Søndagens prædiken

Apr 8, 2018

1 påske 080 april 2018

408, 398, 392 – 321, 462, 721.

Johannes 21,15-19.

Disse kortvarige gensynsscener i perioden efter opstandelsen er sandt at sige noget mystifistiske men også meget interessante. For vi er i et mellemrum mellem opstandelsen påskemorgen og så visionen om Jesu genkomst, og her er der faktisk tre strata. Det første er disse enkeltbeskrevne scener, hvor Jesus pludselig dukker op i discipelkredsen og så går igen – som i teksten til i dag. De rundes faktisk af med Hans himmelfart og Åndens ankomst pinsedag. Disse beretninger skal nok søge at bevidne Hans beskaffenhed som levende i en noget gennemsigtig skikkelse, netop inden Han tager sæde ved Guds højre hånd i det himmelske. Det næste stratum er de beretninger, mange er kommet med i tidens løb, hvor mennesker pludselig har set Ham – og så er Han forsvundet igen. Om det er hallucinationer eller ej, kan man jo altid skændes om, men de mest markante, jeg kender, stammer fra koncentrationslejrene, hvor Han kunne finde på at gå gennem en barak – vel sagtens de stakkels lidende fanger til trøst, inden de blev gasset. Det sidste stratum er egentlig afgørelsen, hvor Han skal komme på skyen at ’dømme levende og døde’ for dernæst at åbne for ’den kommende verdens liv’, faktisk et gigantisk perspektiv om ’den ny verden’.

Mellemrummet er egentlig bare påstanden om, at Han er levende under en eller anden form, som så til gengæld unddrager sig. Man Han var, Han er, og Han bliver. Anlægger man en johannæisk vinkel vil man kalde den nuværende tilstand Kristi posteksistens, og den svarer til den lige så johannæiske tanke, at Han altid har været til, nemlig det man kalder Kristi præeksistens. For hos Johannes er Han det Ord, det logos, der grundlæggende har formet verden, men som så midt i tiden blev til ’kød og tog bolig iblandt os’. Som levende er Han således guddommen i verden, mens den monoteistiske gudsopfattelse anbringer guddommen over verden og bag verden. Skal man koble Thomas Mann på synspunktet, så er Gud det hele, men der er i oprindelsen, i skabelsen, sket en udspaltning af det onde fra helheden, hvorved den moralske verden er blevet dannet, og dén verden er vores. I den moralske verden er det gode til, ligesom det onde er til, og det er i spillet mellem disse kræfter, at lidenskaben får sin plads, og at verden kan fortælles som et drama, kort sagt en lidenskabelig historie. Nu har man af gode grunde altid personificeret både det gode og det onde, for som begreber bliver både det gode og det onde neutrale, distante og uhåndgribelige, men giver man begreberne navn, profil og ansigt, kommer der virkelighed, kød og lidenskab på verdensfortællingen. Og det er det, der sker i den store bibelske fortællekreds.

Jeg har selv tilladt mig at kalde denne dramatiske nerve for ’det hellige spil’, hvor velsignelse og forbandelse veksler med hinanden, og det er i traditionen ret oplagt, at det onde kan tage mange og mange forskellige skikkelser, ligesom det onde har mange navne. Men hovednavnet eller rettere hoved-identifikationen er ’modstander’, altså Guds modstander. ’Modstander’ er grundbetydningen af ’ho satanas’, den faldne engel, der optræder i Jobs Bog, ligesom djævlen er en omskrivning af ’ho diabolos’, der er den, der splitter, splitter helheden. Hos Mann hedder den onde Semael og er den faldne lysengel, også kaldet Lucifer.

Hvem er så den gode? Ja, ifølge denne tankegang er det ikke Gud, for Han er det hele og det hellige og dermed farlige, men den gode er Kristus. Han er guddommen i verden, og har som sådan altid været til, og Han har også haft mange navne – også religionshistorisk – men Hans karakteristikum er, at Han følges med mennesket fra fødsel, gennem lidelse og død, og at mennesket følges med Ham også dér, på dødens stier, og frem mod en opstandelse, ligesom Han selv opstår fra de døde hvert forår. Så Han er af Gud men er i verden, mens Gud er over verden og bag verden. Deraf kommer det kristologiske dogme, hvor den guddommelige og den menneskelige natur begge er til stede fuldt og helt i Kristus-skikkelsen. Man kan læse det samme af metaforikken, for Han er netop den gode hyrde, der samler fårene her i verden, mens ho diabolos er ham, der splitter fårene og går på rov mellem dem. Og præcis den metaforik er meget tydelig i denne egentlig meget bedrøvede afskedsscene mellem Jesus og Peter, som er dagens tekst.

