Søndagens prædiken

Nov 26, 2017

Exit trin 26 november 2017

732, 747, tre dåb, 356 – 538, 439, 733.

Mattæus 25, 31-46.

Det er meget karakteristisk, at man slutter kirkeåret med en domsscene, og den til i dag er massiv i sin visionære kraft – og følgelig også berømt, ligesom dette at skille fårene fra bukkene for længst er gået ind i normalsproget. Når det er karakteristisk at slutte året med en domsscene, skyldes det selvfølgelig, at kirkeårets tekster følger en årsrytme og egentlig er mytiske i deres gentagelsesmåde. Fænomenerne vender tilbage og ligner sig selv, for ligesom året går i bund i form af råd og mørke, så er de sidste søndage i kirkeåret bestemt af tilintetgørelsen og afslutningen – mens vi til gengæld på søndag atter tænder lys i samme mørke og med den tilstundende julefest markerer Guds nærvær i den nyfødte. Altså en ny begyndelse.

Dagens fantastiske – det må man sige! – scene udtrykker egentlig også Guds nærvær. For her kommer Han ikke i den spædes skikkelse men som verdensdommeren. Og læg mærke til, at teksten ikke lader Gud Fader træde frem for enden af verden, altså Gud som Skaberen og Opretholderen, men at teksten lader Menneskesønnen træde op på sin herligheds trone. Udtrykket Menneskesøn optræder i den nytestamentlige litteratur som et noget kryptisk dæknavn for Jesu identitet. Han kalder sig selv det, mens vi nok vil foretrække at kalde Ham Gudssønnen. Jeg vil prøve at knække den nød.

I hvert fald rummer Jesusskikkelsen et voldsomt spænd i det, man netop må betegne som Hans identitet. For vi kender skikkelsen som den spæde, og egentlig er ikke et øje tørt, for ethvert menneskehjerte bliver blødgjort af et lille menneskebarn. Der er i traditionen en række andre, hver for sig sigende, billeder af Ham, men de centrale er julebarnet, billedet som den korsfæstede og billedet som den opstandne, altså som himmelkongen, der har taget sæde ’ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra Han skal komme at dømme levende og døde’ – for nu at citere trosbekendelsen.

Selve denne himmelske billeddannelse stammer oprindeligt fra Paulus, der ser Ham i en berømt vision uden for byporten til Damaskus. Samme billeddannelse kendes specielt fra den byzantinske tradition, for i enhver ordentlig ortodoks kirke sidder Han oppe i apsis, hvorfra Han med sine påfaldende og mørke mandeløjne skuer ud over verden – og i dette billede omtales Han normalt som Pantokrater, der er græsk og betyder Althersker. Verden er Hans, hvilket igen svarer til dåbsbefalingens formulering: ’Mig er givet al magt i himmel og jord’.

Så læg mærke til, at Gud selv – vi kalder Ham Gud Fader – ikke optræder i teksten. Gudsbegrebet er kraften bagved, usynlig og egentlig ubegribelig. Gud er i hele den monoteistiske tradition, og den dækker jødedom, kristendom og islam, den usynlige kraft bag verden og over verden og kun beskrevet ved ordet ’almagt’ og det i neutral forstand. Selve den monoteistiske tankegang ryddede verden for andre guder, som man normalt har omtalt som afguder, altså forkerte guder, hvilket i sig selv var en blodig og langstrakt omgang, men tilbage blev den monoteistiske almagt som ene hane i kurven. Men som fjern, usynlig og ubegribelig Gud skulle Han have et udtryk, for ellers var Han tom i al denne ophøjethed. I kampen mod afguderne fik Han således tillagt en krigerisk funktion, som er meget tydelig i Det gamle Testamente, især omkring gudsnavnet Jahve, og det selv samme krigsmotiv fik Han i den muslimske traditions kamp mod de vantro, som altså tilbeder forkerte guder. Men Han fik også tillagt en opretholdende funktion, og den udtrykte sig primært ved samfundsordenen og den menneskelige adfærd, hvilket i sig selv var ekstremt kulturskabende og identitetsformende. Det er nok karakteristisk, at hverken jøden eller muslimen tror på Gud, for Han er – bare - men at jøden er jøde som identitet, og muslimen er muslim som identitet. Identitet udtrykker den enkeltes tilhørsforhold til den givne kulturelle og historiske og dermed også religiøse sammenhæng og er just ikke noget selvvalg, hvilket selvfølgelig så er mildt krænkende for vores idé om menneskerettigheder. Men nu er ideer lavet af flygtigt stof.

