommen, nemlig som far, søn og fællesskab; i sit væsen er det en familiestruktur og udtrykker en følelsesmæssig hjemliggørelse i verden. Netop også fordi vi som de døbte er åndsbårne og i kraft af Helligånden har lod og del i guddommen – er Guds børn.

Hvis man skal starte helt forfra, så har det moderne, sekulariserede menneske et problem med Gud, for troen på Gud er ligesom blevet en anstrengelse, måske endda en overanstrengelse. Det problem har jøden ikke; muslimen heller ikke. For Gud er. Han er ikke engang en metafysisk sløjfe over verden, en tanke-anstrengelse. Han er bare til som forudsætningen for verden, hvorfor jøden og muslimen gerne vil kende Guds vej og følge den. Det muslimske udtryk for denne ’Guds vej’ er sharia. Det gælder simpelthen om at forstå, hvad der er Guds vilje og så følge den - hvilket der selvfølgelig så kan komme mange diskussioner og skoledannelser ud af. Så både det jødiske og det muslimske gudsbegreb rummer en fortrolighed med Gud men også en underkastelse under Guds vilje.

Denne model har unægtelig også været dyrket i kristendommen, for alle har alle dage kunnet slå hinanden i hovedet med Guds vilje, men ret beset kender vi kristne ikke denne vilje. For mens jøden og muslimen holder sig til åbenbaringstekster – altså at Gud åbenbarer sig gennem et udtalt og gengivet tekst – så vil det kristne menneske sige, at Gud åbenbarer sig gennem et menneske og dette menneskes særlige bane – og ikke via en tekst. Der er således i tilbageblikket en oplagt parallel mellem gudsmanden Moses’ udstedelse af Loven på Sinaj – loven som vi bedst kender som De ti Bud – og så de åbenbaringer af Guds vilje, som profeten Muhammed recitativt omsætter i Koranen. Selve teksten er således Guds vilje, og så går fortolkningerne i gang – selvfølgelig. For verden bevæger sig, og tiden står ikke stille. Derfor er både den jødiske og den muslimske lærde tradition en kronisk fortolkningstradition af teksterne – af Guds ord ville vi sige. De siger snarere Guds lov. De er jo bogstavens folk. Og når vi siger Guds Ord, så er det faktisk et udtryk for reformationens vilje til at finde en anden autoritativ kilde til gudsforestillingen end Moderkirkens; så for at komme ud af kirkens formynderi, tyede man til Bibelordet som fundament for Troen. Det bliver man ikke nødvendigvis fundamentalist af, ikke fundamentalist i moderne forstand.

For mig personligt er Gud også bare til som den samlende forudsætning for verden, og denne forudsætning er i gudsbegrebet fastholdt som et personligt begreb. For jeg kan ikke læse virkeligheden som andet end personlig. Og Gud er personen, personordet, der omfatter hele virkeligheden. Det forekommer mig ret ligetil, men det burde det måske ikke. Men jeg har nok også bevaret min barnetro, som det kaldes, og bevæger mig mentalt i de billeder, som udgør kristentroens essens. Og essensen er netop ikke den rette lære, den er heller ikke den rette adfærd, den er heller ikke Guds mulige vilje, for den kender vi ikke – men det er genkendelsen i det guddommelige, det er min og din eksistens som mennesker, der kan se sig selv inde i Guds menneskeliggørelse, som er Kristus, altså andet led i dette tredobbelte gudsbegreb. Kristushistorien rummer simpelthen genkendelsens billeder fra fødsel og til død og til efter-død. Fødsel véd vi af, vores optræden på denne verdens scene véd vi også af, død er den nødvendige konsekvens af dette at leve, og vi kender ikke vores egen reaktion, så vi véd ikke så meget, men den kommer – og så er efter-død et løfte til os, en kærlighedens gestus, som troen må forholde sig naivt fortrøstningsfuldt til. For skulle vi ikke tro på vores medmennesker og på vores Gud? Alt andet er intethed. Og foretrækker man rationalets intethed, det, man ikke kan vide noget om, så siger jeg ’velbekomme’. Vi ved jo alligevel ikke det hele, men må – med Paulus – indrømme, at ’vi nu ser ind i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt’, og han fortsætter: ’Nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud.’

Jeg skal villigt medgive, at åndsbegrebet – også det specifikt kristne – er en vanskelighed. For Ånd er i sig selv immateriel og således en diffus og flygtig størrelse, om end de fleste vedkender sig Åndens virkelighed. For verden består nu engang af mange immaterielle fænomener, spændende fra sprog, over sanseindtryk og til følelser – og kan således ikke fastholdes fysisk, men er i bevægelse. Men for mig at se er dette at have Guds Ånd som dåbsbarnegave en forpligtelse på at søge, at spørge, at være åben og kronisk at afsøge sandheden i enhver situation. For sandheden er ikke én, men den er altid konkret inde i en given situation, som netop flytter sig, fordi vi er underlagt tid og forandring. Så bevidstheden om at være et Guds barn er Åndens virksomhed, og dette at være barn af Virkelighedens Herre og bror til Hans menneskelighed, er en forpligtelse til opmærksomhed, tillid og loyalitet over for denne verdens udtryk. Verden, som er af Gud.

Så dette at have Guds Ånd i sig og mellem os er en tilskrivning af værdi, hvor vi som de åndsbårne har ansvaret for os selv, for vores medmennesker og for vores omgivelser. Ånden omsættes således normalt til moralbegreber, til politisk aktivitet, til optagethed af alt muligt påtrængende – men det hele kan samles i Åndens bevidsthed som et nærvær mellem mennesker. Vi er simpelthen med, og vi er det inden for hele følelsesregisteret og inden for alt, hvad rationalet kan præstere. Det er ganske enkelt vores forpligtelse over for verden, som er af Gud, og over for Kristus, som er Guds udtrykte billede i menneskeformat, altså vores medmenneske.

Jeg indrømmer blankt, at dette tredobbelte kristne gudsbegreb er i modstrid med det monoteistiske princip, som med næb og klør forsvares af både jødedom og islam. Men monoteismen har det problem, at den vil anbringe Gud alt for højt oppe, hvorved de bliver de underkastende tilbedere. For vel er Gud højt oppe og som sådan ganske ubegribelig, men præcis derfor er Han ikke et argument, kun en konstatering af verdens uigennemskuelighed. Men mennesket kender vi, og Gud-mennesket er Kristus, og Hans billede er til at stole på, fordi usvigeligheden på dette menneskes vegne er kristentroens grundpille. Og Ånden er at holde os fast på, at Kristus er Guds kærlighed til mennesker, Guds vidnesbyrd i menneskeverdenen.

Den berømte danske renaissancekvinde Birgitte Gøye havde dette beske valgsprog: Frygt Gud, gør ret og forlad dig ikke på mennesker. Nu vil jeg nødigt gå i rette med Birgitte Gøye, som sikkert var en from men også misantropisk kvinde og så indføje. Jo, du og jeg kan forlade os på mennesket – på mennesket Kristus, for Han er kærligheden mellem Gud og mennesker. Og så bør enhver handle ret – men det ved vi jo også godt fra Ånden, som altid er vores følgesvend og tilretteviser. Glædelig pinse. Amen.