Men fortsat er dagens tekst meget mystifistisk. Den er hentet fra slutningen af Johannesevangeliet, hvor disciplene øjensynligt har genoptaget deres gamle hverv som fiskere ved Genesereth Sø. Efter nattens forgæves fiskeri står Jesus ved daggry på strandbredden, og genkendelsen er vaklende. Scenen indeholder et mindre mirakuløst fiskedræt samt et måltid omkring de trækulsgrillerede fisk, som kan associeres til nadveren, og så denne afskedsscene mellem mesteren og Peter, denne Peter, som altså nu skal være hyrden – hvis han har kærlighed nok til det. Oven i det kommer så en forudsigelse om alderdom og Peters særlige død, Gud til herlighed, det hele gengivet nærmest i stikord. Lidt mystisk. Men så bliver fortolkningen selvsagt også friere.

Man kan af Peters hyrdeposition læse den såkaldte ’nøglemagt’, hvor skikkelsen Peter bliver bærer af Guds åbenbaring på jord, et afgørende synspunkt for den romersk-katolske kirke. Så Kirken med stort K bliver den efterfølger, der vogter hjorden. Jeg vil tro, at fortolkningen er nærliggende for Moderkirkens teologi.

Peters skrantende alderdom virker meget genkendelig, for alderdom er skrantende og har hjælp behov. Statementet synes alment. Også det, at man hellere vil være her end hisset, ligesom det sted, ’man ikke vil’, må være døden. Igen alment. At døden skulle være en herliggørelse af Gud, kræver en forklaring – om muligt.

Så må jeg hellere gribe til det tredje ben i Guds treenighed. For ifølge 1. artikel er Gud Faderen, skaberen og opretholderen, men Han er sådan netop kraften bag verden og over verden. Han er i verden i kraft af Kristus-skikkelsen, som er Guds virke i en afgrænset tid og et afgrænset rum, men så er Han til i vores verden i hyrdens skikkelse, Han, som vogter sin får, holder dem samlet. Det er denne funktion som videreførelse, der angives med Helligåndsdogmet som det tredje led i guddommen. Han videreføres i menighed og kirke, hvorfor dette tredje led faktisk har tjent som en legitimering af kirkens guddommelighed. Den protestantiske reformation benægtede netop denne guddommeliggørelse af kirken – og den var da også historisk set korrumperet rigeligt – hvorfor Guds Ord som Kristus-virkelighed skulle være et direkte forhold mellem Faderen og mennesket.

Kristus-virkeligheden er i det lys – ikke så meget at vogte – men at passe på hinanden. Det er et dobbelte kærlighedsbud, der rumsterer: Elsk din Gud og elsk din næste. Du kan kun elske din Gud ved at elske Kristus, og du kan kun elske Kristus ved at elske din næste. Dét kan der selvfølgelig siges meget kønt og opbyggeligt over, men det ligner for mig snarere en nødvendighed. Hvis vi vil have tingene til at køre for os alle – metaforen er hjorden – så er tilgivelsen nødvendig gensidigt, så er barmhjertigheden nødvendig gensidigt, så er tilliden nødvendig – gensidigt, så er kærligheden nødvendig som den overbevisning, der rækker fra himmel og til jord og til under jorden, og som samler alt i ét længselsfuldt udtryk fra skabelsens morgen og til tidernes forløsning.

’Så har du mig kær?’ Det spørger den døende om. For den døende vil klart gerne trække følelsen med sig over til sted, hvor han eller hun nødigt vil. Det er så at sige at opfylde dødens kulde med kærlighedens varme. Det er det eneste, vi vil, fra vi fødes til vi dør, og vi fører længslen med os ad dødens stier – dér, hvor netop Kristus også er og er i en af vores kæres dragt. Amen.