Søndagens prædiken

Nov 12, 2017

22 trin 12 november 2017

36, 398, 491 – 492, 439, 731.

Matt. 18, 21-35.

Historien kaldes ’den gældbundne tjener’, men der er i realiteten to af dem – den ene klarer frisag, den anden ikke.  Og størrelsesforholdet mellem den store gæld og den lille gæld er ikke til at tage fejl af. Fortællingen minder mig om en fuldstændig grotesk og hjerteskærende scene i Bo Widerbergs film ’Den enfoldige morder’ fra 70’erne, hvor den modbydelige fabrikant og godsejer nok har ydet en lille fattig husmand henstand med huslejen i et kvartal, men manden skal stille med pengene juleaften, og har måttet sælge hesten, hans eneste indtjeningskilde og beder igen så mindeligt om henstand. Det får han ikke, for princippet om, at man betaler tilbage, skal overholdes, ’princippet, min gode mand!’ – hvorpå godsejeren smider pengesedlerne i kaminilden og vinker den grædende mand af. Nu har husmanden slet intet, mens godsejeren har rigeligt og går ind til juleandestegen. Hovedpersonen i filmen prøver så at dele det lidt julemad, han har, med den fattige familie. Det er ’den enfoldige morder’, og han har i al sin enfoldighed hjertet på det rette sted. Det har fabrikanten ikke og bliver myrdet; magtfulde engle hjælper den enfoldige morder til sin dåd.

Hvis man skal anlægge en teologisk vinkel på disse gældbundne tjenere – hvad vel også er opgaven – så er det ret oplagt i den protestantiske tradition, at gælden til Gud er bundløs – i princippet! Synden er total, og skylden grænseløs, for intet menneske kan hævde sig over for Gud. Denne opfattelse er ikke mindst dyrket i den såkaldt dialektiske teologi, der har været fremherskende i Nordeuropa i 1900-tallet og herhjemme præsenteret ved bevægelsen Tidehverv, som er skredet fra at være en udpræget teologisk position til at være en mere almen, kulturel-religiøs retning: Gud er stor, jeg er intet, og du er en idiot! som det engang er blevet udtrykt. Men denne totalisering af synden som altomfattende har sine åndshistoriske rødder i Middelalderen og ikke mindre reformationstiden. For den gamle kirke var Guds åbenbaring på jord, fastholdt ved Kristi tilstedeværelse i brødet og vinen, og mennesket var den mere eller mindre vrangvillige samarbejdspartner på Guds frelse. Så menneskets handlinger betød noget i regnskabet, men de var også til forhandling mellem kirkeinstitutionen som Guds udtryk på den ene side og så mennesket og dets regnskab over sig selv på den anden side.

Dét reagerede reformatorerne på, for der var for dem ingen forhandlingsinstitution eller administrativt mellemled mellem Gud og mennesket. Mennesket stod alene over for sin Gud og måtte selv gøre rede for sig selv. Og det var gerningsretfærdigheden, reformatorerne ville til livs; i gudsforholdet gjaldt kun troen på Guds barmhjertighed. Følgelig skred menneskesynet også fra at være en samarbejdspartner og til at være en undersåt.

For Luther selv var det såmænd ikke så kinesisk, for han mente, at det gode menneske gjorde gode gerninger og det onde menneske onde gerninger. Det var ret ligefremt. Men han have et godt øje til selvhævdelse eller selvretfærdigheden, hvor mennesket stod i forsvarsposition over for både mennesker og Gud og ville forsvare sig for enhver pris, for så skylder man hverken medmennesket eller sin Gud noget. Han fandt det simpelthen naragtigt og urealistisk.

Man kan også beskrive disse åndshistoriske forskydninger på denne måde: Den middelalderlige, vestlige kirke havde et udpræget regnskabsforhold indbygget i gudsforholdet inden for grundmønsteret ’rigtigt og forkert’. Gerningerne blev vægtet og talt op, og en lignelse som den om den gældbundne tjener kan også illustrere dette forhold. Men med reformationen bliver dette regnskabsforhold på syndens vegne erstattet af en psykologisk bestemmelse mellem erkendelse og overlevelse. Erkendelsen er indsigten i denne verdens realiteter og menneskets grundlæggende selvvilje og så den overlevelse, som den elskende barmhjertighed tilbyder sig med over for det menneske, der véd, at det ikke kan frelse sig selv men har et håb om overlevelse ved Guds fremmede og netop udefra kommende magt.

