Søndagens prædiken

Dec 31, 2017

Julesøndag 31 december 2017

136, 96, 114 – 122, 132, 129.

Mattæus 2, 13-23.

Teksten til i dag er det, man kalder ’barnemordet i Betlehem’, og det er anden og den grumme del af hele fortællingen om de hellig tre konger, som er Mattæus’ julehistorie – eller juleeventyr. Første del om de rejsende konger, belæsset med gaver, der følger stjernen for at finde og tilbede barnet er den mere kendte og elskede del af fortællingen, og den kommer til selve hellig tre konger, som er 6. januar. Men at Jesus-fødslen er et problem, og at Han skal være til ’fald og oprejsning’ for mange, er julesøndags hovedtema; det er så at sige fødslens profetiske udsagn og udsyn. Og det er i hvert fald temaet, der slår igennem ved barnemordet, for knap er det frelsende krybbebarn født, før børnene bliver slået ihjel i hobetal. I øvrigt er dette barnemord nok den mentale baggrund for selve ideen om julegaver til børn, for julegaverne er tidligt på færde i traditionen, og de er nok fra begyndelsen forstået som soningsgaver, når nu Jesu fødsel gik i så ekstrem grad ud over børnene.

Barnemord som massivitet optræder tre gange i det samlede bibelske fortælleunivers. Første gang da Moses bliver født, og dette barn undgår den egyptiske etniske udrensning af små jødedrenge ved at blive sat ud på Nilen i en sivkurv og ende som hittebarn hos prinsessen, et rigtigt eventyr. Anden gang optræder motivet i forbindelse med udvandringen fra samme Egypten, idet Gud lader de ti plager ramme landet, og den sidste plage er død. Denne sidste plage udfolder sig på afskedsnatten, exodus, hvor jødefolket sidder rejseklædte, har smurt blod på dørstolperne, og Gud Herren selv som dødsengel går gennem Nildalen og slår alle egypterdrengene ihjel, men går uden om de hjem, hvor der er slagteblod på stolperne. Tredje gang er så dagens barnemord i Betlehem, og det forbindes igen tydeligt med Egypten, hvilket i sig selv som gentagelsesrytme nok kunne være en fortolkning værd, men det bliver for vidtløftigt lige nu.

Alle tre barnemordsscener er tydeligt forbundet med frygt. Egypterne frygter en jødisk overbefolkning og reagerer ved at slå de nyfødte ihjel. Ved exodus skal barnemordet sætte frygt, så den store plan om at få jødefolket ud af Egypten kan lykkes, når dette mordkaos opstår. Men det er samtidig en effektiv hævn over forsøget på Moses-drabet. Når Herodes griber til samme middel udtrykker det den renlivede magtparanoia, for kongen bliver grebet af panik ved den blotte tanke om en spæd tronprætendent; at Gudskongen skulle være født, Herodes en trussel på magtpositionen. Men ligesom ved Moses-historien i Egypten går drabet ud over de fuldstændigt sagesløse – også i Betlehem.

Hvis man anskuer barnemordet som fortællemiddel, så er det unægtelig effektivt som dramatisk stilfigur, fordi det forbinder ekstreme virkemidler mellem idyl og vild ulykke, tindrende glæde og dyb sorg. Og hvis den gode historie skal have forbindelse med det virkelige liv, så skal ’solstrålen’ havde forbindelse, frivilligt eller ufrivilligt, til mørkets magter. Det ligger simpelthen i tilværelsens dobbelthed, at det ene modsvarer det andet. Godt og ondt følges ad og relaterer sig til hinanden. Dette er lidenskabens motor, og uden lidenskab ville intet røre sig ud af stedet.

Jeg ved godt, at barnemord ligner en overdrivelse, både litterært og teologisk, men det finder faktisk sted i et eller anden begrænset omfang, hvor det nok er fortvivlelsens forklaring, der er mest nærliggende. Men jeg mener egentligt, at der fra voksen side jævnligt udtrykkes en fuldstændig ubegrundet aggression mod børn og unge, og så kan man jo fundere over, hvorfor det skal opleves i forpartiet på fx en københavnsk bus, eller der på gaden er en lille dreng, der ikke får flyttet sig hurtigt nok, når den voksne skal passere. Min tese er simpelthen, at uskyld – eller forestillingen om uskyld – vækker skyld, som let bliver til aggression. Og så ét træk til i samme forbindelse: Det er da påfaldende, at vi aldrig hører om plejehjemsmassakrer, men nok om skoleskyderier og mod unge feststemte til et udendørs arrangement, ligesom den norske Breivik gik direkte efter en politisk ungdoms-sommerlejr. Hvad er det ved børn og unge, der får den eller de voksne til at svinge mellem kærtegn – og de kan i disse pornotider også blive alt, alt for meget – og så trangen til mord og kvælertag? Hvad er det børn provokerer for den voksne bevidsthed?

