Søndagens prædiken

Oct 1, 2017

16. s.e. trinitatis den 1. oktober 2017


Salmer: 754, 356, 148 – 538, 473, 30.

Læsning: Lukas 7, 11-17.

Der er en hårfin men interessant og markant forskel på opstandelse og dødeopvækkelse. Opstandelsen vil man i vores tradition tillægge Jesus-skikkelsen – og selv om der nok er nogle visionære oplevelser af Ham i opstanden, fysisk form – så opstår Han – det er påstanden – til sin status som Guds Søn og Guds Kristus, altså Himmelkongen, ’som skal komme igen for at dømme levende og døde’, som der står i Trosbekendelsen.

Det er ikke just enkesønnen fra Nains skæbne. Og det gælder også den eneste anden dødeopvækkelse, der berettes om i evangelierne, nemlig Lazarus opvækkelse fra død tilstand i Johannesevangeliet. Enkesønnen blev givet tilbage til sin mor, og Lazarus blev givet tilbage til sin søster og familien. Disse to beretninger rangerer egentlig som effektive helbredelseshistorier, hvor der kun er en gradsforskel på, om enkesønnen er blind, døv, spedalsk - eller død. Hver gang ynkes Jesus over sygdom, ulykke og her sorg, og den næsten eventyrlige, guddommelige nedslagsfortælling er så, at der er momentan helbredelse i den enkelte situation. Også for død.

Jeg skulle mene, at den slags netop er indeholdt i den snart sagt urgamle folkelige fortælletradition, der skildrer jubelscener, som normalt fortælles ud fra det eventyrlige motiv, at ’kongen kommer’, eller at ’Gud besøger sit folk’. Så falder alle de grænser, vi kender, ligesom alle de bånd, der snærer, løsnes. Denne tradition dyrker netop det momentane nedslag, og så vender verden tilbage til det normale og genkendelige.

Hvis man i den forbindelse skal reflektere lidt over vores egen reaktion på denne type fortællinger, så skulle jeg mene, at man nok er positivt stemt over for en mirakuløs helbredelse af en given sygdom – men at ’springe over grave’ nok er at drive det for vidt. For enhver, der bliver alvorligt syg eller pådrager sig et mærkbart handicap, vil have en længsel efter og forhåbning om helbredelse – og det sker jo rent faktisk, for nogle cancerpatienter lever, og andre dør, uden at man egentlig kan forklare det – men forestillingen om helbredelse har et potentiale i sig, som hedder ’at komme over det’. Det kan man fra en menneskelig vinkel ikke sige om døden, for den er endelig – måske det eneste endelige, der findes i denne verden.

Derfor vil mange nok smile venligt positivt til helbredelseshistorier, for de er indtagende, men netop kimse ad en dødeopvækkelse, for den ligger helt uden for vores erfaringsverden. For når man er død, er man død, lukker den dødes øjne og mund og lægger et lagen over afdøde. Og der eksisterer ikke noget følelsesmæssigt potentiale, der kan forestille sig andet end det endegyldige som det endegyldige.

Og dog vil alle levende væsner – og har altid gjort det – have en trang til at overliste døden. Denne trang findes i alle kulturer og i alle lag og vil altid gøre det. Den mest almindelige udgave er en sjælelære, for så kan man passende skelne mellem ånd og krop, hvilket forekommer realistisk. Så går sjælen til Gud som en immateriel størrelse eller den finder sig nye legemlige former, det man også kalder reinkarnation. Uanset hvad er det en evighedsbetragtning, der omfatter sjælen, ånden, selvet, bevidstheden – eller hvilket udtryk man nu vil bruge – mens det nærværende fysiske hylster får sit, nemlig opløsningen, som erfaringsverdenen har et slags patent på. Man må også kunne sige det sådan, at vi ikke kan forestille os fødslen uden med nødvendighed også at inddrage døden, for de betinger hinanden. Vi er som skabning underlagt spændet mellem skabelse og tilintetgørelse, som Løgstrup ville sige det.

