Søndagens prædiken

Dec 17, 2017

3 advent 17 december 2017

12, 123, dåb, 71 – 125, 85, 356.

Lukas 1, 67-80.

Teksten kaldes Zakarias’ Lovsang og hører – efter mine begreber – til de endda meget smukke tekster i NT. Den svarer til det stykke, man kalder Marias Lovsang, hendes jubel over sin graviditet, og som evangelisten Lukas bringer umiddelbart forud for i sit evangelium. Begge disse ’lovsange’ er udformet som en slags spontane glædesudråb over disse fødsler – nemlig Johannes’ fødsel først og siden Jesu fødsel. Og Johannes er ham, vi normalt kalder Johannes Døber til forskel fra både evangelisten Johannes og disciplen Johannes.

Vi er dermed inde i indledningen til det kompleks af fortællinger, man kalder ’bardomsfortællingerne’. Lukas bidrager med de fleste, også staldscenen i Betlehem, mens det er Mattæus, der fortæller historien om de hellige tre konger. Evangelisten Markus har nok Johannes Døber med, men det er som voksen, ligesom han heller ikke beretter om Jesu fødsel, mens evangelisten Johannes snarere hæfter sig ved det, man kalder Jesu præeksistens, for for ham er Jesus denne verdens grundvold og oprindelse, nu omsat til et menneske af kød og blod – ’og vi så hans herlighed’, som Johannes siger det.

Nu er disse barndomsfortællinger gennemgående meget smukke og inciterende, og de opretholder en væsentlig del af den folkelige forankring i kristendommen. Men de er fortællinger, ikke reportager fra en fjern fortid. De er fortællemæssige rekonstruktioner, der vil forkynde evangeliets grundpåstand, at netop denne Jesus af Nazareth, Marias søn, er Guds søn på jord. Fortællingerne får dermed karakter af iscenesættelse af dette budskab, som unægtelig har formet vores civilisation – og heri indgår fejringen af Jesu fødsel som – må man sige – et kollektivt festligt hovedstykke. Hvis man fornægter eller benægter Jesu rolle for vores verden og dens udviklingshistorie er der såmænd ikke så meget at fejre jul for. Eller sagt lidt anderledes udvidet: Er Han verdens lys, så har man involveret både solhverv og det nye år, og så er det hele med i en skøn forening, og sådan er det jo heldigvis.

Men når man læser Zakarias Lovsang, så ligger det – næsten – lige for, at den handler om Jesus og den funktion, som den kristne forkyndelse tillægger Ham. Lukas bliver endda helt luthersk, når han formulerer funktionen som dette at ’lære hans folk, Guds folk, at kende frelsen ved eller i deres synders forladelse’. Så falder frelsen og tilgivelsen sammen og er i sig selv det nyskabende. Johannes bliver prædikanten på Guds vegne og således Den Højestes profet. Han er den, der bærer budskabet, mens Jesus er selve budskabet. Forskellen synes hårfin og er det også – indrømmet. Men i forsøget på at gøre forskellen bare lidt både tydelig og håndgribelig må jeg lige et par omveje.

Der er et interessant træk ved Johannes Døbers skikkelse, for det synes historisk påvist, at han var leder af en større vækkelses- og døberbevægelse umiddelbart før Jesu fremtræden på den jødiske scene. Om han historisk set har været med- eller modspiler til Jesus-bevægelsen er omstridt, også fordi de nytestamentlige tekster indeholder flere internt modstridige udsagn om relationen. Men her- hos Lukas – gøres han ubetinget til forløber for Jesus, for ’han skal gå foran Herren og bane hans veje’, og Herren må være Jesus som Guds inkarnation på jord. Lukas tager ham simpelthen til indtægt for evangeliets forkyndelse som den, der ved sin prædiken om syndernes forladelse, gør tilgivelsen korporlig ved at pege på Jesus af Nazareth som Guds tilsynekomst. Sådan har den senere kirkelige tradition også meget gerne ville se og fortolke Johannes Døber i dette perspektiv. Men motivet for Lukas kan meget vel have været politisk, for det gjaldt om at få Døberen, der døde en profets forsmædelige men spektakulære død – det gjaldt om at få ham ind i rækken af vidnesbyrd-bærere om Jesus-skikkelsen.