Så må jeg vist vove det ene øje og prøve at karakterisere det særlige ved børn. De er som spæde afmægtige, helt i de voksnes hænder, men det er vækstprocessen, at de vokser fra det – og skal gøre det. De er tilsvarende helt spontane i deres fysiske og psykiske udtryk, men de vokser fra det – og skal gøre det. De er fra start af fuldt udrustede både følelsesmæssigt og forstandsmæssigt, og de lærer at indrette sig på den voksne verden – og skal gøre det. Det umiddelbare bliver til det middelbare, det spontane bliver til balancen mellem hensyn og beregning, som netop også gælder den voksne verden – og så bliver endelig det oprindelige til det genkendelige. De bliver som os, vi, som er de skyldige, måske ikke i det enkelte tilfælde men som de ansvarlige. Ansvar er at kunne svare for sig mellem rigtigt og forkert, godt og ondt. Børn ar ansvarsfri.

Deri skulle jeg mene, at aggressionen bunder. For du og jeg kan drage en voksen til ansvar, men vi kan ikke drage et barn til ansvar, før det har nået skelsalder. Er de da bedre end os voksne? Det mener jeg egentlig ikke, for deres forstandsmæssige og følelsesmæssige udrustning er som den voksnes, men de omgås denne bagage ansvarsfrit – og dermed skyldfrit. Så de både er – og ikke er – ’de uskyldige små’. Og dét er stang irriterende. Det er provokerende. For præcis denne ansvarsfri holdning fra barnets side udstiller den voksnes ansvarlighed eller mangel på samme. Eller sagt på en anden måde: Den voksne véd, at han eller hun er skyldig, barnet véd det ikke - ikke endnu da.

Når vi i vores kulturkreds fejrer julen så intenst, som vi gør, og kredser om barnet og det uskyldige som det sted, hvor skønheden og kærligheden mødes – så må det være, fordi vi selv føler os som de skyldige og ansvarstyngede. Julen kan fortolkes som en fortryllelse, en guddommelig iscenesættelse, en oppyntning af verden som netop oprindelig, uberørt, ren og uskyldig – og krybbebarnet bliver netop det samlende symbol for denne bagudrettede længsel, hvor de verdensfjerne, naive vise mænd kommer dragende langvejsfra for at tilbede barnet og Hans hellige familie og overøse det med alle denne verdens rigdomme.

Og så slår modsætningen til. Den beregnende tankegang skal sikre sig kontrollen, den magtfulde lader sig ikke modsige, den selvsikre lader sig ikke blødgøre, den paranoide skyr intet middel. Kong Herodes bliver til ondskaben i ren form, og denne rene form svarer nøjagtigt til det uskyldiges rene form, som vi hæfter på Jesusbarnet. Så den samlede hellig tre konger fortælling demonstrerer til fulde spændingen mellem de to absolutter: det gode og det onde, lyset og mørket, uskylden og skylden og bliver som sindbillede til den mytiske fortællings evne til at håndtere de egentlige modsætninger i verden. Og disse kontrasteringer lever vi alle med i en kronisk fremadrettet bevægelse, det ene ikke uden det andet. Men den voksne anvarsbevidsthed må så til gengæld kunne styre mellem det skyldfri og det skyldtunge – men gør det netop ikke altid.

Derfor opfatter jeg lidt den samlede hellig tre kongers tekst som en advarsel: Pas på, at du ikke overdriver idyllen, så den bliver urealistisk, og pas på, at du ikke opfatter det voksentunge som provokérbart og aggressionsfremkaldende. De små kan ikke gøre for det, og de voksne skal træde tilbage. Vi er nemlig i bund og grund ligeværdige, om end vilkårene er forskellige.

Den bagvendte pointe er så, at Jesus blev den skyldtunge som korsfæstet, mens Herodes døde strådøden i al sin forråede afstumpethed. Amen.