Søndagens prædiken

Jan 1, 2018

Nytårsdag 1 januar 2018

402, 386, 586 – 713, 719, 712.

Mattæus 6, 5-13.

At gå ind i et nyt år er altid lidt spændende, for hvad måtte dette år bringe? Spørgsmålet rører ved det ukendte, og det ukendte er altid en smule farligt. Men i tilbageblikket har det ene år det med at ligne det andet, hvorfor der såmænd ikke er sket så meget, og så er der ’ikke noget nyt under solen’ for nu at citerer Prædikeren fra Det gamle Testamente. Det er vel sådan, at vi lever i en gentagelsesrytme, og så står tiden stille, men vi lever samtidig med kroniske forandringer, og så står tiden ikke stille, men den jamrer af sted. Men også nytåret er genkendeligt i sin ritualisering, og så er tidens deling i årstal faktisk en smule fiktiv, om end nødvendig for markeringens og bevægelsens skyld.

Det er en ældre from, dansk markering, at man går ind i det nye år ’i Jesu navn’. Grundtvig bruger den i hvert fald. Men det er tilsvarende en ældre from, dansk skik, at man beder sit Fadervor i Jesu navn. Han er så at sige adgangen for at henvende sig til denne verdens skaber og opretholder som Vor Far, Fadervor. Vor Far er i virkeligheden et kristologisk udtryk, for det er kun i kraft af troen på Jesus som Kristus og Guds søn, at kristne måtte kunne hævde vores barneforhold til Den Almægtige. Og ser man Fadervor efter som bøn falder den i to dele, idet mennesket beder om, Hans navn, Guds navn, må blive – vorde - helligt og Hans rige bryde frem, mens man i anden halvdel så at sige beder for sit eget arme skind i denne brydsomme verden. Giv os mad, syndsforladelse og fritagelse fra fristelse og ondskab. Som i enhver anden bøn er der tale om en spejlfunktion og fortrolighedskontakt mellem det himmelske og det jordiske, mellem det guddommelige og det menneskelige. Og deraf må komme denne hjemmefølelse som ligger i bønnens formulering, hvor mennesket lever i et hjemligt rum med en Gud foroven og al mulig mulig fordærv og ulykke forneden. Bønnen Fadervor skitserer gudsforholdet som et familieforhold og er som sådan meget fredeligt - hvis man da har det godt i familien og denne ikke går over i husspektakler og familiestrid, for den slags gør ondt.

Men vi er så vant med bønnen Fadervor, at vi nok overser dens teologiske og religionshistoriske forudsætninger. For det lå helt klart i den klassiske senjødedom, at gudsforholdet netop ikke var at sammenligne med et familiebillede, men at Guds almagt virkelig var almagt og derfor højt hævet over denne menneskelige verden. Samme uoverstigelige fremhæves også af den tredje monoteistiske religion, islam, hvor mennesket er i et underkastelsesforhold til Gud. Dermed være ikke sagt, at jøden ikke snakker med sin Gud, for det gør han, eller at muslimen ikke søger Guds vilje, for det gør han, men Jesus-skikkelsen etablerede et fortrolighedsforhold til Gud ved at påstå denne som sin far – og det kostede Jesus livet. Reverenter talt. For Han blev dømt og henrettet for blasfemi, gudsbespottelse, og anklagen var netop indeholdt i denne Gud-Søn relation, som – ifølge jødisk tankegang – intet menneske kunne tillade sig. Men efter Ham tillader vi kristne os det.

Men én ting er denne mere dogmatiske betragtning af gudsforholdet, som egentlig blot er en konstatering af forskelle inden for de tre monoteistiske religioner – noget andet er oplevelsen af det guddommelige i den klassiske og før klassiske verden. For det guddommelige blev ikke opfattet som en venlighed endsige som en kærlighedsgestus, det guddommelige blev opfattet som meget nærværende og meget farligt. Det er igen en spejlfunktion, for livet var farligt, naturen lunefuld og uden for enhver kontrol, og den samfundsmæssige magt var despotisk, og den var despotisk i gudens navn. Så mennesket troede ikke, det tilbad kun i lunefuldhedens lykkelige stunder – men det ofrede for at sikre sig. Ofringen af mennesker, dyr og afgrøder var forsikringsmekanismer og afværgemanøvrer i en verden, hvor omsætningen mellem liv og død var voldsom. Ingen kunne gardere sig.