Derved turde være antydet to meget forskellige opfattelser af synden som fænomen. For er der en myndighed, der kan både udmønte og afhjælpe synden, så er den egentlig meget konkret og overkommelig og er det mellem anger og tilgivelse. Hele det strafferetlige system – også vores - hviler på en sådan konkretisering, og domsmyndigheden skal inden for lovgivningens rammer afgøre den og lade den udsone. Ved enten bøde eller frihedsberøvelse.

Men er denne instans, der afgør synden, i princippet afskaffet, som man gjorde det ved reformationen ved at underkende kirkens guddommelige myndighed, så ender synden som et selv-problem for den enkelte, altså denne psykologisk betingede bestemmelse. Som selv-problem bliver den dermed også en selv-kamp, og når syndsbevidstheden har stået så stærkt i den protestantiske tradition, så er det netop udtryk for selv-kampen – og deraf kommer en voldsom dynamisk effekt, som kan kaldes ’at ville stå ren’. For når man vil stå ren, er der snart ingen grænser for energien, for mennesket vil stå ren over for sig selv, over for sit medmenneske og over for sin Gud. Man har kaldt det ’syndens dynamo’, og den har ikke været ueffen i opbygningen af de moderne, protestantiske samfund. For mennesket er hér overladt til sig selv og sin egen samvittighed eller ansvarlighed – og ikke til Moderkirken og dens milde overformynderi.

Hvis man herfra vender tilbage til dagens tekst om de to gældbundne tjenere, så kan den tjene som illustration af den dybe gæld, vi står i forhold til Gud og medmennesket. Moralen må være, at den gæld kun kan tilgives ikke afdrages – eller rettere: den første tjener er i en håbløs gældsfælde på 10.000 talenter, en formue af dimensioner, mens den anden måske nok skylder væk, men det er et mindre beløb på 100 denarer. Det illustrative ligger således også i forskellen på gældsposternes størrelser, fra det uoverkommelige til det overkommelige, men gæld er gæld, og den kan enten afskrives eller inddrages ved tvangsmetoder. Men lignelsens pointe ligger i tilgivelsen, hvor kongen lader sig formilde og afskriver sit voldsomme tilgodehavende, mens den tjener, der har klaret frisag, æder sin medtjener for en bagatel – hvorefter de begge to ryger i det ægte gældsfedtefad, og vi får at vide, at det også bliver dommen over os, hvis vi ikke ’af hjertet tilgiver vores brødre’.

Det, der slår mig, er, at tilgivelsen egentlig er en gudsfunktion. Er det i Det gamle Testamente og også i Det ny Testamente: Kun én kan tilgive mennesket dets synder, og det er Gud. Og det er en blasfemianklage mod Jesus, at Han raskvæk udtaler denne syndstilgivelse. For hvem kan det? Det kan kun Gud. Men i lignelsen skal vi tilgive vores brødre, og bliver straffet, hvis vi ikke gør det. Og det er udtalt tydeligt i den kristne grundbøn: Forlad os vor skyld, som vi forlader vores skyldnere! Så er vi fælles med Gud om nødvendigheden af tilgivelsen. Han skal, og vi skal. Men kan vi det?

Og så bliver jeg – noget nødtvunget – nødt til at bøje mig for lignelsens billedsprog. For tilgivelsen har en tung ende og en let ende. Den lette ende er ikke så svær, men den tunge er. Og det er såmænd ikke et spørgsmål om pengebeløb, disse er kun metaforer for følelsens problem. Kan jeg tilgive? I den lette ende er det nemt nok, i den tunge ende kræver det noget – eller meget. Har Gud det samme problem? Hvis en analog tænkning holder, så har Han det. For hvad vil Han med sin skabning?

Med det største problem er at tilgive sig selv – i den tunge ende. For her bliver skylden overvældende og skammen bundløs. Men vil Han os det godt – og det er jo troen – så kan man overleve selv sig selv. Det er løftet fra en nådig men tavs Gud. Skal vi lade den stå dér? For intet kan du tage / men alt kan du få. Amen.