Søndagens prædiken

Sep 24, 2017

15 trin 24 september 2017

41, 447, dåb, 674 – 36, 473, 31.

Matthæus 6, 24-34.

Man kalder ofte denne tekst for ’bekymringsteksten’, og selv om den nok er smuk og velmenende, så er det nok lidt meget med al denne frimodighed, hvor vi ikke behøver at bekymre os om noget helst. Jeg kender ikke det menneske, der ikke bekymrer sig om et eller andet, og selv om bekymringen nok kan få overtaget og mere eller mindre lamme handlekraften, så er vi ovre i det fremmed-menneskelige hjørne, hvis man skulle bilde sig ind, at man kan leve som fuglen i skoven – som så bliver ædt af et andet dyr.

Så jeg køber simpelthen ikke præmissen, at vi ikke kan tjene både Gud og mammon, som er pengeguden. For vi skal have tøj på kroppen og mad i munden, men trangen til forbrug kan overdrives; det er rigtig nok og blive til grådighed, hvor man ikke kan få nok. Kort sagt: Jeg køber ikke præmissen ’enten – eller’ men gerne en afvejning af, hvad der er nødvendigt, og hvad man kan se stort på. Enten-eller udtrykker en udelukkelse, mens både-og udtrykker en afvejning.

Nu er teksten hentet fra Bjergprædikenen, som er domineret af en forestilling om, hvordan det burde være – alt sammen. Dette ’burde’ har givet anledning til megen moraliseren, som sjældent er på sin plads. Så man kan vælge at læse teksten som en udpræget naiv tekst, hvor den gode Gud nok skal sørge for os alle sammen – og så selv lade stå til, indtil det ramler, og man af fattigdom går i skraldespandene. Det er nok ikke meningen. Derfor kunne det være, at der lå en udmærket teologisk nøgle i udsagnet om, at ’alt det søger hedningerne efter’ – og så underforstået denne eftersætning: ’Det behøver I ikke.’

Hvem er hedningerne i denne sammenhæng? Hvis man holder sig til den bibelske sammenhæng, så handler hedenskab om det, man kalder ’afguderi’ – altså forkerte guder. Distinktionen mellem den rette og den urette – eller de urette – er nøje forbundet med – ikke troen – menmed virkelighedsopfattelsen. Det kræver vist en forklaring.

I de rigtigt gamle samfund, de antikke og de før-antikke var verden tæt befolket af guder, normalt formet i billeder eller figurer. Guderne var overordentligt nærværende, de gav kraft og beskyttelse fra sig mod en modydelse, som normalt var ofringen. Man ofrede for at få noget. Men deri ligger altså også, at guderne, de mange, var immanente og fysisk tilstedeværende. Virkeligheden var simpelthen isprængt en meget varieret guddomsmagt, som gav sig allehånde udtryk, og som alle måtte forholde sig til – for at sikre sig. Verden var farlig, naturen ustyrlig, samfundsmagten brutal og det politiske spil havde sit spejl i gudernes interne spil om overhånd. Hvem var stærkest? Ofringen kan nok sammenlignes med at betale sin forsikring til den stærkeste gud. For ellers gik det galt. Og det gjorde det hele tiden.

Det, der sker med monoteismen langsomme frembrud, der nok bør tilskrives den abrahamitiske tradition, er forestillingen om én gud, der til gengæld er oven over alt. Han er nok i ilden, men Han er ikke selv ilden. Han er nok i naturen, men Han er over naturen. Derved flytter guddomsmagten sig fra den immanente, indeholdende tilstedeværelse i verden, og bliver transcendent, altså over verden, bag verden. Han bliver billedløs og Han bliver usynlig. Han bliver kort sagt Skaberen, den kraft, der er bag helheden og som har skabt helheden i al dens mangfoldighed.

Det vil så også sige, at den virkelighed, vi kender, er skabt. Den er skabt af den samlede kræft bag verden. Og vi er skabninger, som det værende er det skabte. Derved kommer der en helt afgørende forskel ind i verden, nemlig forskellen på Skaberen og skabningen. Og her vil Thomas Mann sige, at det er Abrahams imponerende selvfølelse, der laver tigerspringet fra at skulle forholde sig til alle mulige dumme små afguder, der splitter menneskesjælen, og så til at samle det menneskelige Jeg om at forholde sig til Helheden, hvis navn er Den Eneste og Den Højeste. Dét er opdagelsen af Gud, og denne opdagelse svarer til menneskets krav om central betydning i verden. Et Jeg over for et Du.