I vores bibelske tradition viser denne gudens farlighed sig ved, at Gud er en ild. Han viser sig for Abraham som en ild, og Han gør det samme over for Moses, to gange endda, dels ved den brændende tornebusk dels som en frygtindgydende flamme på bjerget Sinaj. Ild er et dobbeltfænomen, for den varmer og er nødvendig, men den fortærer også. Og man må ubesværet kunne overføre denne ild-metafor til de polyteistiske systemer, for mennesket var underlagt alle mulige kræfter og magter, som det ikke kunne styre – kun besværge og så håbe det bedste.

Og så vover jeg det ene øje. Hvis man overordnet – fra et civilisatorisk helikopterudsyn – skal bedømme processen, så bliver denne ’ild’ første gang tæmmet af Moses og udstedelsen af Guds lov. Ilden og farligheden var omsat til en guddommelig regulering af menneskers liv, en regulering, som er til at leve med, fordi den er overkommelig. Men igen er det spejlfunktionen, for tæmmer du Gud, så tæmmer du også mennesket, så vildskaben bliver indkapslet inden i et moralsk krav, inden for en etisk forestilling mellem ret og uret. At forholde sig til Guds vilje er egentlig at forholde sig til et moralsk krav til sit eget liv.

Men der er en problemstilling til, som man skal tage højde for, når man kredser om gudsforholdet. Er Gud ovenover, fjern fra verden, eller er Han på en eller anden måde tilstedeværende? Er Han transcendent eller er Ham immanent – som det vil hedde teologisk-teknisk. De polyteistiske systemer arbejder med gudens eller gudernes oplagte immanens, og deres nærhed og nærvær er så også billeder på det farlige og risikable ved tilværelsen. Det monoteistiske system – netop i ental – vil gøre guddommen høj og fjern, almægtig og enestående. Derved bliver Han logisk set til en tomhed, men hele diskussionen – eller slagsmålet – inden for den monoteistiske tankegang er så, hvor Han, Gud, alligevel udtrykker sig, bliver immanent. Og hvis Han er tilværelsens ild, så skal han som immanens netop tæmmes til en overkommelighed. Det er det, der sker med Lovens udstedelse, og Loven blev en mægtig civilisatorisk kraft, fordi den var ordens-skabende og således kunne dæmme op for kaosmagterne.

Det virkeligt originale ved Jesus-skikkelsen og bønnen Fadervor er, at der sker en humanisering af guddommen, som ikke var set før. Der sættes lighedstegn mellem Den Højeste og Eneste og så en simpel menneskeskæbne, som er Jesu liv og død, en skæbne som udadtil ligner en banalitet. Immanensen er her ikke Loven, men inkarnationen, Guds menneskeliggørelse. Nu skal du ikke kun frygte Gud, du skal også elske Ham. Og kan det, for Jesus er den elskede og den elskelige. Der kommer et ligevægtsforhold ind mellem guddommen og mennesket, som ikke var set før – men som skaber en ny og anden civilisation. For religion som en samlende fortolkning af tilværelsen i billeder kommer ingen udenom alligevel. Men der kommer en menneskelige følelse ind i spillet mellem menneske og guddom, og det er den Kristustroen handler om. ’Kærligheden til’ spiller sammen med ’frygten for’ – og sådan er vores liv nu engang. Dette være sagt mere som belysning end som forkyndelse.

Og så skal jeg til slut lige besvære mig over, at svenskerne er ved at gøre Gud til et intetkønsbegreb for at please ligestillingsdebatten, og paven vil ikke have, at Gud skulle eller kunne friste nogen. Begge er led i de nok behjertede moderne forsøg på at tømme gudsbegrebet for indhold, og i stedet fylde begrebet op med korrekthedstænkning, der som ideologisk strammer ikke kender til virkelighedens vilkår, som netop er, at mennesket frygter og elsker. Det intetkønnede er ligegyldigt, og den udeblevne fristelse en skøntanke uden realisme.Så jeg foreslår, at vi holder os til Fadervor i den særvanlige og nedarvede udgave. Den svarer til menneskets erkendelse, ikke ønsketænkningen. Amen og godt nytår.