Søndagens prædiken

Sep 3, 2017

12 trin 03 september 2017

743, 448, tvillingedåb, 392 – 139 (DDS1953), 473, 11.

Markus 7, 31-37.

Teksten om denne døvstumme, der bliver helbredt, kaldes ofte ’effata-teksten’ på grund af det aramæiske udtryk, som Jesus bruger. Og så har jeg tilladt mig at trække en salme frem fra den gamle salmebog, som vi skal synge nu bagefter, og som er trykt på bekendtgørelsernes bagside. Den rummer en fortolkning af denne effata-tekst, som efter min begreber er aldeles fremragende – og så er salmen endda skrevet af min tipoldefar, hvorfor – jeg erkender det – der nok også er tale om en omvendt nepotisme. Når den ikke er kommet med i den nye salmebog skyldtes det, så vidt jeg véd, at den er blevet sunget meget lidt. Men derfor kan den jo godt være god, da kvalitet ikke nødvendigvis følger kvantitet.

Og så én ting til. Da de norske biskopper mødtes umiddelbart efter besættelsen af Norge 9. april 1940, indledte de mødet med denne salme. Et suk igennem verden går / ej verden selv det suk forstår – og dét forstår man måske nok. For hvad nu, og hvad sker der? Også fordi der faktisk var kamp om besættelsen af Norge, de norske nazister overtog regeringsmagten, kongen måtte flygte, og i Nordnorge var der endda et kontingent engelske styrker.

Men samme salme er også meget karakteristisk for en teologisk fortolkningsmodel. For selve bibelteksten synes kun at handle om denne døvstumme, som bliver helbredt – på en i øvrigt pudsig-spektakulær måde, som kun findes i denne historie – og fortællingen kredser så om den benovelse, helbredelsen medfører. Fortolkningen i salmen generaliserer på en helt anden måde, for her er det hele menneskelægten, der går rundt ’stum og døv’, mens det kun er Guds effata – luk dig op – ’der slår ned som lyn og trænger ind / det lysner over dale’. Altså: Vi går rundt ’døve, stumme og blinde’ i mental forstand – ikke nødvendigvis i fysisk forstand – og fatter ikke så meget, i hvert fald ikke før Guds lyn slår ned. Eller med andre ord: Pludselig er klarsynet der! – hvor man før famlede i blinde.

Spørgsmålet er så: Er dét en almindelig erfaring? Er det almindeligt at gå fra en meget stor usikkerhed om, hvad der sker, og hvad det er – og så til en tydelighed, et klarsyn, der kommer pludseligt? Ja, det skulle jeg mene er overordentligt genkendeligt – eller sagt på jævnt dansk: Pludselig går pråsen op for én. Og det er meget karakteristisk for den praktiske teologiske arbejdsmetode, at man prøver at kombinere en bibelsk beretning med helt genkendelige fænomener, som så kommer til at belyse hinanden. Den store K. E. Løgstrup sagde det engang sådan, at en prædiken gerne skulle være ’livsbelysning’, hvorved han egentlig underkendte den gængse forkyndelses-model, som vil meddele, overbevise, indfange. Og det er præcis livsbelysningen Theodor Wilhelm Oldenburg går efter: Han sidder med en bibeltekst, der i sig selv er lokal og lettere ligegyldig, men så løfter han den op som illustrationsmateriale af en menneskelig erfaring om erkendelsens indbyggede forsinkelse. Hvad er det? Nå – det var dét! Og så skriver han sin salme. Jeg vil så selv sige, at der er mange ting, der kan udløse en sådan klarsyns-effekt, men de bibelske tekster kan også, hvis man går ind i dem, bruger dem - og lægger skyklapperne. Til gengæld vil jeg ikke mene, at Guds Ord skulle have en slags magisk klarsyns-effekt, men de kan medvirke til erkendelsens livslange projekt.

Og for nu at gøre de norske biskopper færdig. De har sunget den som en slags bøn om lys og klarhed i en tid, hvor mørket havde erobret landet, og de har brændt efter et nådes-tilsagn om at handle rigtigt og komme til klarhed. Det er i sig selv smukt nok.