Den anden omvej er selve profetskikkelsen. Profeten som person og skikkelse må siges – med de kilder vi har – at være udklækket i Det gamle Testamente, hvor profeten samler mundvandet og taler autoritativt på Guds vegne – men det er ment som en belæring, en kritik, en irettesættelse af de herskende, lokale tilstande, herunder alle mulige magtbalancer i det daværende Israel – og så jævnlig isprængt syner på Guds kommende herligheds vegne, hvilket også gælder dagens Esajas-tekst. Det er oplagt ud fra en religionshistorisk vinkel, at både Johannes Døber og Jesus af Nazareth står i den tradition i blandingen ’kritik, omvendelse og fremtid’ – eller frelse om man vil. Men min pointe ad denne omvej er egentlig, at profeten Muhammed angiver en anden og måske ny profetskikkelse. Også han taler på Guds vegne, men han lader klogt sin egen person vige for den påstand, at Guds åbenbaring bliver lagt ham i munden af ærkeenglen Gabriel, og at han, Muhammed, så at sige kun er medium for Guds åbenbaring. Om det er en undvigelsesmanøvre eller en oprigtighed kan diskuteres, men i hvert fald introducerer Muhammed – ikke en kritik – men en Gudsvilje, der skal være rettesnor for alle. Muhammeds projekt ligner i høj grad Moses’ og hans udstedelse af Guds Lov på Sinaj. Denne Gudsvilje fra Muhammeds side går ud på en anerkendelse af Guds ubetingede majestæt over virkeligheden, er den underkastende tilbedelse værdig og giver samtidig en nøje beskrivelse af, hvordan et menneskeliv bør leves i overensstemmelse med den guddommelige norm. Der introduceres dermed en autoritativ norm i et verdensområde, som var polyteistisk og med alt for mange løse ånder. Resultatet blev en hurtigt opvoksende og vital kultur – et træk, som ofte overses fra vores ofte noget islamofobiske vinkel. Det andet træk, der også ofte overses, er den fortolkningstradition af åbenbaringen, som løbende blev – og fortsat bliver - varetaget af de skrift- og retslærde, for Guds vilje måtte altid forstås ret i forhold til skiftende omstændigheder og den almindelige udvikling. Denne tradition hedder ’sharia’, og som et hjertesuk vil jeg blot beklage, hvor lodret forkert i halsen, den danske offentlighed har fået dette begreb – som betyder ’vejen til Gud’. At ville få en muslim til at afsværge Sharia, svarer til at ville få en kristen til at afsværge Kristus. Så grelt er det.

Nu ved jeg godt, at Kristustroen ikke just er vores moderne problem. Han indgår i vores årlige, kollektive festrytme, og selv de religiøst mest uvidende og fornægtende anerkender Ham, gør det i barnets juleskikkelse og som det lidende menneske ved påsketid, for den mentale identifikation er oplagt: Vores børn og vores død. Men når jeg ville om ad Sharia-begrebet, så er det fordi Jesus – for den kristne forkyndelse – er selveste vejen til Gud. Vi tilbeder simpelthen Kristus som Guds åbenbaring på jord – og ikke Hans profet. Profeter ærer man af forskellige grunde, Jomfruen æres som Guds moder, andre æres for deres kvaliteter og positioner og lærdomme – men vi kristne tilbeder Jesus af Nazareth som Guds væren i verden. Denne væren er af menneskelig natur, men troen gør den altså også af guddommelig natur. Og så behøver vi ikke at plage os med Guds overhøjhed, hvor muslimen slår panden i gulvet og jøden tager sin kalot på som tegn på afstanden – men den kristne lovpriser sin herre og skaber, fordi denne opgav sin høje position og kun kan kendes og genkendes i Kristusskikkelsen, hvori der ikke er svig.

Så Gud er, og kan derfor heller ikke gøres til genstand for tro – selv om moderne religiøsitet eller mangel på samme diskuterer det problem. Det er Kristus, der er troens problem, for hvordan kan man i én figur omfatte helheden? Det er kristentroens påstand, fordi vi alle har brug for den barmhjertighed, der tilsiger os menneskeværd trods synd, død og dårskab. Alt sones, når kærlighed er virksom – mellem mennesker og mellem Gud og mennesker. Dette er ’vejen’ – ’vejen, sandheden og livet’ kaldte Han sig selv og med rette. Amen.