Søndagens prædiken

Jul 16, 2017

5. s.e. trinitatis den 16. juli 2017


Salmer: 754, 448, dåb, 392 – 147, 474, 31

Læsning: Lukas 5, 1-11

Teksten kaldes Peters fiskedræt og er i enhver henseende en fantastisk tekst – netop også i sin bogstavelighed. I samme anledning skal vi her bagefter synges Grundtvigs salme ’Der sad en fisker så tankefuld’, der er skrevet over den, en salmetekst, som efter mine begreber emmer af dansk sommer – ud over at den også er lettere grundtvigsk syret. Der er underholdende gang i de lidt vidtløftige associationer, som er så karakteristiske for den store digter.

Ud over selve fiskene, så er det forunderlige og fantastiske både mængden af fisk samt underets egentlige overflødighed. Hvad skulle alle de fisk til for? Udover at middagsmaden må siges at være reddet i de små fiskerhjem, så er resten rådnet op på en varm søbred, og Genesereth Sø er et varm sted, ligesom frysekapacitet ikke kan siges at have været opfundet på den tid, højst saltlagen, men så har de fået travlt. Så mens en mirakuløs helbredelse kan siges at have sit eget smukke formål, så er denne fiskedræt i sin overdådighed et overflødighedshorn, som må få det forbavsede smil over guddommelighedens gavmilde ekstravagance frem. Hvis man da stadig vil læse den bogstaveligt, hvilket jeg mener, at man bør gøre, for ellers kommer man aldrig ind i en given mirakuløs teksts anliggende.

Anliggendet må være, at Jesus vil prøve Simon Peter, hos os normalt blot kaldet Peter. Prøven består i, at han dels skal gøre, som Jesus siger, og dels skal tro, at det nytter noget. Peters indvending taler for sig selv: De har uden fiskeheld arbejdet hele natten, hvorfor udsigten til at fange noget nu forekommer håbløs. Peters tvivlende rationale bliver forstærket af nattens erfaring. Og dog gør han det ’på dit ord’. Det må kaldes en tillidserklæring, en tiltros-handling. Den slags er der klart mange af, for vi bliver alle nødt til at stole på hinanden og gøre, som vi bliver bedt om, selv om udsigten kan forekomme håbløs. At Peter skulle gøre det specifikt på Jesu ord, er klart en teologisk pointe inden for den klassiske skabelsesteologi, hvor ’ordet skaber, hvad det selv nævner’ – et netop klassisk udsagn, som jeg nok vil sætte spørgsmålstegn ved som en specifik guddommelig egenskab. Men påstanden stammer grundlæggende fra Skabelsesberetningen, hvor Gud siger. Der blive lys – og der blev lys. Gud kalder lyset frem på bekostning af mørket ved overhovedet at nævne det. Men alle ord er – efter mine begreber – skabelsesord – uanset hvem, der siger det – for ethvert ord vil gerne skabe eller udvirke sit eget udsagn. Dette at sige ’jeg elsker dig’ skulle jo nødigt være et tomt slag i luften, men gerne have sin fysiske konsekvens, når man krammer barnet eller kysser sin ægtefælle. Kærligheden skal mærkes direkte eller indirekte for at være virkelig. Så man bliver altså også nødt til at tro det, tro ordet. For modsiger man et tiltros-udsagn, så har man på forhånd udelukket konsekvensen. Tvivler man på et tillidsudsagn, har man allerede ophævet tilliden. Negligerer man et kærlighedsudsagn, har man gjort kærligheden hjemløs og/eller fornægtet den. Egentlig er det K. E. Løgstrup, der har gjort opmærksom på det ved sin påpegning af, at det, han kalder ’de suveræne lisytringer’, såsom tillid, barmhjertighed, sandhed altid kommer forud for deres fornægtelse. Altså: Løgnen snylter på sandheden, mistiliden på tilliden, brutaliteten på barmhjertigheden. Livsytringerne kommer altså først, fornægtelserne bagefter.

Og så turde fortællingen om Peters fiskedræt snart sagt blive endnu mere forunderlig. For man må lade den guddommelige forudsætning, Jesu person, at Han kalder fiskestimerne op af Søens dybder, men det er endnu mere forunderligt, at Simon Peter tager Ham alvorligt og med nattens rationale i baghovedet kaster sig ud på det, man kunne kalde troens dybde, og lægger an til endnu en dræt. Så er overdådigheden og overflødighedshornet for alvor sat i scene, troen flytter bjerge. Og reaktionen er endnu mere interessant. For her bliver ikke jublet.

