Søndagens prædiken

Jan 28, 2018

Septuagesima 28 januar 2018

2, 52, 392 – 614, 474, 644.

Mattæus 25,14-30.

Betydningen af ordet ’talent’ som netop talent stammer fra denne tekst, men faktisk er det en økonomisk størrelse, hvorfor lignelsen i sin oprindelse handler om at tjene penge. Man ved vist ikke rigtigt, hvor stor værdien af talenten var, men den skal have været meget stor – altså i millionklassen. Men da tjenerne får udleveret pengene efter deres evne, og en allegorisk fortolkning ligger lige for, er lignelsen uvægerligt kommet til at handle om de såkaldt ’betroede talenter’, og dermed menneskets pligt til at bruge sine evner optimalt – og ikke gemme dem væk. Men finlæser man teksten er den fortsat teknisk-økonomisk, og udgangsreplikken om ’den, der har, skal have mere, og den, som ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har’, er blevet kaldt Mattæuseffekten i økonomisk jargon. Den, der har, får mere, og den, som ikke har, mister det, han måtte have. Et hårdhudet statement må man sige. Og så er lignelsen endda et billede på Himmeriget, hvorfor den kommer til at handle om frelse kontra fortabelse. Ordene bruges ikke direkte, men at gå ind til sin herres glæde er et positivt udgangs-tilsagn, mens at blive smidt ud i mørket udenfor er et negativt udgangs-udsagn. Er du indenfor eller er du udenfor? Så himmel og helvede rumsterer i teksten. Ligeledes er teksten regnskabsfikseret, hvorfor dette at gøre tilværelsen op som et regnskab ligger lige for.

De to første og dygtige tjenere gør, som der forventes af dem, og så er den historie egentlig ikke længere. Det bliver først interessant med den tredje tjener. Da han kun får betroet én talent, har han måske ikke verdens største handelsevner, men det er hans begrundelse, som er interessant. For han karakteriserer sin herre som en hård mand, der ’høster, hvor han ikke har sået, og samler, hvor han ikke har spredt’ – og mandens herre giver ham fuldstændig ret. Sådan er jeg, og ’det burde du have betænkt’ - kunne fortsættelsen passende være. Du er så dårlig og doven, at du ikke engang gider gå hen i banken med pengene og bagefter indkassere renten for indlånet. Nej, under madrassen med pengene! Denne rigmand kan næppe tolkes som andet end et Gudsbillede, hvorfor vi har at gøre med en afregnings-virkelighed, hvis herre er Gud. Så er Han, Gud, ikke just god og kærlig og faderligt overbærende men en hård mand, der i sin rigmands-overlegenhed og almagt lader andre høste, hvor Han ikke sår, og samle, hvor Han ikke spreder. Han er ikke selv underlagt de betingelser, som Han opstiller for sine tjenere. For Han kan øjensynligt gøre, som det passer Ham, hvilket svarer til almagts-bestemmelsen, mens tjenerne er underlagt almindelige menneskelige vilkår.

Så kommer der en voldsom realisme ind i teksten, for mennesket er nu engang ikke et væsen, der nøjes med at lave og dø – det vil afsøge verden i dens mulige sammenhæng, og det vil ikke mindre – som et eksistentielt problem – søge ud over sin egen død. Menneskets grundvilkår er nu engang en søgende bevidsthed i forhold til helheden, og det samlende begreb for denne helhed er ordet Gud. For virkeligheden er, at man støder sig på den – eller Ham som den tredje tjener gjorde.

Derfor vil jeg gerne gå efter dette illustrative eksempel på omgangen med Gud. Martin Luther ville gerne finde ’den nådige Gud’ – og rigmanden i teksten er ikke just nådig – men Luther fik af sin skriftefader at vide, at nåden havde kirken sørget for. Det var den nærmest almægtige romerske Moderkirke, som i middelalderen netop herskede over udgangen – vil du være indenfor eller udenfor? Vil du frelses eller fortabes? Himmel eller Helvede? Disse størrelser sidder fortsat i os alle som ekstreme størrelser, måske ikke som håndfaste udgangs-forestillinger men som spejle mellem lykke og ulykke, glæde og sorg. Her kommer prædestinationslæren ind som den mentale, protestantiske reaktion på kirkens myndighed – afgørelsen af den enkeltes skæbne var ikke kirkelig men Guds suveræne beslutning. Liv og død lå i Hans hånd, ikke i Kirkens.

