Søndagens prædiken

Oct 8, 2017

17 trin 08 oktober 2017

729, 355, 392 – 614, 473, 598.

Lukas 14, 1-11.

Jeg kan lige så godt bekende kulør med det samme: Der findes visse søndagsprædiketekster, som umiddelbart efterlader én med en vis usikkerhed for nu at sige mildt – for hvad handler denne tekst egentlig om? Jeg mener, at det i udpræget grad gælder dagens tekst. For jødiske sabbatsregler er ikke just vores problem, og problemer med bordsætningen kan dog henvises til den afdeling for tilværelsen, som Emma Gad gik op i, og som hun var dygtig til. Men den handler måske om hovmod – eller rettere: social kontrol - under en eller anden form. Kierkegaard ville nok kalde det menneske-frygt, altså frygten for hinanden. Lad mig prøve.

For en rigtig jøde betyder sabbatten, som er lørdagen, meget. Hovedreglen er: Du må ikke arbejde, men skal hvile, som Gud herren gjorde det på den syvende dag. Dette arbejdsforbud kan fortolkes mere eller mindre rigoristisk, er blevet det og bliver det. Men at helbrede er selvfølgelig arbejde, det er lægearbejde. Så der udføres social kontrol med hovedpersonen. Nu er farisæerne gennemgående beskrevet meget negativt i evangelielitteraturen – og grunden er såmænd nok, at der har været spændinger mellem de tidlige kristne eller jødekristne og så de egentlige jøder ikke mindst i den periode, hvor evangelierne blev affattet – hvorfor de siden har været uglesete i den kristne tradition og udstillet som hykleriske mørkemænd af den stramme, tvangsprægede skole. Jesu replik til dem er såmænd menneskeligt set ret simpel, for Han henviser til det, vi ville kalde nødret, en nødretssituation, et anerkendt begreb i straffeloven og al anvendt ret – og så er den egentlig ikke længere. De kunne heller ikke svare Ham.

Den anden situation kunne netop have været afværget, hvis værtsparret havde været så forudseende, at de havde indrettet sig med bordplan og bordkort – men det har vel været – som en del mellemøstlige bryllupper – så stort et arrangement, at den kollektive fornemmelse er gået forud for rangordenen. Men som illustration synes jeg nu nok, at den er middelmådig. Men evangelisten Lukas’ afsluttende moraliserende fyndord står tydeligt, men de lægger op til et snart sagt endnu større hykleri end historien selv ved at ville indøve ydmyghed for at opnå ophøjelse eller ære.

Det var dekonstruktionen. Så må jeg jo anstændigvis prøve med rekonstruktionen. Vinklen kunne være, at begge tekststykker, der i alt udgør dagens perikope - læsestykke på nudansk - begge foregår i en oplagt social sammenhæng, nemlig omkring bordet. Kort sagt: alle lurer på alle. Farisæerne lurer på Jesus for med sin attitude og sine mirakuløse evner er Han dem en anstødssten. Gæsterne ved brylluppet lurer på hinanden, for hvem er finest her? Hvem skal til højbords? Og hvem skal til lavbords – eller børnebordet? Forstået sådan er situationerne meget genkendelige, for uanset om og at vi alle er lige for loven og for hinanden, så er der altid nogle, der er ’mere lige andre’, og den sociale overvågning går i al sin diskretion ud på overholdelsen af en sådan indre rangorden.

Hvad er hovmod så? Hovmod er ikke bare at ville vide bedre eller føle sig bedre end andre – hovmod er at ville sætte sig igennem og selv orkestrere den sociale sammenhæng, som man nu er kommet i. For det manglede jo bare, når nu jeg er den, jeg er. Problemet bliver så, at man netop lurer på alle andre, hvilket er en frygtmekanisme, der viser sig som fornærmelse. Man bliver ikke taget alvorligt nok. Eller hvis man nu bliver taget rigtig alvorligt, som man nu selv synes, det er berettiget, så er det klart en tilfredsstillelse – men sker det så også næste gang? Frygten er der igen. Hovmodet må kort sagt altid kæmpe for sin placering, for den kan blive truet – og dét er i sig selv rimeligt anstrengende. Og det er frygt. Den hovmodige hviler aldrig i sig selv, for der er hver gang en social kamp at kæmpe. Farisæerne lurer på deres verdensudgave og føler sig truet. Bordgæsterne lurer på alle andre, og rangordenen er deres verdensudgave.

