Søndagens prædiken

Dec 22, 2017

Livgardens Julegudstjeneste

Særligt program.

Gardere!

Vi er helt inde under jul, og vi ved alle, at julen er en meget øm fest, fordi den på grund af sit krav om nærvær vækker alle det hidtidige års følelser mellem glæde og sorg. Det er den fest på året, hvor vi alle kollektivt forholder os til vores nærmeste, til vores Gud som spæd og til de relationer, som er os dyrebare. Også sorgen. Sådan er det bare.

Så jeg vil i dag blot konstatere, at vi i Den Kongelige Livgarde ikke har haft faldne og sårede i det forløbne år. Og vi kan kun prise os lykkelige for det. For der har været julegudstjenester, hvor vi har måttet være os netop de faldne og de sårede bevidst og mærke følelsen af tab – men i år slipper vi. Vi har i løbet af året haft folk ude og vil fortsat have det, men vi er – trods farligheden ved udsendelserne – sluppet for tab og lemlæstelse. Ligesom ingen véd, hvad der venter det danske forsvar af farlige opgaver fremadrettet. Så julelysene kan igen få lidt for travlt.

Men der er én ting, jeg gerne vil gå efter her til morgen. For Livgardens vagttjeneste er til dels lagt om, nemlig suppleret med en skærpet operativ indsats, som forøger det - måske sædvanlige ceremoniel - med bevogtningsopgaver, som kræver sine folk, kræver et helt særligt nærvær og den konstant skærpede opmærksomhed – for hver gang gælder det for soldaten om at reagere rigtigt. Det hænger selvfølgelig sammen med den terrortrussel, der er overordentlig nærværende, hvorfor vi københavnere ikke kun ser vagtparaden trække op og gå gennem byen – og ikke et øje er faktisk tørt, når musikkkorpset sætter i – men vi må også vænne os til at se soldater, bevæbnede og i kampuniformer, i gaderne og til særlige bevogtningsopgaver.

Der har været en del offentlig diskussion om denne ændring i gadebilledet. – for ville den virke skræmmende på almindelige borgere? Heldigvis er det hele forløbet stille og roligt, og ingen har reageret negativt, men vi skal såmænd ikke så langt væk fra vores fredelige land, før et politiopbud er faretruende og kampklædte soldater er skræmmende – for netop den almindelige borger, som haster væk. Der er lande, hvor politiet af sikkerhedsgrunde kun optræder i større grupper, og folk flygter. Der er lande, hvor militær tilstedeværelse i gadebilledet betyder kup og uro. Der er lande, hvor borgerne simpelthen frygter de uniformerede myndigheder – for hvad sker der nu? Og hvad er de ude på?

For en del år siden fik jeg selv denne skræmte fært, for jeg stod herude på kirkepladsen og kunne pludselige høre den meget karakteristiske lyd af bælter på asfalt. Jeg kunne høre det; der var kampvogne i Bredgade. Nu var det - kun og kun - tre kampvogne af den lette type, M 41, som ikke slider asfalten op, men blot drejede ned ad pladsen på vej til Bornholmerbåden, der dengang lå nede ved Kvæsthusbroen – de skulle oplagt på øvelse. Men lyden var skræmmende for mig, der havde været vant til at omgås kampvogne og frygte dem – og de skulle ikke være inde i byen.

Så vi skal nok være taknemlige for at bo i et fredeligt lille land, hvor trygheden også er, at man ikke bliver bange for bevæbnet myndighedspersonel. Det er rigeligt, at der er områder på Nørrebro og på Vestegnen, hvor der kan blive skudt – og bliver skudt.

Men trygheden er også, at vi civile véd, at både soldater og politifolk er ordentligt uddannet og ikke misbruger den magt, der ligger i at være bevæbnet og i givet skulle kunne gribe ind. Vi ved, at vores soldater er vel trænet til krig, men de er lige så vel trænet til at tage sig af en række civile opgaver, hvilket har været det gode internationale omkvæd ved mange af vores udsendelser. Både danske soldater og politifolk er overordentlig velanskrevne i den store og farlige verden, hvor brændpunkterne jævnligt kalder på ordentlige folk til at håndtere vanskelige situationer.

Og vi kan altså også herhjemme indsætte bevæbnet personel, uden at borgerne reagerer negativt, hvilket viser noget meget positivt om sammenhængskraften i landet. Var vi bange for dem, ville landet se helt anderledes skræmt ud. Jeg kender lande, hvor man gør klogt i at have pengepungen parat, hvis man skulle blive standset af politiet, og jeg kender lande, hvor militært opbud skaber panik, og folk håber på, at soldaterne bliver trukket tilbage til kasernerne.

Det er i høj grad en følelsessag, den offentlige følelses sag, for alle kender – bør kende – demokratiets spilleregler og være på vagt over for magtens misbrug. Det er resultatet af en rigtig lang historisk proces, men ingen kan tage disse landvindinger for givne. En af hovedingredienserne er balancen mellem almindelige mennesker og myndighedspersoner. Og i dag har det omvendte måske til en vis grad ramt civilsamfundet, hvor lærerne begynder at frygte eleverne, socialrådgiveren klienterne og togføreren passagererne.

Så opgaven er fortsat at passe på hinanden og respektere både roller og funktioner, fordi misbruget altid lurer, og følelsen kan slå ud i vold fra begge sider.

Af samme grund er en offentlig fest som julen vigtig. For den holder os fast på vores egen betydning, at det, vi gør, er vigtigt - mens følelsen bindes til det mest fredelige scenarie, der findes i verden: Nemlig julestjernen over stalden i Betlehem, hvor den store Gud er blevet det spæde, lille menneske, og dyr og mennesker bøjer sig for den sublime skønhed i jordens egne og i vintermørket. Her står vi alle stille, betragter krybbespillet og véd af en rolig nat, hvor freden bør sænke sig over alt og alle.

Frygten pisker os, skønheden frelser os. Amen og glædelig jul til jer alle. Amen.