Prædistinationen i den lutherske udgave var en anerkendelse af Guds magt over menneskets udgang, men mennesket ville aldrig kunne forudskikke hvilken og hvordan. Derfor måtte det lutherske menneske gå i sin grav og vente på sin Gud og gøre det i tiltro til Guds kærlighed i Kristus. For Luther var der kun ét nådesudsagn eller –sted, og det var Kristus skikkelsen. Troen er her ikke en ’tro på’ men en ’tillid til’.

Med den lidt senere Calvin dukker den dobbelte udgang op igen, helt analogt med middelalderens dualistiske verdensopfattelse. Forude lå enten en frelse eller en fortabelse, og læren om prædestination antog, at sagen var afgjort på forhånd. Her skal man betænke, at calvinisterne – eller de reformerte, som de rettelig bør kaldes – var nogenlunde jaget vildt under de franske religionskrige, efterhånden som de reformerte måtte vige for de katolske, og at martyrdøden var en kronisk risiko. Her bliver prædestinationen en trøstende lære, for frelsen ligger altid – psykologisk set – for enden ad martyrvejen. Det har den altid gjort, og den gør det fortsat.

Så tegnet på frelsen blev et helt afgørende element i den reformerte bevægelse, også i USA, dette fribyttersamfund, som netop er grundlagt på en reformert tankegang. Mennesket ville have tegnet og dermed sikkerheden – meget forståeligt. I den lutherske verden dukkede problemet med denne dobbelte udgang op igen med de store vækkelsesbevægelser, som var anti-klerikale og egentlig demokratiske. Her måtte den enkelte selv afgøre, hvordan man skulle forholde sig til dette udgangsspørgsmål, hvorfor frelsesvisheden slog ud som en omvendelses-figur. Er du frelst, eller er du fortabt? Har du Guds nåde eller står du uden for nåden? Kan du klare dig i regnskabet med Gud eller bliver du sendt udenfor? Hvordan er dit liv, hvordan ser din tro ud? Der skal ikke megen indlevelsesevne til for at ane den sociale og åndelige kontrol inden for disse store bevægelsers rammer.

Min opfattelses af Calvin er, at han var meget optaget af Guds storhed, af Guds ære, ligesom man i den reformerte kirke nok så meget prædiker over GT som over NT. Altså: den magtfulde Gud var overordentligt nærværende – helt ind i menneskers liv.

Det specifikke – vil jeg hævde – ved lutherdommen er, at det er Gud ikke. Han er nok almægtig, men Han er også fjern og ubegribelig. Han er så at sige kontaktfri og giver ikke sær-tegn fra sig. På den baggrund er Luther ekstremt Kristus-fikseret, for mennesket finder kun nåden ved at tro sine synders forladelse, som er skænket mennesket ved – præcis – Kristi fremmede retfærdighed. Ikke egen. Heller ikke Guds, for Gud er uden for rækkevidde.

Det er Kristus ikke, for Han er i evangelierne og de bibelske tekster. Om han er til stede i dagens lignelse om de betroede talenter, er jeg usikker på. For her er der ingen formildende omstændigheder. De to tjenere gør, som de skal, hvilket er klogt og fortjenstfuldt over for en hård arbejdsgiver – hvis man vil klare frisag. Den tredje gør ikke og er reelt oprører mod al denne konsekvente hårdhed. Det hjælper ham ikke. At være oprører mod virkeligheden fører sjældent noget godt med sig og at brokke sig over tilværelsens lunefuldheder har ingen udsigter. Og tjeneren går faktisk til i sin indædthed, for han under ikke engang sin herre renterne af betroelsen. Og det er svigtet. Så tjeneren har nok ret i sin karakteristik, men han har ikke ret i sin handlemåde. Og når du ikke handler ret, så lurer ’synden ved døren’, som der står i Kainsfortællingen. Det tilføjes, at Kain bør kunne ’herske over den’. Det kan tjeneren heller ikke, og i sin aggression mod verdens hårdhed graver han skatten ned. Og dermed også sig selv. I det hul er der gråd og tænders skæren. Mens Guds kærlighed i Kristus er en forhåbningssag for at overvinde verdens hårdhed. Amen.