Søndagens prædiken

Jul 23, 2017

6. s. e. trinitatis den 23. juli 2017

 

6 trin 230717

5, 441, dåb, 385 – 12, 474, 8.

Mattæus 5, 20-26.

Teksten er hentet fra Bjergprædikenen, som strækker sig over Mattæusevangeliets kapitel 5- 7, og den er i alt egentlig en smuk og inciterende tekst – ikke mindst indledningen som kaldes Saligprisningerne – men den er og har altid været en meget problematisk samlet tekst - hvis man da ikke er grebet af den hellige enfold og mener at kunne opfylde dens indhold, som kort kan beskrives som ekstremt idealt. Men jeg må hellere tage den bid for bid, om end jeg undertiden bliver bebrejdet, at jeg mere forelæser end prædiker, men jeg tillader mig nu engang at opfatte prædikenens genre som mere livsoplysende end omvendende. Vækkelsesprædikant bliver jeg aldrig.

Første bid. Første krav er, at jeres/vores sans for retfærdighed skal op på et langt højere niveau end samtidens lærde. Hvis man kobler dette udsagn med bemærkningen om, hvad der ’er sagt til de gamle’, så rummer formuleringerne oplagt en kritik af Moseloven og dens anvendelse som rettesnor i det senjødiske samfund. Men loven og dens selvindholdende adfærdsnorm var og er ganske praktisk, for man bygger nu engang ikke landet ’uden lov’, hvis jeg indirekte må henvise til Jyske Lov og indskriften på tympanon over Københavns Domhus. Så Jesu krav om retfærdighed vil trumfe normalkravet, som egentlig blot er, at kriminalitet er strafværdigt, skal pådømmes og straffes passende. Jesus afviser heller ikke Loven eller normalkravet men trumfer netop snarere over – og kræver mere.

Anden bid. Én ting er, at drab eller mord er strafbart både efter Moseloven og vores egen straffelov. Men her bliver vreden, hvor man kunne have grumme lyst til manddrab, det lyner fra øjnene og det klør i fingrene, også forbandet og kendt strafværdigt. Og ikke nok med det. Et skældsord som ’tomhjernede stodder’ – raka betyder tom – eller idiot eller tåbe bliver også kendt strafværdigt, endda til Helvedes ild, hvilket sprogligt set er den værste fordømmelse et menneske kan udsættes for. I denne passage er det ikke blot fantasien, der fordømmes, det er også følelsen, der er kommet i oprør, forstået som negative stemninger mod andre. Det må man heller ikke – hverken blive vred, ophidset eller rasende. Men så fordamper altså det menneskelige – hvis jeg må sige det sådan – for intet menneske kan reelt tøjle sin fantasi eller styre sin følelse. Og hvis man prøver det, er man lynhurtigt ovre i det hykleriske rollefag, hvor det udvendige bliver det formelle, og det indvendige en skjulthed – endda og netop for én selv. Om dét er ønskværdigt, kan nok diskuteres. For der er ingen grund til at bære véd til hykleriet, og at Jesu ord skulle gøre det, ligner da nærmest en groteske, når Han nu konsekvent er ude efter de stakkels farisæere for deres – netop – ydre fromhed. Dette være en kommentar fra min side.

Tredje bid. Sekvensen om modparten er da lige så problematisk. For her går det fromme menneske op til alteret med sin gave – ligesom vi dog går i kirke med vores hjerte – og så er der et udestående, som man kommer i tanker om. Fint nok – udeståender skal ordnes, og det bør ske tids nok for den almindelige fordrageligheds skyld. Men der er noget voldsomt truende over det udestående, som teksten opridser. For den anden har ret, og man har det ikke selv. Dét er ikke just forligets struktur i det normale liv. For et forlig kan kun forstås sådan, at det er et ’giv’ og et ’tag’ og netop ikke skal pådømmes i spillet ’ret’ og ’uret’. Et forlig er en bøjning, hvor man – for at ikke noget værre skal komme ud af konflikten – deler skyldspørgsmålet og laver en aftale. Men her har modparten principielt og praktisk ret, for hvis du og jeg selv mærker, at nogen er ude med riven, så skal du og jeg bøje af, føje os, sige undskyld – uden at man just selv kommer til orde. Det er igen vildt urealistisk, men teksten lægger ikke fingrene imellem, for delinkventen kommer til at betale ’den sidste øre’.

