Søndagens prædiken

Mar 25, 2018

Palmesøndag 25 marts 2018

192, 448, dåb, 84 – 176, 439, 172.

Johannes 12, 1-16.

Palmesøndag markerer Jesu indtog i Jerusalem, og der sker som en slags ouverture til det drama, som påsken vil involvere os alle i. Mens julen er et slags Stilleben, der koncentrerer sig om ét billede, så er påsken en voldsom begivenhedsrække med Jesus som den helt afgørende skikkelse. Hovedhistorien til Palmesøndag er selvfølgelig selve indtoget, der normalt gengives som en meget spektakulær scene, hvor hyldesten bølger op mod denne ’ærens konge’ – og alle véd så, at hyldesten slår over i sin modsætning natten til Langfredag: Korsfæst ham, korsfæst ham! – dette være sagt med spids reference til den offentlige mening, som vitterlig er af en noget vakkelvorn natur.

Men i denne indtogsscene blander der sig et andet motiv, nemlig salvningen af Jesus, og 2. tekstrække, som vi er inde i, benytter sig af den. Det gælder scenen fra Markusevangeliet, og det gælder den alternative prædiketekst, som er Johannesevangeliets udgave af indtoget, for også her er salvningen indlagt, og det er denne gang Lazarus’ søster, Maria, der står for den.

Man bør nok lige gøre opmærksom på, at de kvinder, der kommer ud til graven påskemorgen, kommer derud med deres salvekrukker ’for at salve Ham’, men at Han så – netop – ikke er der. Normalt læses denne salvning som en ordning af liget, ligesom vi selv altid ved dødsfald vasker og ordner det afsjælede legeme. Det skal gøres i stand til begravelsen. Det er normalt opfattet som en ren renselsesfunktion, og Jesu følge havde netop ikke tid til det, da de tog ham ned Langfredags eftermiddag umiddelbart før sabbatten fra fredags aftens solnedgang. En jøde måtte ikke røre ved lig på sabbatten, hvorfor de behjertede kvinder tager derud søndag morgen – og får deres livs overraskelse, hvis jeg må sige det sådan.

Ser man bibelteksten efter hos Markus, så er salvningen en forudgribelse af Hans død, og her hos Johannes dukker samme forudgribelse op i en lidt afsvækket form. Salvningen er altså her forbundet med et begravelsesritual, men går man til Det gamle Testamente, så har salvningen en omfattende betydning, spændende fra almindelig hudpleje og til indvielse, altså helliggørelse. Salverne generelt er nok forstadiet for parfumen, for salverne var aromatiske olier, en luksusvare, et overflodstegn – og prisen for denne luksus er da også direkte nævnt i teksterne, nemlig 300 denarer, som kunne være brugt på de fattige, men nu ødsles over Jesu hoved og fødder.

Men der er én association til i forhold til Det gamle Testamente, som er nok så væsentlig, nemlig udtrykket ’Herrens salvede’. Det er faktisk den rigtig gamle jødiske kongetitel, for det fortælles, at profeten Samuel, der vist var en stor politiker, salvede først Saul og siden David til konge, antagelig med lidt olie på panden. Den tradition er i hvert fald ført videre i alle kroningsceremonier i den mosaisk-kristne tradition, og den er historisk meget dyb. Men én ting er salvemarkeringen, noget andet og vigtigere var, at ’ingen måtte lægge hånd på Herrens salvede’, hvorfor kongefunktionen var helliggjort eller rettere: fredhelliget. Af samme grund ville David, der var en ægte tronprætendent, ikke selv bruge sværdet mod kong Saul, men at denne i stedet gjorde selvmord, da han så, at slaget var tabt og måtte give op over for opkomlingen David.

