Søndagens prædiken

Dec 10, 2017

2. advent 10. december 2017

2 advent 101217

86, 612, 82 – 274, 85, 74.  + dåb

Mattæus 25, 1-13.

Som bekendt betyder advent ankomst, og det er guden, der ankommer. Den rytme overholder vi jo selv i den forstand, at optakten til selve julen udfolder sig som en travl festmåned, hvor alle forholder sig til årets store kollektive begivenhed. Der er hygge, stemning, forbrug og energi over alle forberedelserne. Men dette stemningsfulde slår ikke just ind gennem de tekster, vi skal bruge til adventsgudstjenesterne. Faktisk er teksterne til i dag, denne anden søndag i advent, nærmest truende i deres udformning. Våg og bed!

Der er der selvfølgelig en grund til det. Teoretisk og teologisk. Og denne samme grund kan godt læses som en lidt alvorstung påmindelse, inden løjerne tager over. Men altså: Guddommen ankommer i flere skikkelser, og det er dét, man vil understrege. Til jul kommer Han i det spæde barns skikkelse – og ikke et øje er tørt, hvis jeg må sige det sådan. I søndags, der var første søndag i advent, ankom Han som Ærens Konge i en slags dobbeltfigur, for nok kom guden til verden som spæd, men Han havde en opgave som voksen, og det var at lide og dø for menneskeslægtens skyld – Han var og er offerlammet, der skal dø for at stå op fra de døde og dermed angive menneskeslægtens kommende frelse. Teksterne til i søndags ville understrege, at Han både er den tilbedte og den forkastede – deraf dobbeltfiguren. Teksterne til i dag handler så om Jesu genkomst, for så kommer Han igen, og denne gang som en kosmisk vending, en dramatisk omkalfaltring af himmel og jord. Det er simpelthen fremadrettet visionstænkning, en voldsom fantasi på verdensafslutningen vegne. Men det er altså også ankomst. Før, nu og efter.

Efter første tekstrække er det himmel og jord, der skælver, og ud af denne proces’ pludselighed kommer så forløsningen, nemlig verdensdommen, som er at kunne stå for Ham, der skal dømme levende og døde. Den salme, vi skal synge efter prædikenen, ’Rejs op dit hoved’, er en af de mere storladne fra Grundtvigs hånd og er skrevet til søndagen. I anden tekstrækkke, som vi nu er inde i, er samme motiv gengivet ved lignelsen om brudepigerne, der venter – længe – på brudgommen, der altså også skal ankomme.

Verdensdramaet, forstået som jordens undergang og mulige genrejsning, er det svært at forholde sig til, for hver eneste generation har, i al den tid mennesker har gået på jorden, forestillet sig undergangen, normalt som en lige fremskrivning af faretruende faktorer. Man har gjort det i religiøst regi og i verdsligt regi. Vi er i disse tider gennemgående så verdsligt sindede, at man nok vil smile lidt af fantasien om Jesu genkomst, mens man nok med en helt anden alvorstung mine vil frygte det store sammenbrud – og det herskende tema for dét er i disse år så oplagt klimaet. I en del årtier var det snarere atombomben, der udgjorde den egentlige trussel, og den fare er endda kommet op igen. Men i øjeblikket vil de fleste frygte den belastning for jordens liv, som kan komme ud af for store klimaforandringer. Man bør her være opmærksom på, at denne type undergangsscenarier er udtryk for kollektiv menneskelig skyld – det er os selv, der forårsager det, vi er selv skyld i det. De religiøst farvede undergangsscenarier har faktisk samme træk, selv om det er Gud, der er den udfarende kraft, men det sker på grund af menneskeslægtens dårskab og uforstand. I sidste ende bliver det det samme, hvad enten der er tale om skyld eller straf.

Hvis jeg skal referere til vores civilisations mytedannelse, så er grundfortællingen den om syndfloden, altså vandfloden og Noahs ark, for den beskriver den fælles druknedød, men at en lille population, nemlig arkens passagerer, overlever og åbner for en ny og frodig verden. Men årsagen var igen menneskeslægtens dårskab og hovmodige umoral. Og det er – oprigtig talt - de samme argumenter, der gør sig gældende i debatten om klimaet. Forskellen på de religiøst farvede scenarier og de verdslige er egentlig, at de mytisk-religiøse opererer med en overlevelse i en eller anden forstand, mens de verdslige har Intetheden forude. Og den er ikke just opløftende. Men alle kan da trøste sig med, at foreløbig består jorden og jordens liv, og at hver gang nogen har råbt: ’Ulven kommer’, så er den altså ikke kommet – men den kommer måske netop en dag.