Peter slår faktisk om i en fornægtelse. For uanset natteslid og fiskemængder så er Peters reaktion netop ekstrem ærlig og menneskelig. På jævnt dansk siger Peter: ’Det her er for meget!’, og i traditionens religiøse sprogdragt siger han det sådan: ’Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand’. Er Peter da specielt syndig? Ikke i vores forstand – også selv om synden defineres som et grundlæggende vilkår, hvilket megen teologi gerne vil gøre. Det, Peter må mene, er simpelthen, at han er en fuldstændig almindelig mand. Han har levet af sit fiskeri og sikkert med større eller mindre held, men det, han oplever her, sprænger alle rammer. Og så bliver mennesket ærbødigt, tilbagetrukken, ydmyg – og netop ikke hoverende, for også fortjenstfuldheden er suspenderet. Fortjenstfuldheden kan mennesket tage roligt, for den har sin egen påståede logik i sig og retter sig nøjagtigt efter en mental årsag-virkningskæde, hvor der netop aldrig vil være mere i virkningen end i årsagen. Her er det omvendt – for Peter bliver reverenter taget taget et vist sted, og hans reaktion er helt i overensstemmelse hermed.

Denne Peter, samme Peter, får ifølge teksten tillagt det store menneskefiskeri, en metafor, som jeg nok selv synes er noget anstrengt. For menneskefangst lugter af omvendelsesstrategier, hvilket ikke just er min kop the. Men udtrykket rører ved den historiske omstændighed, at Jesu disciple eller apostle alle var ulærde mænd, som på forskellig vis fik det budskab til at flyde, at Gud i Jesu person var gået ind under det menneskelige og havde taget det på sig som en barmhjertighedens gestus. Det ulærde er også det almindelige – eller folkelige ville vi sige på dansk – og det er en væsentlig pointe i kirkens videre historie, at dens fremdrift er båret af denne Peter-lignende almindelighed. Det ligger også i forestillingen om den apostolske succession, hvor den almindelige kirke – det betyder katholicus på latin – er bærer af Guds åbenbaring i Kristus, netop som den er videreført af Peter og hans efterfølgere, som så i mental-historisk forstand er paverækken. Anlægger man en historisk-kritisk vinkel på samme påstand, så holder den ikke vand – men den gør det netop fra en mentalhistorisk vinkel, for sådan har den kirkelige virkelighed været som arvtager af Kristus.

En sådan almindelighed er selvfølgelig ret besnærende, for det er vigtigt at holde fast i kombinationen af det guddommelige og det menneskelige, af det himmelske og det jordiske, af det almægtige og det afmægtige, for det er i denne spænding, at evangeliets forkyndelse lever og ånder, for ellers kan ingen af os være med. Men man skal ikke underkende tankekraften, som næres af lærdommen og ikke just kan begrænses til en alladdinsk spontanitet – og her tænker jeg selvfølgelig på Paulus, som vitterligt er den første kristne skribent, var en udpræget lærd mand og som med sine store breve, som blev optaget i NT, formede den teologiske tankegang, som så igen blev formende og skabende for den kristne verden, efterhånden som den blev dominerende i store del af vores verden. Det kristne Rom, Mellemøsten og Europa kan næppe tænkes uden Paulus og dennes tankekraft. Men dét sætter ikke almindeligheden ud af kraft. Det supplerer almindeligheden med et intellektuel overvejelse, som alle siden har stået i gæld til.

Så det er ikke så mærkeligt, at den tidligste kirkehistorie har kombineret Peter og Paulus som de to store navne, der supplerer hinanden, sammen ifølge den kirkelige tradition dør martyrdøden i Rom i år 64 og er sammen om at betragte Guds rige som en længsel for en betrængt skabning. Også dét udtrykker Grundtvig i sin salme med verselinjen: ’hvo kun al verden, ej mer, attrår, / han ej et ord af vor mund forstår, / ham griber ej vor tale.’

Således rækker Peters fiskedræt langt ud over denne verdens afregning, men forventer en afregning efter Kristi Riges målestok. Det er godt nok for meget, men det er troens frihed at kaste fangstlinerne ud. Amen.