Søndagens prædiken

Jul 9, 2017

4. s.e. trinitatis den 9. juli 2017


Salmer: 743, 787, dåb, 324 – 272, 474, 726.

Læsning: Lukas 6, 36-42.

Egentlig er den lille metafor om splinten og bjælken i øjet fra tekstens slutning ret kendt – for den er virkelig en overdrivelse i sit billedsprog om end meget malende. Derfor kan jeg da heller ikke dy mig for ikke at referere en absurd sprogblomst, hvilket jeg nok har gjort før, da jeg har prædiket nogle gange over denne tekst, men i hvert fald: I den gamle oversættelse brugte man ordet ’skæven’ om splinten, og hvis man nu kombinerer dette bibelske udsagn med mundheldet, ’at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i et glashus’, så bliver resultatet: ’at man ikke skal kaste med sin brors skæve glasøjne, når man selv bor i et bjælkehus’.

Men derudover er metaforen mellem splint og bjælke oplagt et billede, som man på psykologisk vis vil kalde en projektion, altså at man danner sig et billede af den anden som snarere er éns eget problem. Du mener at se den anden tydeligt, men opdager ikke, at det er et spejl for dig selv. Du og jeg ser splinten, men opdager ikke egen bjælke. Men så må det tilføjes, at projektioner er fuldstændig almindelige eller gængse, men man bliver også nødt til at tage sig i dem, for de skævvrider og er farlige. Dette ’at se klart’ er faktisk ikke særlig nemt, og selverkendelse er endnu sværere. Så Mesteren har da ret, men hvor meget får man så ud af det? De løftede pegefingre er ikke så meget værd, især når man alligevel er i gang med at rense sin brors øje for den væmmelige splint og ikke kan se klart for bjælken i eget øje.

Men generelt handler teksten om dom, dommen over andre, et træk som unægtelig er lige så velkendt som projektionerne. For vi udtaler hele tidens doms-sætninger, fordi man eller vi uvægerligt bedømmer omverdenen og de personer, den er befolket af. Det kan ikke være anderledes. Men der er gradueringer i sådanne doms-udsagn, og de kan nok have en vis berettigelse at diskutere. For strikte set er en dom – også en juridisk dom – et spørgsmål om skøn. Judicium hedder det vist med en juridisk term. Man udøver et skøn, og udtaler, hvad man måtte mene er op og ned i en bestemt sag. Et sådant skøn skulle gerne være objektivt, men om det så også er det, er lige præcis problemet. Man kender det fra den almindelige retspleje, som altid er mundtlig og i princippet offentlig, hvor argumenterne kæmper med hinanden mellem anklage og forsvar, og dommeren til sidst udtaler et ’thi kendes for ret’, som vil være et skøn mellem disse argumenter, for sagen skal afgøres. Her er idealet, at intet uvedkommende får indflydelse på afgørelsen – men også dét er nok mere ideal end virkelighed. Så man må kunne nøjes med at sige, at man bedømmer splinten så godt, som man nu kan. Objektiviteten er en påstand med modifikationer. Jeg husker en skifteretssag, hvor en mand bebrejdede dommeren, om den udsagte afgørelse nu også var et udtryk for ’retfærdighed’, hvorpå dommeren tørt svarede, at det ikke var ’retfærdighed’ men jura. Igen er det idealet, der spøger, for vel tilstræbes retfærdighed, men regelsættet er ikke mere end norm og billighed. Sagen skal afgøres inden for de rammer, som nu engang er sat.

Men der er en væsentlig graduering mellem ordet ’dom’ og ordet ’fordømmelse’, ord, som teksten synes at bruge i flæng. Og her kan man passende tilføje ordet ’fordom’. ’Fordømmelse’ er sprogligt set en voldsom skærpelse af ordet ’dom’, ligesom begrebet ’fordom’ på forhånd lukker af for al diskussion, for sagen synes afgjort – i ekstrem grad subjektivt. En ’fordom’ er en afgørelse af et bestemt forhold uden nogen form for skøn eller indsigelse, og en ’fordømmelse’ er en udelukkelse af enhver menneskelig sammenhæng. Det svarer til spillet mellem ordene at ’bande’ og at ’forbande’. Forbandelsen er slem og helvedrettet, mens banderiet er nogenlunde mildt, uskønt men almindeligt.