Så selve den monoteistiske tankegang kalder på en uendelig og uoverstigelig afstand mellem Gud og menneske. For hvad er et menneske over for Guds majestæt? Af samme grund bærer jøden kalot i synagogen, og muslimen bøjer sig næsegrus under fredagsbønnen. Heroverfor hævder den kristne forkyndelse – med Paulus som den første – at denne afstand mellem den fjerne Gud og den menneskelige eksistens som nærvær er ophævet i Kristusskikkelsen – men og kun dér. Både jøden og muslimen vil principielt hævde, at det er afguderi, og at vi dermed har forrådt den monoteistiske tanke og tilbeder et menneske – slet og ret. Helt uret har de ikke.

Men det den kristne forkyndelse ville, var nok at menneskeliggøre guddommen. Kristus er forkyndt som Guds menneskelige udtryk i en lige vægtning mellem det guddommelige og det menneskelige. Han er sand Gud og Han er sandt Menneske. Og Guds mulige karakteristika – kærlighed, nåde, barmhjertighed – viser sig kun dér, i Kristusskikkelsen. Så også for os er Gud som virkelighedens Herre, mens moderne ideer om tro synes drejet til en mulig ideologisk overbygning over tilværelsen. I den moderne verden koncentrerer ethvert trosspørgsmål sig om Guds større eller mindre sandsynlighed, men spørger man de gamle – og NT for den sags skyld – så handler troen om at tro Kristus og ikke Gud. For Gud er, men at Kristus skulle være Hans udtrykte billede i jordens egne, giver ikke sig selv, men må overlades til troens spring. Så – lidt anderledes sagt – så er Gud bag verden, men vi mener at kende Hans væsen gennem Kristus.

Og her – skulle jeg mene – er koblingen mellem Gudssønnen og Menneskesønnen. For Han er i alle sine skikkelser ligefuldt i Guds billede og i Menneskets billede. Og mens jøde og muslimen, tro mod monoteismen, vil overlade verdensdommen til Gud, så overlader vi den til Jesus Kristus som den fuldkomne kobling mellem det guddommelige og det menneskelige. Det vil sige, at dommen over verden og os – såmænd – ikke kun kommer ovenfra, men den kommer også nedefra. Og det er mig personligt en trøst, for at blive dømt af den stormægtige Gud skræmmer mig, mens der er forhåbning at forvente, hvis det er Kristus, der indtager dommersædet.

Men så mangler jeg i hvert fald det, som de fleste studser over i denne domstekst. At udfaldet er omvendt i forhold til det, man måtte forvente. Bukkene har gjort alt og anstrengt sig, men bliver fordømt. Fårene véd ikke af, hvad de måtte have udvirket. Men prøvestenen er oplagt: ’en af disse mine mindste brødre’, altså medmennesket, små som store, Hans og vores. Så prøvestenen er kærlighedsbudet – ikke det dobbelt, men det enkelte - rettet mod min og din næste. Så er Gudsforholdet trukket helt ned på jorden, og afgørelsen ligger i ’de smås’ hænder. Og jeg tror ikke, at vi véd, hvad vi selv gør. For vi regner med en kausalitet, der hedder ’fortjenstfuldhed’, som i sit væsen er logisk, for vi kan slutte os – tror vi – fra A til B. Vi kræver en logisk følgevirkning af hvad som helst – også gode gerninger og en sund livsstil for nu at nævne et par varemærker.

Men virkeligheden reagerer ikke på vores logik endsige på vores ordenssans for denne verdens anliggender. Derfor er nok både bukkene og fårene lige overraskede og står forbløffede tilbage, og gør det mellem frelse og fortabelse. Her vendes verden op og ned og kan ikke regnes ud eller regnes efter. Det forekommer mig egentlig meget realistisk, for når det kommer til stykket og afregningen, må vi alle vist sige: Gud nåde os alle.

Kristi kærlighed er vores eneste skjold. Amen.