Søndagens prædiken

Feb 4, 2018

Seksagesima 04 februar 2018

321, 156, 319 – 646, 474, 30.

Markus 4,26-32.

Søndagens tekster handler alle om vækst – om end på en lidt forskellig måde. I første tekstrække er det Guds ord, der bliver sået, og den lignelse udlægges normalt allegorisk, så der bliver tale om mere eller mindre vækst blandt mennesker, mens dagens lignelse fra anden række er mindre konkret, for her sammenlignes Guds rige med det velkendte høstmotiv og folder sig desuden ud i den store metafor om det lille frø, der bliver til det magtfulde træ. Vækst igen. Men jeg har altid været charmeret af dette træ, for det findes mange steder i de bibelske tekster og indgår i en del mytologisk stof – netop som enkeltstående træ, hvis rødder når jordens dybder og hvis store grene holder himlen oppe. Det kaldes ofte vejledningstræet eller visdommens træ, fordi det skænker mennesket indsigt mellem det himmelske, det jordiske og  det underjordiske.

Men jeg vil gerne gå efter begrebet ’vækst’, for disse lignelser befinder sig inden for en cirkulær tidsramme, forstået sådan at det enten er høstmetaforer, som er gentagelsesrytmer, eller et træ, der blot bliver større. Den lineære udsigt er kort, for høsten er altid nært forestående. Så bliver Guds rige en størrelse, som kronisk er i frembrud. Det er meget bibelsk og i overensstemmelse med antikkens tankegang, for tiden blev opfattet som primært en cyklisk størrelse; den vendte tilbage, ligesom viserne på urskiven gør det. Så Guds rige er nær som en mulighed, som en anelse, som noget i kim. Man kan se det vokse, som bonden gør det uden i øvrigt at have afluret skabelsen dens gåde. Eller væksten dens gåde.

Vi tænker primært i lineær tid, hvor Guds rige snarere bliver et muligt fremtidsscenarie, ligesom forestillingen om vækst er fremadrettet. Vi taler om økonomisk vækst, vækst i produktionstallene, vækst i beskæftigelsen, vækst i regnskabstallene – faktisk skulle jeg mene, at vores kulturform er ekstremt fikseret på vækst og fremskridt – også i den gode hensigt at afbøde det modsatte. Men der er også lidt dommedag i det, og domsprofeterne siger det ofte. For hvis alle jordens folk skal blive rigere og mere velnærede og køre rundt i biler, synes planetens kvælningsdød at være et nok så truende fremtidsscenarie. Det går stærkt ud ad linjen, og digitaluret jamrer af sted – modsat stueurets stille rundgang.

Man kan sige, at cirkulær og lineær tid er modsætninger, men vi lever med dem begge; spørgsmålet er kun hvilken tidsopfattelse, der er mest dominerende. Hos os er lineær tid kollektivt dominerende, men alle lever også med cirkulær tid i form af dagsrytmer, årsrytmer, jul, påske og pinse og denne type fester. I antikken – og før-antikken - var cirkulær tid den dominerende, og det var den faktisk også i store dele af middelalderen, hvor man så at sige ikke kunne forestille sig forandringer af det givne. Det kan vi godt.

Hvis man skal spore oprindelsen til lineær tid, bør man søge i religionshistorien, specielt den bibelske verden. For Abrahams pagt med Gud fra 1. Mosebog er også en løfte-pagt, for mod Abrahams ene-tilbedelse af Gud foreligger der til gengæld et løfte om land og børn – altså en fremtid, hvorved skellet mellem fortid, nutid og fremtid bliver tydeligt, og så kommer tiden ud på en ret linje. Denne – noget ubestemte – fremtid kaldes i bibelsk forstand for forjættelse, som mere er løftets eksistens end dets indhold. Altså: At der er noget andet ’derude’. Denne forjættelse konkretiseres voldsomt i fortællingen om udvandringen fra Egypten, Exodus, hvor Abrahams efterslægt, kaldet jøder eller hebræere, under stor iscenesættelse fra Guds side og tilsvarende lederskab fra Moses’ side kommer fri af det egyptiske trællehus og via en voldsom, farefuld og langsommelig ørkenvandring endelig når frem til ’det forjættede land’, ’landet, der flyder med mælk og honning’. I fortællingerne viser det sig, at det ikke just er Paradiset, de er nået frem til, for så opstår der nye problemer, men kimen er lagt til den lineære tid, som altid vil have et mål. Drivkraften er trangen til målet, og skulle målet være en skuffelse, så gælder det om at formulere sig en ny eller anden forjættelse, for forestillingen om fremtiden har en dynamisk effekt. Men hver gang: Forventningen har en større glæde i sig end realisationen – sagt med et lidt forvredet Kierkegaard-citat.