Så teksten rummer de løftede pegefingre og tilsvarende advarsler, som I og jeg passende kan tage til os. For de er da på deres plads, men lige meget hjælper det, hvis jeg må sige det sådan.

Den egentlige provokation i teksten – eller de små tekststykker samlet – er forestillingen om Guds-lighed og kravet om barmhjertighed. Vær ligesom jeres Fader i himlene. Dét er så til gengæld urealistisk, hvis jeg igen må være så fri. Men det er kravet om kærlighed, om næstekærlighed, om barmhjertighed, om overbærenhed, som her sættes i profil over for det, som Grundtvig et sted kalder ’den brændende omhu for næstens sjæl’ – skal jeg ikke tage mig af din splint? Og kender man noget til de nytestamentlige tekster sættes kærlighedskravet også op over for den lovoverholdelse, den regelrethed, som var hovedstykket i den daværende jødedom.

Hvis jeg skal prøve at generalisere det her – og det bør jeg vel – så kan jeg prøve via idealerne. Domsafsigelsen, bedømmelsen, vurderingen bør være retfærdige, rimelige, billige – med et ældre udtryk. Men problemet med retfærdigheden er, at den er kold. Den er nok tilfredsstillende, beroligende, følelsesafdæmpende, men den er ikke livfuld og snarere tvangspræget. Retfærdigheden ender som et formsprog – thi kendes for ret, rimelighed, billighed. Vi/man bedømmer, hvordan det bør være, og sådan skulle realiteterne også gerne være. Det afgørende er, at dette ’bør’ omsættes til et ’er’. Retfærdigheden bør ikke længere ske fyldest, retfærdigheden er – og så er vi i lovreligionens paradis. Det kan man - med Paulus – bebrejde jødedommen, man kan bebrejde Islam det samme, men vi gør nøjagtigt det samme i den forstand, at man gerne vil lovgive sig ud af alle problemer, man vil gerne regelsætte alle problemfelter – og derved løse dem. Trangen til retfærdighed er den samme, og det er sådan set ligegyldigt, om man sætter Gud som forudsætning eller fortegn eller ikke gør. Jøden gør det, muslimen gør det, den verdslige vesterlændinge gør det ikke -men har nøjagtig samme forventning til lovens brug.

Det andet ideal er kærligheden, barmhjertigheden, tilgivelsen. Den er varm, og den er følelsestung, men ingen kan bruge den som regulator. Den kan ikke sættes i scene og forvaltes, som loven kan det. Derfor stiller teksten faktisk en falsk modstilling op mellem kravet om barmhjertighed og så en almindelig dømmesyge. Vi kan ikke vælge det ene og dermed fravælge det andet. Det er ikke et enten-eller, men er – i virkelighedens verden – et både-og. Men dagens tekst og mange andre fra NT såmænd kan udmærket læses som en moralsk oprustet pegefinger om at sætte tilgivelsen i scene som virkelighed, men præcis derved får den kristne forkyndelse et vildt urealistisk præg. Ingen kan nemlig elske på kommando – heller ikke på Guds. Eller Jesu kommando for den sags skyld. Det dobbelte kærlighedsbud bør faktisk omgås med en vis varsomhed.

Sagen er, at både retfærdigheden og kærligheden bør omgås med denne opmærksomhed. Retfærdigheden og med den retfærd og billighed er pine nødvendig som regulatorer for denne verden. Men kærligheden er også pine nødvendig, for ellers kommer der ingen varme ind i menneskers verden. Og for at sige det helt kort: Nåden går for ret. Retten er nødvendig, mens nåden er kærlighedens og barmhjertighedens sprog – netop også i forhold til projektionerne. Måske er et sagt meget godt af den schweisiske forfatter – jeg tror, at det er Max Frisch: Den uægte kærlighed ser det, den elsker – så er det en projektion, et billede – mens den ægte kærlighed elsker det, den ser. Så ser den nemlig splinten og bærer over med den, men erkender så samtidig bjælken i eget øje, også selv om den gør av. Først så er vi sammen om menneskeligheden og har lagt hykleriet bag os og er på vej mod Guds rige. For det er vores retningsbestemmelse i Jesu navn - Amen.