Søndagens prædiken

Aug 6, 2017

8 trin 06 august 2017

745, 398, 352 – 313, 462, 7.

Mattæus 7, 15-21.

I betragtning af hvor megen regn vi har fået her i sommer, er det måske upassende nu her efter prædikenen at synge Brorsons store salme ’Kom regn af det høje! Lad jorden oplives’, men den refererer direkte – og er som skabt over – den Romerbrevstekst, som jeg læste fra alteret. Så sagligheden er bevaret på det mentale plan – ikke just vejrliget. Men ellers handler dagens tekster unægtelig om profeterne, de falske og de sande, og hvis man lurer lidt på, hvad Paulus’ Romerbrevsstykke skal bestille i dén sammenhæng, så er det nok at fremstille Paulus som den sande profet og løftebærer for os, som turde være ’Guds børn’. Så den sande profeti foreligger – alt andet er falskhed. Dét må i sig selv være en diskussion værd.

Selve begrebet ’profet’ stammer i hvert fald fra GT, og problemet med profeten er – også i GT – om han eller hun taler sandt eller falsk, for profeten hævder at være Guds talerør. Man skal her forudsætte, at guddommen var overordentlig nærværende i disse urgamle samfundsformer. Men netop fordi profeterne fylder så meget – både de skriftlige og de ikke- skriftlige - i den gammeltestamentlige tradition, så taler om generelt om ’profetinstitutionen’. Der er nok tale om en politisk gruppering mellem en kongemagt, en teokratisk samfundsmodel og så almindelige mennesker, der ikke havde noget at skulle have sagt. Hvis man kalder dem spindoktorer og meningsdannere, så er genkendelsen der nok – i hvert fald til en vis grad. Men deres påståede myndighed er at tale på Guds vegne – vi ville nok sige på Sandhedens vegne, og sandheden er med stort S. Og så bliver problemet selvfølgelig, om de taler sandt eller falsk. For taler de sandt, bør man lægge ører til, taler de falsk, skal man være varsom – for så træder den politiske manipulation og forførelse i karakter.

Dette problem er ret tydeligt i den Jeremias-tekst, som jeg indledningsvis læste fra alteret, for hvem taler tilnærmelsesvist sandt om Livets Gud? I tråd hermed er det også en erkendelse i disse tekster, at de profeter, man tror er sande, bliver hædret – men de er falske – og at de profeter, man tror er falske, men er sande, bliver hængt og brændt ved første givne lejlighed. Også Jesus-teksterne fra NT bærer på denne problemstilling. Er Jesus en sand eller falsk profet? Han blev i hvert fald henrettet.

Spørgsmålet er så, om den lakmusprøve på ægtheden, som Jesus stiller op, er brugbar? Ikke umiddelbart – vil jeg umiddelbart svare. For hvilke frugter taler vi om? Profeten taler nemlig kun; han gør ikke så meget. Men taler han sandt? Eller har han en anden dagsorden, som han vil påvirke sine omgivelser med? Og hvis man udvider begrebet ’profet’ til at være alle de ledere af politisk eller åndelig art, som har villet udtrykke en formende vilje, og som alle samfundsformer altid har kendt, så mener jeg egentlig, at det påfaldende, at man aldrig kan ’kende dem på deres frugter’ før langt senere. For de taler, og de former, de lover, og de skaber, men først langt senere viser det sig, hvordan frugterne var. Der er kort sagt tale om en forsinkelse, hvor faktisk ingen umiddelbart kan se, hvad der er ret og hvad der er vrang, med bagefter – middelbart - bliver det lidt tydeligt. Spørger I mig, så hænger det sammen med, at vores moralske kompas ikke altid virker, og at vi alle lader os føre, forføre, manipulere og gør det på det grundlag, man kunne kalde urealistiske løfter.