Og ser man efter i jødernes samlede historie så har denne forjættelse været ekstremt identitetsskabende og opretholdende, for jøderne har adskillige gange været fordrevet men er kommet tilbage igen hver gang – sidst i 1948, hvor den jødiske hilsen gennem små to tusind års adspredelse havde været ’Næste år Jerusalem!’ Det kom til at passe.

Vender men sig til den kristne udgave af forjættelsen, så er den faktisk en omformning af den paulinske og johannæiske forventning om Jesu nære genkomst til en forventning om et Gudsrige for enden af verden. Deraf vores tidsregning, for skabelsen fortaber sig i tidens tåger, men Jesus er tidens midte, år 0, og menigheden/kirken er derefter sendt ud på en vandring mod Guds rige. Det er kirkefædrene Irenæus og Augustin, der er arkitekterne bag en sådan fremtidsvision, hvor vi alle gennem dommens dag og kødets opstandelse skal forenes med Gud i skikkelse af Kristus – og således skal verden både forløses og fuldbyrdes. Det er storslået tænkt, og vores fremdrifts-tidsfornemmelse er fortsat afhængig af denne længselsfulde vandring mod foreningen hen ad tidens linje.

Sprogbrugen og forestillingsverdenen var frem til 1700-tallet udpræget religiøs, men derefter overtog den mere verdslige tænkning samme fremdriftsmodel. Det gjaldt oplysningstiden utopister, og det gjaldt den socialistiske bevægelse, der med Karl Marx og han efterfølgere skuede et lykkeligt, paradisisk kommunistisk samfund – og lavede politik og ideologi på samme fremdriftsfornemmelse. Politik og religion har altid hørt sammen, nu ønskede man at koble politik med sandheds-ideologi. Det blev det samme, men den gamle magthaver over sjælene, Kirken, blev hægtet af. Nu skulle man ikke længere kun love det hinsidige, det skulle realiseres – en vel smukt tænkt tankegang, men realisationen lod ikke blot vente på sig; den slog om i sin modsætning.

Så vi i kirken står nok tilbage med en for mange antikveret virkelighedsopfattelse, fordi vi indregner Gud som spilfordeler, men vi opfylder det, som ingen andre kan – nemlig at kombinere en vertikal, en lodret, linje i verden med en horisontal, en vandret linje i verden. For når dagens lignelse siger, at Guds rige er høsttid eller et alt omfattende træ, så er det en vertikal tankegang om nærværet mellem det himmelske og det menneskelige som det tilstedeværende. Man kan også sige, at den ugentlige gudstjeneste opfylder samme nærvær, for Gud er hos os i Kristi skikkelse, hvorfor tiden på sin vis er opløst – men samtidigt erkender vi den horisontale linje ved – når lysene tændes og musikken går i gang at hævde kontakt til verdens oprindelse og dens slutning, Guds skaberværk og Kristi afslutning, hvor alle skal blive alt i Ham.

Så vi forbinder linjerne og er tro mod verden. Guds rige er både hos os og er samtidig et ægte fata morgana – og må forblive sådan, for dét rige er Guds sag og ikke vores. Det er et både-og er det som Guds fortid, Hans nærvær og Hans fremtid. Men det er hos os, det hele på én gang.  Og samtidigt fjernt fra os.Denne bevidsthed er kirkens tilstedeværelses egentlige kendemærke. At vi magter et oppe og et nede, en begyndelse og en ende – og har sprog for det. Det store træs visdom er netop, at det knytter forbindelsen mellem dette oppe og nede og nedender – og samtidig er det vel himlens fugles opgave at flyve ud og afsøge horisonten. Kan man forestille sig noget smukkere for det søgende menneske? Verden er smuk i sit guddommelige fugleperspektiv. Amen.