Søndagens prædiken

Mar 18, 2018

Mariae Bebudelse

402, 12, 72 – 479, konf., 401, alterg., 439, 11.

Lukas 1, 46-55.

Denne søndag før påske kaldes Mariæ Bebudelsesdag og angiver Jomfru Marias graviditet og markeringen er anbragt her, fordi der simpelthen er ni måneder til jul, og så længe varer en graviditet. Hovedteksten er ærkeenglen Gabriels besøg hos Jomfruen, hvor han meddeler hende, at hun er udset til at blive gravid ved åndskraft fra det høje og skal føde Guds søn. Og i dagens prædiketekst jubler hun over sin skæbne, og denne flotte tekst kaldes ’Magnificat’ og er en lovprisning af Vorherre.

Så hovedtemaet er, at Gud bliver menneske, og betragter man den ubesmittede undfangelse og jomfrufødslen isoleret, så vil rationaliteten selvfølgelig sige, at den slags ikke kan lade sig gøre – og så smiler man lidt smøret og har altid gjort det – men lægger man den lidt kedsommelige nøgternhed til side, så er teksterne en fantastisk billeddannelse og en imponerende fortælling om den fysik, der ligger i påstanden om Guds menneskeliggørelse, Hans inkarnation.

Når man vil omgås gudsbegrebet, så bliver Han altid til en tanke eller en forestilling – og dermed distant; der er en afstand. Og det ligger grundlæggende i den monoteistiske tradition, at Gud er én – og ikke flere – og er Han én, så er Han så tilpas ophøjet, at Han er over verden og bag verden. Så er Han den, der skaber og opretholder, og er ikke just fysisk nærværende. Han bliver til et overbegreb, der samler verden i ét udtryk. ’Og hvad er da et menneskebarn, at du tager dig af ham?’, som der står i Davids salme 8. Netop denne uendelige afstand, denne ophøjethed over alle himle, er grundtonen i jødedom og siden i islam. Det er altid Guds storhed, der understreges, mens menneskets lidenhed, dets rolle som redskab, bliver konsekvensen. For hvis Gud er stor, bliver mennesket lille.

Men her bryder det kristne evangelium af og fortæller en historie om den fysiske kobling mellem det guddommelige og det menneskelige. Denne kobling skal have kød og blod, den skal have legemlighed og ikke ren åndelighed, og det bliver til kærlighedshistorien mellem Gud og jomfruen, og frugten er kærlighedsbarnet, Gud-mennesket på jord og inde i tiden.

Kærligheden kombinerer altid. Det er ikke nok at sige til et barn, at man elsker det; det skal også mærke det og føle det. Hvis barnet ikke får krammeren, men bliver holdt ude i strakt tale-arm, kan det ikke mærke kærligheden og bliver ensomt. For ånden spiller i øjnene, ånden leger med smilet, ånden taler og tænker og føler, mens det er det legemlige, der bekræfter åndens medleven i det fysiske. Kærligheden er altid en kombination mellem ånd og kød, og det er det mellem de voksne internt, og det er det mellem voksne og børn. Hvis kærligheden kun er en iscenesættelse, bliver den plat, og hvis den kun bliver tænkt, er den en luftighed.

På den baggrund bliver kristendommen til en kombinationstænkning mellem Gud og mennesket, og den har et fysisk udtryk i kærlighedsscenen mellem Gud og menneske og i billedet af Gudsbarnet, der kom til jord julenat. Her kombinerer man det ophøjede med det spæde, almagten med barnets afmagt, dets skrøbelighed. Storhed og lidenhed tager hinanden i hånden, og de følges ad.

Denne kombinationstænkning er faktisk centralnerven i kristendommen. Det er ikke for ingenting, at Jesus i evangelierne citeres for at kalde Gud ’sin far’ – og det er ekstremt tydeligt i Johannesevangeliet – og her falder Faderen og Sønnen nærmest sammen. Det er den påstand, der udmøntes fysisk i temaet fra Bebudelsesdagen, og nar han med samme selvfølgelighed kalder sig Menneskesønnen, så er Han netop også født af en kvinde, for menneskeslægten har altid været forstået som af hunkøn. Så Han er avlet af Gud og født af en kvinde. Og det var lige præcis den påstand, Han også blev dømt og korsfæstet for – for Han havde med sin person ophævet den uendelige afstand og forskel på Gud og menneske. Og en sådan kombinationstænkning kan kun opsnappes i kærlighedens og gensidighedens regi som en analog tænkning. For vi kender kærligheden, længes efter den, og barnet kender den heldigvis fra sin familie, er opfødt med den. Må man håbe.

Det er helt i overensstemmelse hermed, at vi døber børnene til netop at være Guds børn og brødre og søstre til Kristus. Så Guds storhed bliver inden for denne tankerække til et familiebillede, hvor Gud er den døbtes far og menneskeslægten – konkretiseret i Jomfruen – er den døbtes mor. Og Kristus vores bror.

Og vi konfirmerer på nøjagtig samme tankegang. De døbte er bare blevet det ældre, de skal have lært noget, og de står som 14-årige i en meget betydningsfuld overgang. De er både børn og voksne og er det på én gang og står over for et hamskifte, der vil noget mere. At kalde konfirmationen en pubertetsrite er ikke uberettiget, for hormonerne begynder at fløjte rundt, kravene til de unge mennesker skærpes og en større selvstændighed banker på. Og – ikke mindst – hvad bringer de kommende år. Barndommen er sådan set forudsigelig, det er voksentilværelsen ikke – og det var den heller ikke for jomfruen. Men hun stillede sig for Guds åsyn, gav sin jubel udtryk, og i hende kan menneskeslægten spejle sig selv.

Og så lige én ting til. En opvakt konfirmand fra sidste sagde det sådan: Når man bliver døbt, er man nok centrum, men man opdager det ikke. Når man bliver gift, er man to sammen om dette centrum. Når man bliver begravet, er man nok centrum igen, men man opdager det ikke. Men når man bliver konfirmeret, så står man der alene, for Guds åsyn foran alteret og for familiens åsyn, når festen slår sammen om hovedpersonen og glæden slår sine vinger ud over dette unge menneske.

Der er ikke andet at sige end: ’Min sjæl højlover Herren!’ Amen.