Søndagens prædiken

Jan 21, 2018

Exit H3K

36, 441, dåb, 324 – 557, 439, 598.

Johannes 12, 29-33.

Dette er faktisk en af de lidt skæve passionstekster, hvor Jesus forudsiger sin død – og samtidig er det faktisk en epifanitekst. Epifani er det græske ord for ’tilsynekomst’, og det bruges specielt om de hellig tre konger, hvor visdommen ser Guds tilsynekomst og herlighed i barnet. Men det bruges også om den tekst, der kaldes ’forklarelsen på bjerget’ hos Mattæus, og det er teksten til første række i dag: her forvandles Jesus til en lysende skikkelse for øjnene af disciplene, mens en stemme fra himlen udråber Ham til at være Guds søn. Og til i dag, i anden række, skal der så læses over denne Johannes-tekst, der indeholder det samme element, nemlig stemmen ovenfra, der vil gøre herligheden tydelig. Denne herlighed er oversat fra det græske ord doksa, der betyder lys eller skin. Udtrykket anvendes ofte af Johannes, for fra starten af sit evangelium ser disciplene netop Jesu herlighed, Hans doksa. Denne epifani, tilsynekomst, i herlighed, i doksa, bruges meget i ortodoks teologi, mens vi snarere bruger ordet ’åbenbaring’, som er mere neutralt end herligheden, for det betyder vel blot, at ’man får øjnene op for noget’, noget bliver åbenbart, tydeligt, mens der er en værdidom i ordet doksa, for så bliver det hele meget strålende og lysende.

Disse epifanitekster er – også fordi der henvises til ’ophøjelsen’ eller opstandelsen – ikke just reportagetekster fra en fjern fortid, men det er konstruktioner over troen på Jesus som Guds søn, den opstandne, verdens frelser. De er – de må være – skrevet i lyset af opstandelsestroen, hvor Jesus af Nazareth er blevet Kristus, Guds salvede, og i denne egenskaber troner i himlen som Himmelkonge, verdensdommer og pantokrator, althersker. Teksterne tager forskud på Hans himmelske status, og her er – mener jeg – Paulus’ vision af den opstandne som himmelkonge uden for byporten til Damaskus helt central. For Paulus angiver, at han ikke har kendt Jesus ’i kødet’, altså som menneske, men han kender ham som den opstandne. Men det geniale ved Paulus er, at han kobler den korsfæstede – det er meget kødeligt – med den opstandne, som troner over den anden og kommende verden. Og Paulus er den, der skriver først – vel omkring år 50 – mens evangelieteksterne er senere, fra år 70 og derefter. Og de har alle kendt Paulus, hvorfor dobbelttydningen af Jesus-skikkelsen klart slår igennem i evangelierne. Også i dagens tekster, for de forudsætter denne himmelske, herliggjorte tilstand i Jesu jordiske liv. Og samme dobbelttydning slår jo også igennem i kirkens og kulturens liv. Vi kunne jo ikke forestille os at være sammen om en kristen gudstjeneste uden at have denne forudsætning med os mentalt set – ligesom enhver konfirmand véd, at Jesus er Guds Søn og egentlig ikke stiller spørgsmålstegn ved det. Man skal være kold-kriger-ateist for at benægte denne eftervirkning.

Men det giver nok mig anledning til at gå efter det, man kan kalde åbenbaringsbegrebet. Altså: Hvordan viser Gud sig? Hvordan bliver Han tydelig? For det er ikke spor enkelt, og herligheden, doksa, er ikke noget entydigt svar. For ser man efter i vores lange, monoteistiske tradition, så viser Han sig i mange og mange forskellige udtryk – og udtrykkene dækker nok over det overraskende, det overrumplende, det uforudsigelige, det forundelige, det ubegribelige – you name it! Eller med andre ord: vejen til Gud, også kaldet sharia, er ikke en vished, men en kronisk søgen, en famlen - en afsøgelse af verden for dens sammenhæng mellem et før, et nu og et efter, og tilsvarende et oppe, et her og et nedenunder, altså krydsfeltet mellem en vertikal og en horisontal linje i verden og dens fremadskridende proces.