Men er det rigtigt, sådan mere generelt, at ’Adams-ætten går stum og døv / og blind for livets strømme’ – altså ’går i drømme’? Ja, der mener jeg egentlig er en væsentlig del af den menneskelige erkendelse – nemlig at kende sin begrænsning. For der er utrolig meget, vi ikke kan gennemskue, ligesom vi slet ikke kan forudskikke, hvad der måtte ske. Sagt lidt enkelt kan vi ikke regne med noget, men vi kan håbe det bedste. Men derfor regner vi alle sammen alligevel med noget og tager grundigt bestik af omgivelser og muligheder og fremtid – og bliver alligevel snydt. Selve Aha-oplevelsen, hvor lynet slår ned, forudsætter, at man troede fejl. Pludseligheden, der rykker rundt på brikkerne, overraskelsen, der får alting til at se anderledes ud, klarsynet, der får enhver tåge til at lette, er i sin selv en overrumpling, der undergraver ens egen dømmekraft. Mennesket bliver kort sagt bedraget – bedraget til at tro forkert. Og opdage det bagefter.

Jeg har faktisk lært det af Thomas Mann, der udnytter bedrageriscenerne i 1. Mosebog overordentligt effektivt. Og 1. Mosebog er jo også Guds ord. De berømteste scener er dengang, Jakob tillister sig farens Isaks velsignelse på bekostning af storbroren Esau, dengang Jakob ved morgenlyset opdager, at det er Lea og ikke Rakel, der ligger i brudesengen – og ikke mindst kæmpebedraget: At Josefs brødre får skaffet Josef af vejen som slavedreng til Egypten og faren Jakob må tro, at hans over-elskede Josef er død – og går i dyb sorg. Opdagelsen af den rette sammenhæng, klarsynet, er hver gang en lidenskab for viderekomne. Esau er for fej til at gøre noget ved Jakob, denne slipper væk, og lejren jubler af grin. Jakob bliver rasende over forbytning af brudesøstrene, men må æde kendsgerningen i sig – og får så Rakel med rabat, men hun kan ikke blive gravid. Jakob bliver fåmælt og indadvendt, da han endelig opdager, at Josef ikke er død men til gengæld er blevet stor statsmand og vil brødføde dem alle. Jakob ved, at han er blevet holdt for nar. Men denne gang går han ikke i rette med Gud, for han er blevet helt klar over, at hans overdrevne kærlighed til Josef på brødrenes bekostning har sat dette galdens gul-grønne misundelsens drama i stand. Han, Jakob, havde tænkt sig noget andet, men alligevel sker alle ting anderledes, end man tænker, som Mann siger det. Og Mann, som er helt loyal over for bibelteksten, læser bedraget som en belæring – det er virkeligheden, som kommer efter dig og mig, og som vi kun tager ved lære af ad smertens vej.

Og så skal det ikke blot tilføjes, men understreges, at hos Mann er Gud virkelighedens herre, og hvis mennesket tror, at det selv er virkelighedens herre, som må det tro om igen – og det bliver belært. Ikke direkte, men indirekte, og denne indirekte belæring sker gennem bedraget. Så kan mennesket bagefter gruble over, hvad der egentlig skete. Og hvis nogle skulle spørge til ’meningen’, så var det nok meningen – ikke som skæbne med som tilrettevisning. Dét giver mening, for meningen angiver ikke forklaringen men formålet. Guds formål – om I vel.

Så jeg er helt med på, at Guds ord slår ned som et lyn, og at dette ’Effata/luk dig op’ er det pludseligt skarpe lys ind over de slørede sanser, som ikke er årvågne nok. Men det bliver de såmænd heller aldrig, for der er mange beroligende bånd, der knytter mennesket til det sikre og det genkendelige – men det smukke i dagens tekst er egentlig, at der øjensynligt er nogle behjertede mennesker, der har fået fat i denne døvstumme mand og benyttet lejligheden, nu hvor Jesus kom forbi, til at bryde mønsteret og håbe på et Effata. De fik det.

Så der behøver ikke altid at gå et suk igennem verden, der skal belære Adams-ætten om dens sansers sløvhed – for vækningen af sanserne er jo lige så ofte et slags boost af taknemlighed. Tænk engang, lykkedes det! Det havde jeg ikke troet! Så er sanserne lige så vågne, for de suger begejstringen og varmen til sig. Glæden er – når det kommer til stykket - lige så overraskende som sorgen og lykken lige så overrumplende som ulykken. Måske er det bare sådan, at når der falder lys ind over vores liv, så mærker mennesket, at det lever. Resten er biologisk-teknisk. Mens følelsen er autentisk. Amen.