Nu turde jeg have dekonstrueret dagens tekst grundigt nok, men ikke engang fra et idealiseret synspunkt synes den at holde. Ikke hvis man erkender og anerkender fantasiens vildveje, følelsens realitet og kravet om også at få sin egen ret og ikke konsekvent skulle ’vende den anden kind til’ - med et andet udtryk fra Bjergprædikenen. Men når man dekonstruerer bør man også rekonstruere, hvilket må være min pligt og ret som prædikant.

Inden for etikkens område vil man normalt karakterisere Bjergprædikenen som et udtryk for det, man generelt kalder ’sindelagsetik’. Her er den gode etik det rette ’sindelag’, altså formål. Hvilket formål har dine og mine handlinger – på formålet, hensigten, skal de vejes. Så ingen af os vil begå drab, de færreste ønsker at bruge urimelige skældsord, ligesom det er nærliggende at søge et forlig, hvis konflikten truer. Den gode hensigt rækker inden for normaliteten rimeligt langt. Men ligesom al anden udvendighed kan den hurtigt slå om i det, man teologisk kalder ’selvretfærdighed’ – altså selvindbildning, indbildning om egen fortræffelighed, belyst gennem de andres dårskab. Psykologisk vil fænomenet nok beskrives som det ubevidstes indbrud, hvor man så at sige går fejl af sine egne motiver – man tror fortsat det bedste om sig selv, men man gør det værste, for man kan ikke lade være.  Men man kan nok forsøge at forklare sig ud af klemmen. Og så er der ingen ændring sket. For forklaringer har det med at dreje til bort-forklaringer.

Mit fag, teologien, har altid været belært om denne problemstilling – om ikke af andet så af Bjergprædikenen, fordi den som fordring, som den etiske fordring, sætter problemet hårdt og skarpt op. Som læser eller hører spræller man lidt, for Mesteren har jo ret, men man, vi alle, falder jo tilbage på virkeligheden, dens spil og dens kampe, og jeg kender ikke den, heller ikke mig selv, som ikke mener at have ret. At blive belært om det modsatte, sådan helt konkret, er en voldsom oplevelse.

Nu er det åndshistorisk sådan, at denne kredsen om selvretfærdighed i høj grad tilskrives Martin Luther og gør det med rette. Han mente – som alle andre – at de forfægtede det ægte, sande og uforfalskede evangelium. Men anskuer man problemet lidt nøgternt historisk, så var den middelalderlige kirke ikke i tvivl om sin egen autoritet, hvorfor man heller ikke var i tvivl om, hvad der var op og ned, ret og uret, hjertets gerninger og almindelig selvviskhed. Og man talte moralsk autoritativt. Med reformationen blev der – på sin vis nok ubevidst – sat et spørgsmålstegn ved denne guddommelige autoritet, hvorfor mennesket opnåede frihed til selv at bedømme ikke blot sine handlinger men også sine motiver. Den moderne verden er i høj grad et personligt anliggende mellem handling og motiv, netop personligt og overladt til én selv. Det er kampen for at være det gode menneske, mens jøden og muslimen nøjes med at være den gode jøde eller den gode muslim. At ville være den gode muslim betegnes som ’jihad’, som nok betyder hellig krig men også betyder selvkamp.

Men hvis jeg skal koge læren om selvretfærdigheden ned til et teologisk minimum, så er det faktisk en mental sund påstand, at vi ikke har vores retfærdighed fra os selv, hverken handlinger eller motiver, men har den fra andre. Kærligheden gør simpelthen retfærdig. Det sker indbyrdes, for vi kan kun tillægge den elskede retfærdighed – modifikationerne er nærmest lidt pudsige eller morsomme. Grundlæggende står den elskede som den retfærdige - i mine og dine øjne.

Kan vi analogt overføre dét på Gud, så lever vi af Hans retfærdighed. Og Kristus er Hans retfærdighed – også med ærbødighed for Bjergprædikenen – og vi kalder den med rette ’Kristi fremmede retfærdighed’, for vi har ikke selv tilkæmpet os den, men har fået den. Har vi ikke fået alt? Amen.