Nu var det sådan i de antikke og før-antikke samfund, at disse faraoer, storkonger og mindre konger normalt slog sig sammen med den lokale guddom, hvorfor samfundsmagten havde en både religiøs og politisk side, der så at sige faldt sammen i ét magtudtryk. Men det var ikke helt tilfældet i den jødiske eller mosaiske tradition, hvor Gud var usynlig, billedløs og hævet over verden. Så ’Herrens salvede’ var snarere et Guds redskab, og disse jødiske konger er beskrevet med meget menneskelige træk, der ikke just og nødvendigvis var idealiseret. Men at tillægge kongemagten en religiøs betydning har fulgt vores tradition i hvert fald til og med enevælden, for man ’lagde ikke hånd på Herrens salvede’, de salvede og kronede hoveder. Og da man under den store franske revolution henrettede Ludvig XVI, gik der et gys gennem de europæiske fyrstehuse, for nu havde man gjort det – ’lagt hånd på’ - som en politisk-retlig beslutning, udført i al offentlighed ved guillotinering.. Så dette at være ’konge af Guds nåde’ virkede altså ikke længere som en beskyttelse eller fredhelligelse.

Selv er jeg ret sikker på, at disse salvningsscener i de bibelske tekster op til påsken, har et link til den gamle jødiske kongetradition – og ikke kun er en begravelsessalvning. Kvinderne salver Ham simpelthen til Hans værdighed som ’den ærens konge’ eller ’Israels konge’, som der står i dagens tekst. For ikke at sige, at de salver Ham til at være himmelkonge, pantokrater, Altherskeren, der ’er givet al magt i himmel og jord’.

Dermed angives endnu en gang og på en lidt anden måde spændvidden mellem hyldesten Palmesøndag og så Hans bratte nedtur til henrettelse og helvedfart Langfredag. Det er dobbeltheden, der markeres, det er modsætningerne, der spændes op mod hinanden, det er det uforenelige, der her kobles til forenelighed.

Denne dobbelthed er religionshistorisk ikke just forbeholdt Kristusfortællingen. Den genfindes i den noget ældre Adonis-kult, den har sin variant i den egyptiske Osiris-kult, tilsvarende variationer i det mesopotamiske, og den genfindes i kulten omkring Tammuz og Damutsi. Ikke fordi jeg har forstand på religionshistorie, men jeg er blot blevet gjort opmærksom på, at de samme fortællestrukturer dukker op igen og igen – nemlig at guden bliver slået ihjel, bliver begravet, farer til underverdenen for så at opstå igen. Det er så at sige et fast struktureret drama mellem en oververden, en midterverden og en underverden, der kultisk gennemspilles under forskellige navne – og hos os er det Kristusskikkelsen, der gennemløber alle faserne. Det kan måske af nogle opfattes som mildt kættersk nævnt fra min side, men min pointe er, at dramaet – i hvis navn det end udspilles – har sin styrke ved genkendeligheden. Mennesket genkender simpelthen sin egen bane som parallelhistorie – og deraf slidstyrken. Og tager jeg munden fuld og hele Kristusfortællingen med, så er fejringen af Hans fødsel en fejring af vores egen fødsel og uskyldens oprindelse, mens påsken er det voksne menneskes erkendelse af spændet mellem sorg og glæde, jubel og smerte, foragt og begejstring, død og håb – og er det i fuld skala.

Min næste pointe bliver så, at Gud ikke er et overbegreb, men at Han netop er imellem os og sit menneske meget nær. Vi og Han følges nemlig ad på disse stadier, og vi skal gennem det hele, og vi skal prøve det hele – Han og os. Og jeg skal gerne indrømme, at Kristusfortællingen derved mister sin karakter af eneståenhed, mister sin karakter af Guds særlige åbenbaring eller indgriben i tiden, men til gengæld har den samme fortælling eksisteret altid, og det svarer til Jesu udsagn: ’Jeg er alfa og omega, begyndelsen og enden’ – ’men man har kaldt mig ved forskellige navne’, kunne man fortsætte.

Og så skal jeg lige have én til pointe med. ’At lægge hånd på’ i den betydning, jeg citerede fra kongefortællingerne, er et negativt udsagn, der svinger mellem forbandelse og drab. Men ’at lægge hånd på hovedet’ er positivt, for det er velsignelsen og salvningen. Og når katolikkerne ligefrem har et sakramente, der kaldes ’den sidste olie’, så er det salvningen af den døende frem mod en opstandelse. Og netop dét hænger sammen med disse salvningstekster til i dag, for så angiver man både begravelsen og ophøjelsen – begge dele i ét.

At holde disse modsætninger sammen i et fortællemæssigt og tankemæssigt spænd, så man genkender dobbeltheden, er vores traditions styrke, vores menneskeværd i et guddommeligt lys. Amen.