Søndagens prædiken

Aug 27, 2017

11. s.e. trinitatis den 27. august 2017


Salmer: 15, 441, dåb, 289 – 487, 474, 683.

Læsning: Lukas 18, 9-14.

Denne lignelse om farisæeren og tolderen er berømt i traditionen for sit sindbillede mellem den selvretfærdige type og den ydmyge mennesketype. Den er også brugt i traditionen – ikke mindst vores evangelisk-lutherske – som et teologisk sindbillede for forståelsen af syndens begreb inden for det reformatoriske slagsmål med Romerkirken om, hvorvidt du og jeg bliver retfærdiggjort ved vores handlinger eller ved vores tro. Det er faktisk et rigtig gammelt slagsmål, som er grundet af Paulus og videreført af Augustin. Og det blev – og er stadig – et stridspunkt mellem de katolske og de protestantiske. De fleste økumeniske bestræbelser strander egentlig på dette spørgsmål om retfærdiggørelseslæren – og så også om nadverforståelsen, men det er en lidt anden problemstilling. Og netop fortællingen om farisæeren og tolderen er indgået tydeligt i den evangeliske tradition, for for den er mennesket i bund og grund syndigt og kan ikke retfærdiggøre sig selv – endsige frelse sig selv – ved at henvise til sine handlinger og sin adfærd. Gode handlinger er for lutherdommen nødvendige, nyttige og tjenlige, men de ændrer ikke ved menneskets grundstilling over for Gud. Heroverfor vil de katolske sige, at det døbte menneske er medarbejder på Guds frelsesprojekt; altså kan det ved sin handlinger bidrage til frelsesvejen. Samme slagsmål dukker op i forbindelse med problemet om den fri vilje, for som medarbejder har mennesket en fri vilje til at ville eller ikke ville medarbejde, men som skabning, underlagt synden, er den fri vilje kun en selvforblændelse – ifølge de lutherske.

Dertil kommer, at Jesus tydeligvis i evangelierne diskuterer, undertiden heftigt, med medlemmerne af det farisæiske parti, hvorfor dagens farisæer uvægerligt kommer til at stå som en selvfed borgermand. Omvendt er Jesus bekendt for at omgås alle de forkerte, primært skøger og toldere, hvorfor dagens tolder kommer til at stå som netop en ydmyg mand, fuld af erkendelse – og netop ikke selvgod. At tolderne var en socialt udsat gruppe, forhadt, er nok rigtigt, for inddragelse af skatter og told var i frit udbud, hvorfor de nok mange gange har optrådt som tærskehold for at tjene endnu flere penge til sig selv. Så lignelsen passer ind i vores traditions gængse Jesus-billede som den gode hyrde, der tager sig af de udstødte.

Men hvis man vil have fat i syndsbegrebet, så skal man altså også have fat i normal-begrebet, hvis jeg må sige det sådan. Og ’normalen’ i det senjødiske samfund var efterlevelsen af Moseloven, og denne efterlevelse fulgte jøderne i diasporaen, adspredelsen, som en overkommelig levevis uanset andre omstændigheder. Dagens farisæer efterlever simpelthen den gode og anstændige jødiske levemåde – han er helt inden for normalen og véd det. Det kan forekomme uklædeligt, men egentlig heller ikke mere, for han er tilfreds med sin borgerlige tilfredshed. Det får ham til at se ned på tolderen, men også det hører til inden for den sociale normalitet, som vi alle kender under en eller anden lokal kulturel form. Vi kender også forskel på folk, hvis jeg må sige det sådan.

Men det rigtigt interessante ved Loven er dens indbyggede autoritet, som tillægges Gud. Gud har givet Loven ved Moses. Han har givet normallivet, da Loven i høj grad udtrykker, ikke et kun et retligt mønster, men også et adfærdsmønster. Loven handler om at leve et Gud velbehageligt liv, og hvordan det skal gøres, er anført i Moseloven. Netop fordi den udtrykker livet i praksis, skal den også fortolkes, og dét havde man de lærde og de skriftkloge til, hvorfor fortolkningen kronisk var udtryk for teologisk-retlig stillingtagen, men også social kontrol og styring. Nøjagtig det samme princip har fulgt islam, for også her gælder det om at kende Guds vilje og følge den – jøden spørger rabbineren, muslimen spørger imamen.