Den mere nærværende europæiske historie har et par udmærkede eksempler på fænomenet. Marxismen-leninismen udviklede på grundlag af en moralsk indignation og en teori om historiens nødvendige eller logiske udvikling en række løfter om kommende harmoniske eller paradisiske tilstande, og det viste sig langt senere, at man snarere havde udviklet modsætningen. Det var vist pænt sagt. Det sammen kan man sige om fascismen, som i dens tyske, nazistiske udgave, havde lovet genrejsning af Tyskland og overvindelse af depressionen, men det endte i rædsler, som denne delvise indfrielse af løfterne havde sløret det sunde og moralske blik for. Så mange har i tidens løb ladet sig både føre og forføre – og først bagefter kender man frugterne. Men i opstarten så de såmænd gode ud. Det gjorde de i revolutionens Rusland og i depressionens Tyskland – og jeg synes egentlig, at man skal give det almindelige liv og den politiske ønsketænkning, at man lader sig føre – og så må man bagefter æde forførelsen også. Sådan er tilværelsen nu engang indrettet, og man skal ikke pådømme noget ud fra bagklogskaben – det er simpelthen for nemt. Folk, der har stået i situationen, har været låst inde mellem førelse og forførelse og har simpelthen ikke kunnet skelne. Hvem kan det?

Men der er et punkt til, der hænger ved profetinstitutionen, også i dens moderne udgave. For profeterne kunne skælde og smælde, love og henrykke – hvilket i sig selv er det fascinerende ved denne ætsende litteratur – men de kunne i samme åndedrag også etablere fjendebilleder, som ville noget ved deres verden. Så alle dem, der ikke måtte følge profetordet som påstået det sande ord, fik læst og påskrevet. Så hvis man overfører det på de moderne, historiske eksempler, jeg har søgt at give, så var der altså heller ikke grænser for den modstand, som klassefjenderne var eksponenter for, hvorfor de skulle fjernes, ligesom jøder og andre minoriteter måtte anses for den hindring, den ariske sandhed var bærer af på vej mod Tusindsårsriget. Fjendebilledet hos os i dag er efterhånden blevet islam og er blevet det i meget generaliserende vendinger, hvorfor konflikten lurer – men lur mig, hvordan frugterne bagefter skal bedømmes? Det vil vise sig. Men det er ethvert menneskes pligt at se klart også under vækstprocessen.

Og så må jeg hellere tilbage til Paulus og hans profeti. Er den sand eller falsk? Igen: Det vil vise sig. Men det, Paulus gør, er at løfte længslen, ønsket, lykken op i et storstilet og fremtidigt billede af arvingernes forventelige forventninger – hvis jeg må sige det sådan. Der er simpelthen tale om en udsigt for os som Rigets børn. Dermed neutraliseres enhver anden profeti, for den lever af sin påståede opfyldelse i denne verdens regi – og i det stykke skal man altså være en smule naiv for at tro på den. Al erfaring har vist det modsatte, simpelthen fordi det relative aldrig må forveksles med det absolutte. Det absolutte er en længsel, en drøm, som udmærket glimtvis kan anes og registreres af den menneskelige bevidsthed – men netop det glimtvise, det tidsbestemte, det foranderlige viser hen til den tilstand, hvor den betrængte skabning er blevet frigjort og løfter sig i et guddommeligt vingespænd.

Hvordan og hvorledes? – er ikke os forundt. Men så længe vi bevarer denne sindets fremadrettethed og ikke tiltror denne verdens gøren og laden absolut gyldighed, så længe bevarer vi håbet om Guds frelse, og tegnet på den er Kristi opstandelse og Hans status som denne verdens herre og dommer. Og når Paulus er så skråsikker, så er det fordi han selv har set Ham – som netop den opstandne foran byporten til Damaskus, en vision, som jeg selv mener er fuldstændig grundlæggende for den senere kristne tanke- og forestillingsverden.

Så mesteren har fuldstændig ret. Vi kan måle profeterne, både de små og de store og de middelmådige, på deres frugter. Men Han er også selv underlagt denne dom. Så det må jo komme an på en prøve. Det vil vise sig – med den forsinkelse, som under alle omstændigheder er indbygget i denne verdens liv.

Og hvis jeg må slutte med en opbyggelig bemærkning. Thomas Mann, der var officiel agnostiker, slutter et foredrag lige efter krigen, hvor han har taget bestik af al denne menneskeligt forarbejdede ulykke under krigen, med bemærkningen: ’Gud nåde os alle!’ Ja, netop os alle, venner som fjender, vi, der gerne vil kalde os arvinger. Så vi kan ikke herliggøre os selv, men en anden kan, den tilkomne Kristus kan – og det bliver nødvendigt. Amen.