Vendingen ’ulven kommer!’ angiver pludseligheden, som er det andet træk ved dagens tekster. Pludselig sker det, og ingen kan nå at tage sig i agt. I fald dét er rigtigt, er det ikke just ønsketænkning for vores måde sprogligt at formulere verden på. For vi vil for enhver pris have et årsag-virknings-forhold på plads, hvorfor det pludselige, det overraskende, det tilfældige, det vilkårlige ikke har sin plads. Eller anderledes sagt: Man/vi vil have en forklaringsramme, så kausaliteten kan træde i karakter. Men heller ikke dét virker altid. Hvis jeg må give et eksempel: Pludselig og uforklarlig død er forfærdelig for afdødes pårørende, men selv den forventede død har pludseligheden over sig – for verden ændrer sig pludselig for de involveredes opfattelse af verden i et sådant mikrokosmos. Af samme grund må døden hver gang fortolkes i en mytisk-religiøs sprogdragt, for det er følelsesmæssigt utilstrækkeligt bare at sige: ’Nå! Det var det!’ Og hvis vores helverden – hvis jeg må bruge det udtryk – pludselig skulle gå fra en tilstand til en anden, så vil jeg tro, at den kollektive fornærmelse ville træde i karakter, for man vil i hvert fald gerne vide, hvad der sker – også selv om man ikke kan gøre så meget ved det. Det beroliger sindet med en forklaring, hvorfor allerede er sagt, hvor bange vi egentlig er.

Men én ting er jordens undergang og Jesu mulige genkomst på skyen til verdensdommen – noget andet er en bryllupsscene, hvor nogle brudepiger utålmodigt afventer gommens ankomst. Og dog! For verdensdommen appellerer til retfærdighedssansen som følelse, hvor det er et gennemgående – men lidt komisk – træk, at den enkelte i menneskekæden mener sig retfærdig, men til gengæld har et skarpt blik for andres svagheder. Bruger man bryllupsbilledet som afslutningsbillede, som det bibelske fortælleunivers vitterligt gør om end i svagere grad, så er det et sammensmeltningsbillede med erotiske undertoner. Så er Kristus brudgommen, der nok lader vente på sig, men Han kommer, og endelig går brylluppet i gang, som i mytisk forstand er den nye genforening mellem Gud og Menneske. Og her bør man lige erindre sig, at menneskeslægten altid har været forstået som af hunkøn, mens guden er af hankøn. Man kalder denne kommende forening for ’brudemotivet’, det stammer fra kærlighedsdigtet Højsangen i GT og er mildt gengivet hos Paulus, der håber på, at Gud engang ’skal blive alt i alle’, hvor denne moralske verdens brudflader mellem godt og ondt skal afløses af harmoni og fuldbyrdelse. Og præcis dét er vel den erotiske kærligheds længsel. Og når denne fuldbyrdelse slår ned, er menneskeparret i himlen, og menneskeparret lever lykkeligt til deres dages ende, ligesom det følges ad i den kommende verdens liv. Det er i hvert fald den følelsesmæssige fangarm for fremtiden. Hvem vil nægte det, hvis kærligheden er operativ og vil opfylde sig selv?

Men igen optræder pludseligheden. For ’kærligheden opstår ved et tilfælde’ – som forfatteren Carsten Jensen siger det – og så tilføjer han i øvrigt lidt spydigt: ’- at man gifter sig for at komme sig over overraskelsen’. Det kan man smile af, men ingen kan beregne kærligheden, endsige tage den for givet, hvorfor den indeholder vilkårlighedens element, som er grobund for selve lidenskaben. Kausaliteten forklarer sig ud af verden, lidenskaben fortolker sig ind i verden.

’Så våg og bed, for ingen kender dagen og timen.’ Udsagnet er sandt, for af os alle kræves opmærksomhed, fordi det ubegribelige har det med at sætte sig igennem – helt uafhængigt af menneskets foregribende tanker. Dette er Gud, Han, som var, som er, og som kommer – og det sker som Menneskesønnen. Tak for det. Amen.