Men neden under denne figur, som Kierkegaard netop kalder ’luren på’, gemmer misundelsen sig. Og så kan selv jeg blive helt bibelsk i min kommentar. For det er ikke for ingenting, at historien om Kain og Abel følger umiddelbart efter syndefaldet, uddrivelsen af Paradis. For har Abel gjort Kain noget? Næh. Har Kain gjort Abel noget? Næh. Historien er i al sin enkelhed, at det går Abel bedre end Kain, og så bliver Kain sur. Ikke fordi Kain misunder Abel hans gode velsmagende dyr; han under ham dem slet ikke, fordi det går ham selv, Kain, rigtig dårligt med agerdyrkningen. I Kains optik kommer der en ubalance ind i forholdet mellem to ellers lige brødre, og Kain er endda den ældste, hvilket i den daværende verden skulle have givet ham en fordel. Så Kain lurer på sin lillebror. Hvorfor ham og ikke mig? Det er ikke engang misundelse; det er ikke at unde. Og dette ’ikke at unde’ er roden til al ondskab – hvis I spørger mig. For så ’vogter man netop på sin bror’, hvis jeg må dreje det oprindelige bibelcitat fra Genesis 4,9, for ’at vogte på’ kan både betyde ’passe på’ men også ’lure på’. Det er dobbelt. Opmærksomhed kan udmærket være dobbelt.

Dette her rører ved et bestemt problem, som normalt er overset i den traditionelle, kirkelige optik. For gudsnavnet er ikke bare Gud – det er et begreb af neutral karakter – men gudsnavnet er JAHVE, der betyder: Jeg er den, jeg er, hvilket i sig elv kan være neutralt nok, men som tillægges denne egenskab: Jeg ynder den, jeg ynder. Når man ynder nogen, foretrækker nogen, så går det ud over andre. Disse andre føler ikke, at de er inde i varmen. Det er en stilfigur, der kendes fra al almindelig liv, fra kærlighedslivet, fra søskendeforholdet, fra karriereracet, fra konkurrenceforholdet – fra det hele.

At nogle får, andre ikke. Når så mennesket registrerer, at den anden får, og at man selv måske ikke får så meget – eller det man følte sig berettiget til - så er der tale om ægte forskelsbehandling, og vreden lurer ’ved døren’, som der står i Kains-fortællingen. Og vreden bliver til vold, følelsens overkogning – og drabet.

Det interessante ved Kains-beretningen er, at han, Kain, slipper godt fra det. For Gud må gå i sig selv og erkende, at Han har skabt mennesket, som Han har gjort. Og da mennesket nu engang er skabt i Guds billede, så ynder det også den, det ynder. Vi kan simpelthen ikke lade være, for vi har følelse i livet, og der er forskel på folk. Og når det sociale truer, så er enhver agtpågivende på sin position, din position, den tredjes position – og spillet kører. Sådan er det bare. Men man kan jo være bevidst om det.

Så hvis jeg må moralisere over Lukas’ moraliseren, så er ydmyghed ikke en attitude eller noget påtaget, men det er at unde sit medmenneske det, det har, og det, det får, og endda glæde sig på den andens vegne, selv om man selv måtte mangle. Til lykke, Abel, med dine vellugtende dyr, og Abel vil svare sin korndyrkende bror: Til lykke med, at du har bagt så velduftende brød. Tilsvarende kan man vel forestille sig, at de gode farisæere havde sagt til lykke til manden, der led af vand i kroppen, ligesom bordgæsten kunne have repliceret: Det er i orden, for jeg kender protokollen, at blive rykket ned – og middagen er lige så god set fra den tallerken.

Jeg mener oprigtig talt, at det er menneskets opgave at hvile så meget i sig selv, at det kan anerkende Guds vilkårligheds storhed og medmenneskets – og sit eget – udlevering til tilværelsens forgodtbefindende og gøre det mellem glæde og sorg. For Guds og tilværelsens vilkårlighed falder for mig sammen, og smålige er ingen af dem. Men der lurer altid farer, og én af dem er misundelsen: ’den sidder dig altid på ryg / du hemmelig stødes, og sjælden er tryg’ – som Kingo skriver. Mens ’Jesus er solen, hvis stråler er strø’d / i Abrahams skød’. Derfor er Guds ord i sit væsen livsbelysning og er det i Jesu navn. Tak for det. Amen.