Søndagens prædiken

Jan 7, 2018

H3K 8 januar 2018

136, 117, 138 – 137, 132, 11.

Mattæus 2,1-12.

Må jeg indlede med en bekendelse? Da det i går, lørdag 6. januar, var hellig tre kongers dag, er denne søndag faktisk første søndag efter H3K. Altså har der ikke været nogen H3K-søndag i år. Men den vil jeg nødigt undvære, hvorfor jeg egenmægtigt og egenrådigt har gjort denne søndag til H3K-søndag for at runde julen ordentlig af med de rette tekster og salmer – og den traditionelle danske jul er – med Peters Jul – ført slut nu. Det er den nok for de fleste for længst, men i dette hus kan vi godt tillade os en vis stædighed på traditionens vegne. Og så vil jeg egentlig også gerne kontrastere hellig tre konger teksten fra Mattæus’ hånd med staldteksten fra Lukas’ hånd, altså den tekst, som vi normalt anser for at være det egentlige juleevangelium. Men det er hellig tre konger-teksten faktisk også og i store dele af kristenheden, specielt den ortodokse, fejrer man først jul nu, for det er hellig tre konger, der konstituerer den østlige jul. Men det slår mig, hvor forskellige disse tekster er.

De er begge fortællinger, der rummer en oplagt billeddannelse i sig. Mennesket ser det fortalte for sig, og den ydre fortælling svarer til menneskets indre forestilling. Dette er faktisk den standende definition på en ’myte’ – Kierkegaard ville give mig ret – for myten fortæller i kort og ofte i dramatisk fantastisk form, hvad der foregår i menneskers indre. Man kunne også kalde myten for det ydre sindbillede. Men så kan myten altså heller ikke tåle det historisk-kritiske spørgsmål, om det nu også skulle være foregået sådan i den fysisk-historiske verden. Mytens sandhedsværdi er koblingen mellem en fortælling og så sind og sans. Hvis jeg må komme med et enkelt sprogligt eksempel på det, så ’står solen op’ for menneskets sanser, mens den fysiske eftertanke godt véd, at det er jorden, der drejer. Men det sidste er lidt ligegyldigt, for det afgørende er, at menneskets sanser registrerer, at vi bor i et kæmpe rum, hvor solen netop står op og går ned igen for at gentage rytmen i morgen.

Og når vi inden for årsrytmen når til jul og hellig tre konger, så véd menneskets sans og sind udmærket godt, at krybbespillet skal stilles op med de faste figurer og stjernen lyse over sceneriet og vores egen jul, ligesom de vise mænd kommer dragende fra øst for at finde og tilbede gudsbarnet. Så myten bliver en fortælling, der svarer til vores kulturelt-religiøse opfattelse af årsrytmen og dens fester. Myten kombinerer fortid, nutid og fremtid og gør det i nøjagtig nutid. Mann kalder det ’tidløs nutid’. Og myten bliver samtidig den illustration, der slår vores civilisations grundtone an – nemlig at vi er en gudbenådet slægt, for Gud har besøgt sit folk. Grundtonen for kristenheden er inkarnationen, Guds menneskeliggørelse og almagtens tilsynekomst i det spæde barn. Der er tale om en kombinationstænkning, som egentlig er et kors for tanken, for tanken kan ikke kombinere almagt og afmagt, men denne kombinationstænkning rører dog hjerterne og vækker følelsen mellem det guddommelige og det menneskelige. Man kan aldrig begrunde kærligheden, men man kan mærke den. Og ved juletid iscenesætter vi netop kærlighedens scenarie kollektivt for at mærke gensidigheden mellem Gud og os. Og dertil skal skønheden bruges både i Lukas’ stald og på Mattæus’ rejse med sine konger.

Og så er der alligevel en påfaldende forskel på de to fortællinger. For staldbilledet står helt, helt stille og er det, man æstetisk vil kalde et StilLeben. Samme scene indgår egentlig heller ikke i et handlingsforløb, for Augustus’ folketælling synes kun at være en regibemærkning om tidspunktet, og næste handlingspunkt er såmænd drengens omskærelse. Så billedet er enkeltstående og er i en vertikal, lodret, position i forhold til himmel og jord. Det er lige så fredfyldt stillestående som krybbespillet er det.