I den kristne civilisations århundredlange storhedstid spurgte den kristne også sin præst. Simpelthen fordi adfærden og således også moralen autoritativt var defineret af kirken som bæreren af Guds åbenbaring i tid og rum. Strafferetten var så at sige kun et appendiks til dette normalbegreb pg overladt til domstolene..

Når normalbegrebet er hængt op på så voldsom en autoritet, så véd mennesket jo også godt, hvad der er synd, og hvad der ikke er. Synden er så at sige objektiv, for den er en overtrædelse af normen. Det véd dagens farisæer også, for han er hverken røver, uretfærdig, ægteskabsbryder eller grådig; han faster, som han skal, og betaler sin skat. For ham er synden et brud på den alment gældende norm, som egentlig er overkommelig at holde. Det er faktisk ikke så svært at være en god jøde eller en god muslim. Man kan sige – som det ofte bliver – at det er svært at være en god kristen, men det er fordi man hænger den gode kristendom op på kærlighedsbudet – men ingen kan elske på kommando. Men det er lidt en dårlig undskyldning, for så længe kirke og kristendom har styret adfærden og normalbegrebet – hvad den vitterligt har gjort frem til moderne tid – så har synden været objektivt forstået. Sådan og ikke sådan. Og det, som lå uden for normalbegrebet, blev fordømt som utilstedeligt.

Et nærværende, ret indlysende eksempel er vores moderne accept af homoseksualitet som liggende inden for det normale. Det gjorde det ikke før, heller ikke hos os, og det gør det slet ikke i mange andre kulturer, kristne som ikke kristne. Det var en afvigelse, som ikke tjente den offentlige orden.

Hvis man på det grundlag anlægger et helikopter-udsyn på det, der sket med adfærden som betinget af en ydre og ophøjet autoritet, så er den i løbet af moderne tid stærkt eroderet, netop også fordi gudsbegrebet er tyndet ud til en kærlig sløjfe over Altet. I dag er – med Paulus – ’alt tilladt’, men hans eftersætning ’at ikke er gavnligt’ er blevet et åbent spørgsmål. Men i hvert fald er den ’ydre synd’ nærmest forsvundet, for der ikke længere nogen autoritet til, som holder sammen på de ’ydre’ forhold – som man så dengang kunne støde sig på.

Men det interessante er så, at dagens tekst afslører en hel anden form for synd, nemlig en ’indre’ synd. Hvad stikker den stakkels tolder? Vi ved det ikke, og teksten afslører det ikke. Og det siges jo ikke, om det er tolderiet, der piner ham. Det kan være så meget andet. Den syndserkendelse, som opstår indefra, kan have mange kilder, men den er der. Og alle kender den vist, hvis man ikke er helt blank i øjnene. Min inspirator er selvfølgelige Thomas Mann, der kalder det ’tørsten efter renhed’, for man kan kun’ synde mod sin egen renhed’ – og den moderne psykoanalyse vil give ham ret. Synden er ikke længere en overtrædelse af noget ydre, men en overtrædelse af noget indre, som sætter sig som skyld, skam, dumhed, forlegenhed – alt sammen smertefulde tilstande, tilstande, som ikke kan tilskrives en ydre autoritet, men kun en indre fornemmelse af, at det her er helt galt. Man véd det selv, mens andre ikke rigtig kan se det og smiler overbærende. Betyder det noget? Set sådan er synden internaliseret, den enkeltes mulige problem, men vedkommer ikke offentligheden.

Så der er faktisk noget profetisk over dagens tekst. Farisæeren overholder alle ydre former og høster stor selvtilfredshed derved. Man kan næppe klandre ham for det, men så meget er der dog tilbage af den kristne selvindsigt, at han bliver lidt ulækker. Den kristne selvindsigt er, at du og jeg må gå til bekendelse – over for os selv og over for Gud som et personligt problem – men bekendelsen kommer i dag indefra og er ikke forårsaget af ydre forhold. Men selve denne erkendelse er et stykke åndsarbejde, fordi den ikke er oplagt, men er en selvransagning. Men kan man klare retfærdigheden selv – som farisæeren – har man ikke noget problem. Kan man ikke – som tolderen - må man bede om tilgivelse, fra sine medmennesker og sin Gud. Kun kærligheden kan tilgive, og Jesus Kristus er i vores tradition forstået som selveste Guds kærlighed til os. Amen.