I vores monoteistiske tradition er gudsbegrebet primært hæftet på fænomener som skabelse og opretholdelse. Dette at verden er og fortsat er, har klart givet anledning til at opfatte ordet Gud som et samlebegreb, en slags personificering af virkeligheden i al dens ubegribelige vælde. Men det er en tanke, for den er abstrakt, og rummer ikke anden tydeliggørelse end at være en tanke om virkeligheden som personlig. Går man efter i GT, så er skabelsen og opretholdelsen nok forudsætningen, men Gud er samtidig farlig – Han er krævende, Han er en ild, Han er lidenskabelig. Således dækker gudsbegrebet over områder af tilværelsen, som er farlige, er en modstand, er noget frygtindgydende, som man må forholde sig til.

Hvis I accepterer den tanke, at samme voldsomhed skal tæmmes, så er udstedelsen af Moseloven en sådan regulering af menneskers liv, hvor der kommer orden ind i verden, og gør det i modsætning til kaosmagterne. Loven er ikke skabende i sig selv, men den er kulturskabende, for det moralske spørgsmål defineres, og det afgøres, hvad der er rigtig, og hvad der er forkert. Og loven er i teksterne helt tydeligt defineret som en åbenbaring fra Gud. Den er og giver legitimitet til den herskende orden. Den jødiske, den mosaiske, tradition har i høj grad levet efter denne åbenbaringsmodel. Det har islam faktisk også, for profeten Muhammed får åbenbaret Guds vilje af ærkeenglen Gabriel som Koranen i mundtlig form, og islam lever og ånder i en kronisk fortolkningsproces af dette guddommelige udtryk. Og spørger I mig, er gudsbegrebet i jødedom og i islam nærmest parallelt. Gud er over alt, Han er bag alt, men Han har afgivet sin vilje i en tekst, som så de retslærde kan forholde sig til og fortolke på inde i selve den historiske proces.

Heroverfor flyttes åbenbaringsbegrebet hos Paulus og i kristendommen til at blive Guds åbenbaring i et menneske – og ikke ved en autoritativ lov. Jesus af Nazareth bliver Guds menneskeliggørelse og samtidig udtryk for frelsen – eller den anden verden, om I vil. Normalt vil man om den åbenbaring i vores kristne sammenhæng sige, at den er enestående – er et guddommeligt indbrud i verden, hvor Gud giver sig selv hen til menneskeslægten ved selv at ofre sig – eller ofre sin elskede, Sønnen. Men ved at gøre åbenbaringen enestående har man måske tiltaget sig et monopol på Guds kærlige sindelag, som måske slet ikke er så enkeltstående endda. For ser man efter i traditionen, så ligger konturerne af Jesus-historien allerede gemt i Josef-historien som en præfiguration, og bag Josef gemmer sig den græsk-nærorientalske Adonis-kult, som igen ligner den gammelegyptiske Osiris-kult påfaldende. For i alle tilfælde refereres der til den sønderrevne Gud, der går i døden for at gennemlyse dødsriget og bringe fortabelse til liv – for disse gudsfigurer opstår alle fra de døde som en førstegrøde. Derved dannes der fra menneskelig side en identifikation med Gud – menneske og Gud har det hele til fælles, liv, død og efterliv. Og således omfatter Gudsbegrebet det hele ikke blot i en vertikal linje mellem himmel og jord og underjord, men også i en horisontal linje fra tidernes morgen til tidernes aften.

I virkeligheden – hvis jeg må sige det sådan – er Gud et reflekteret følelsesudtryk, hvis man betragter fænomenet Gud fra den menneskelige side. Så Han er ikke én åbenbaring, som de fleste Guds-krigere vil hævde for at sætte deres legitimation på Guds vegne igennem. Nej, Han er mange, for Han er spejl for mennesket. Og som spejl rummer Han det oprindelige og det kommende, Han spejler det farlige og det overrumplende, ligesom Han også spejler det længselsfulde og det forløsende. Og Han gør det i mange skikkelser netop for at belyse vores liv og ikke manipulere med det. Det er derfor ikke rigtigt at give Gud karakteristika, for Han er det ubegribelige, det anderledes og således unddraget menneskelig kontrol. Han er måske Lidenskabens Herre, for uden lidenskab ville intet rokke sig i denne verden.

Og lidenskaben er måske denne doksa, denne herlighed, som ind i mellem oplyser vores liv og bliver til velsignelse. Denne grundtone er ligesom gylden og lyser op gennem mange kvaler og megen hjemsøgelse. For vi er de Guds-elskede. Når analogien virker, og vi også de Menneske-elskede. Så hænger verden sammen, og herligheden er hos os og følger os over i den kommende verdens liv – ligesom foråret kommer. Her vil ties, her vil bies. Amen.