Heroverfor er historien om de hellig tre konger netop en langstrakt fortælling, der indeholder dramatiske elementer. For kongerne, der i grundteksten kun omtales ubestemt som ’nogle vise mænd’ kommer rejsende fra øst mod vest, de har en ledestjerne, de involverer sig med kong Herodes, der optræder som mørkets fyrste, de tilbeder barnet og dets mor men må flygte, da det går op for dem, hvilke mordplaner Herodes har, den hellige familie må også flygte til Egypten og imens foranstaltes barnemordet i Betlehem. Det er en udpræget handlingstekst, der ligger på det horisontale plan og bevæger sig mellem Guds barnlige skønhed i det jordiske og mørkets magter i samme regi.

Og mens staldbilledet fortsat står stille som krybbespil og bliver stående, så har traditionen flittigt tilført de hellige tre konger mange nye træk. De er oplagt astrologer – dengang en guds- og verdensvidenskab – de er blevet til tre og til konger, de har fået navne og hudfarve, Casper som den ældre hvide, Melchior som den yngre hvide og Balthasar som den sorte konge, altså et lille internationalt rejseselskab. De er blevet udstyret med rigdom ud fra gaverne ’guld, røgelse og myrra’, og rigdommen er vist aldrig blevet mindre, og så er de ifølge traditionens legendariske tilføjelser blevet ved med at rejse og antager dermed evighedskarakter i deres søgen efter Gud. Og hvert år når de til Prag, for det tjekkiske krybbespil er faktisk ikke staldbilledet, men et billede af de helligtrekonger, der rider over Karlsbroen, og når byporten åbner sig, sidder jomfruen og barnet afventende derinde midt i byens kirkeprydede overdådige skønhed.

Normalt vil man om mytedannelse sige, at den er et enkelt billede eller en nøje afgrænset billeddannelse, der nok indeholder en handling, men den bliver afsluttet. Skabelsen er nok en handling, men den bliver afsluttet. Syndefaldet er også en lille handling, der sætter grundvilkåret for menneskets liv mellem godt og ondt, men så går historien videre på dette grundlag. Og tager man de græske og nordiske myter med, så er også de afgrænsede fortælleforløb, der står som sindbilleder, og som sindbilleder står de stille. De bevæger sig ikke, men genkendes for den menneskelige opmærksomhed som netop gyldige og sande billeder. Solen står også op og går ned – hver dag. Men kontrasterer man de to julemyter – hvis jeg må tillade mig det ord – så er det påfaldende, hvordan staldbilledet er enkeltstående, stabilt og indlagt i et gentagelsesmønster, mens de hellige tre kongers rejse er blevet en evighedsrejse – som om de altid har søgt Guds tilsynekomst, har fundet den, men søger videre i deres lange rejse op gennem traditionen. Og på deres lange rejse fra øst mod vest og videre frem bliver de netop udsat for det ondes kraft i form af Herodes’ forrygende blanding af bedrag og udnyttelse, ligesom de stakkels sagesløse børn i Betlehem bliver ofret, mens hovedpersonen er blevet tildelt tålt ophold i Egypten i beskyttelsesøjemed. Den historie skulle man blot fortælle de danske emigrationsmyndigheder. Men bortset fra denne milde spydighed fra min side, så demonstrerer disse to vidt forskellige mytiske julefortællinger, at der er forskel på den tidsstille myte, som lever af genkendelsen, og så den bevægende myte, som indeholder alle de dramatiske elementer mellem rørende tilbedelse og grum vold af den fuldstændigt hensynsløse type.

Jeg har lyst til at konkludere, at den tidsstille myte rører ved det oprindelige, det paradisiske, det uskyldige, mens den bevægende myte forholder sig til verden i al dens sammensathed mellem skønhed og grumhed. Den vertikale linje holder os mentalhygiejnisk fast på, at skønheden er til, mens den horisontale linje angiver, at skønheden har sin modsætning, og at den når som helst slår til – som i Herodes’ tilfælde.

Er begge fortællinger af Guds virkelighed? Sådan må det være, for kun derved trives lidenskaben, og den lever både Gud og mennesker af i deres pagtsforhold. Og pagtsforholdet er, at vi er af samme slægt, for Gud ville være menneske. Og Han ville det hele. Tak for det. Amen.