Hvis man derfra vender tilbage til den anonyme enkesøn – og for sags skyld også den navngivne Lazarus – så gives han tilbage til livet og moren, fordi guddomsmagten ynkes over hende. Og her kan man passende indføje nogle barmhjertighedsfulde betragtninger over, at det ikke var nemt at være barnløs enke i det daværende Jødeland - men lad det ligge, for der er megen sorg forbundet med død, og den kan troen på Gud ikke trylle væk. Sagen er, at den unge mand nok får sit liv tilbage, men at det er moren, der tages hensyn til som hovedperson – og sagen er ikke mindre, at han dør på et senere tidspunkt. Han lever ikke evigt, men for at glæde sin mor får han en chance til. Vi er faktisk nede på det mere lavpraktiske plan, hvor der er tale om en slags helbredelse fra død for at hjælpe moren ud af sin ulykke. Der er ikke skygge af evighed i det her, der er kun momentan overlevelse og videreliv. Det samme gælder Lazarus. Men det er jo fint nok i sig selv. At tage dødevækkelsen bogstaveligt volder mig ikke noget problem, for man skal nu lade sig overraske, ’når Gud besøger sit folk’ og ikke være snerpet på naturlovenes vegne, for de er både kedelige og forudsigelige – og det er det samme.

Det stiller sig noget anderledes med Jesus opstandelse. For mens de to evangeliske dødeopvækkelser ikke anfægter kødets genoplivning, så er den opstandne Jesu legemlighed absolut et problem. For hans kæreste Maria Magdalene må ikke falde Ham om halsen, den vantro Thomas vil have blodig sår-realitet i stedet for spøgelser, der vandrer gennem lukkede døre, de to vandrere til Emmaus ser Ham skifte skikkelse fra fysisk bordsamvær og til forsvinding – og noget lignende gør de andre visionsberetninger. Han er helt øjensynligt iklædt et slags himmelsk legeme, der ikke sådan er til at tage at føle på eller røre ved. Så der er nok snarere tale om en legemlig forvandling, en slags metamorfose.

Man bør nok bide mærke i Paulus’ vision af den opstandne, som finder sted uden for byporten til Damaskus, således som evangelisten Lukas refererer den. For her bliver kristenforfølgeren Paulus indhentet af at lys og en stemme, der opfordrer ham til at vende på en tallerken. Og det gør han så. Og da Paulus’ breve både er de første skriftlige, kristne kilder og desuden grundlægger den egentlige kristne tankegang, som er en udsoning mellem det menneskelige og det guddommelige, er det værd at bemærke, at Paulus netop ikke har kendt Jesus efter kødet, i Hans jordiske udformning, men kun i Hans himmelske udformning. Altså i et himmelsk legeme, som er både lys og tale. Denne oplevelse, som ikke just kan verificeres, men som unægtelig har været virksom, svarer til Paulus’ betragtninger over menneskets opstandelse, som er at finde i 1. Kor. 15 – nemlig at legemet overgår fra forkrænkelighed til uforkrænkelighed, fra det dødelige til det udødelige – og at Jesu himmelske tilstand er tegnet på menneskets overgang fra dette forkrænkelige til det uforkrænkelige, fra dette dødelige til det udødelige. Der er kort sagt tale om en metamorfose, en forvandling af den fysiske fremtræden, der lægger et fremtidshåb ind for den menneskelige eksistens, der véd sig endelig begrænset af døden – og så netop ikke endeligt, hvis det står til Guds barmhjertighed.

Hvordan og hvorledes og hvornår véd vi intet om. Og vi skal af mange gode grunde hæge om denne uvidenhed og overlade den til Guds almagt. Men der er lagt et løfte ind i menneskeverdenen, at denne verden ikke er den eneste, men at der er en anden og kommende bag den, vi kender – hvordan den fysiske fremtoning end er. Og dette løfte har alle vores kulturs dage været vores fremadrettethed, for vi kan veksle frit mellem denne verdens dårligdomme og himlens lyksaligheder, denne verdens visdom og den guddommelige sandhed, mellem det kødelige menneske og den himmelske skabning.

Omdrejningspunktet for denne udveksling er Jesus Kristus. Som menneske er Han Jesus af Nazareth, som himmelkonge er Han Kristus, Guds nærvær for mennesket – før, nu og engang. For ikke at sige til alle tider. Amen.