Men derved bliver Gud også ophøjet til at være en transcendent gud, en gud over alle, der også slår alle mindre guder af marken. Så Han bliver stor og utilnærmelig, fjern og uigennemskuelig – og deraf kommer den bivirkning, at mennesker – jøder, kristne, muslimer – under henvisning til Guds storhed kan legitimere deres egne ekstremistiske tilbøjeligheder i den politiske og sociale verden. Den eneste modvægt, der teologisk egentlig er over for denne storhed som Skaber og Opretholder er Kristus-skikkelsen, for ved at gøre sig til Guds søn gør Han Gud til sin far, og derved opstår en familierelation, der i sit væsen blødgør Guds storhed. Bivirkningen her kan være, at så bliver Gud til en intetsigende sløjfe over Altet, en bedstefar af julemandstypen, og at skabelsen ikke længere har nogen særlig relevans andet end som en gestus, for vi har dog ikke lavet helheden selv.

Men hvem eller hvad tilbeder vi egentlig? Jeg skulle mene, at vi tilbeder det skabte. Kærligheden tilbeder sin medskabning, og trangen til liv tilbeder det skabte. Det mener jeg ikke, at der er noget som helst galt med, for vi er nu engang i denne verden, og menneskets følelse skal have sit, ligesom trangen til liv og overlevelse også skal have sit. Men man skal passe på forskydningen mellem Skaberen og det eller den skabte. Forskydningen er en forveksling, og dér skal mennesket kunne skelne mellem det fuldkomne og det ikke-fuldkomne, mellem det absolutte og det relative, mellem hvordan verden burde være, og hvordan den er.

Og lige præcis dét er nok indeholdt i dagens tekst. For vi bekymrer os om det skabte, om følelsen, om kærligheden, om maden, om tøjet – men løft dit hoved og se dig om: Markens lilje gør intet for sit udseende, mens kong Salomon på sin brudefærds dag har nok at gøre med at få slipset til at sidde lige og blomsten i knaphullet til at fremtræde formmæssigt korrekt, sådan som bryllupsmagasinet foreskriver.

Det er godt nok alt sammen, men man skal bare ikke tage fejl og man skal ikke forveksle. Men hele den lange historie, menneskeslægten har fælles med Gud om den gensidige relation mellem Ham og os, er en lang kæde af fejlgreb, der har forvekslingen som sit omdrejningspunkt. For mennesket vil være som Gud, og Gud vil være som mennesket. Men gevinsten er til gengæld livfuldheden, dramaet, nerven, denne mærkelige længsel efter, at Gud skal blive alt i alle – med Paulus.

Denne opfyldelse er heldigvis uopfyldt. Så indtil videre må vi leve i splittet mellem det fuldkomne og det ufuldkomne, mellem forestillingen om det absolutte og erkendelsen af det relative – men selv i erkendelsen af splittet er der ingen grund til at dyrke flere afguder end højst nødvendigt, og enhver på minde sig selv om, at han eller hun er skabninger og ikke Skaberen og at det skabte er underlagt tid - tid mellem fødsel og død, mellem opkomst og tilintetgørelse, mellem formning og ødelæggelse.

Så kan vi vel tage tingene nogenlunde roligt og ikke græde over hverken tøjet eller maden, men rette vores kærlighed mod den Skaber, der har formet det hele og under hvis forsyn, det hele udfolder sig. Så derfor har nok hver dag sin større eller mindre plage – men det er jo relative størrelser over for et begreb som Guds rige og Hans uudgrundelige retfærdighed. Som skabninger er vi simpelthen nødt til at stole på Guds kraft og verdens uudgrundelige gang, underlagt som vi er under Guds storhed. Man kan blive helt ydmyg af det, men ydmygheden kender også taknemligheden – og den bør rettes til Skaberen og ikke til det skabte. Amen.