Søndagens prædiken

Apr 15, 2018

2. s.e. påske den 15. april 2018


Salmer: 15, 59, 54 – 319, 462, 31

Læsning: Johannes 10,22-30.

Søndagsteksterne lige efter påske er meget domineret af hyrdebilledet – eller metaforen mellem hyrde og får. Det er et typisk johannæisk stiltræk og en smule enerverende – undskyld! Men grundspørgsmålet i teksten til i dag må være spørgsmålet om Jesu identitet. Hvem er du? Er du Kristus? For os er Kristus-titlen snart sagt en selvfølgelighed, for den er banket grundigt ind med den traditionelle religiøs-kulturelle modermælk, men det har stillet sig en hel del anderledes for de daværende jøder. Kristus-titlen er den gamle davidiske kongetitel og betyder egentlig ’den salvede’, og den har i den daværende senjødiske verden haft associationer til begreber som ’forløsning’ og ’frelse’. Man fornemmer af evangelielitteraturen, at den offentlige stemning har været trykket, trykket af uduelighed hos småkongerne og dominans fra romersk side og tilsvarende har Messiasforventningerne også vokset sig op til påfaldende dimensioner. Eller som Johannes Døber spørger et sted: ’Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden?’ Man har simpelthen luret på mulige frelserskikkelser og gjort det politisk, socialt, åndeligt, religiøst – eller i en kombination af disse muligheder.

Indirekte bekræfter Han faktisk deres spørgsmål, for Han er hyrden, der har sine får og følger Hans røst, hvorfor der logisk set må være andre fårehjorde, som ikke har Ham til hyrde, for de følger ikke Hans røst. Det er troen eller ikke-troen på Ham, der skiller disse fårehjorde. Og Hans bud på Messiasforventningens indhold er just ikke af denne verden, men er det evige liv kontra fortabelsen, som så må være de andre hjordes lod. Så hvem er du? Jeg er Gud, svarer Han, ’for jeg og Faderen er ét’. Dét er unægtelig en identifikation, der kan og vil noget mere, men den har været en udsøgt provokation for de daværende jøder, hvilket fortsat enhver jøde og enhver muslim vil hævde. For i jødedom og i islam er det forskellen mellem Gud og menneske, der er afgørende; det er afstanden, der betones. Den mere dogmatiske kristendom vil netop sige, at forskellen, afstanden, er ophævet i Kristus-skikkelsen, hvilket fremgår af dogmet om Kristi to naturer og dogmet om Guds treenighed – men lur mig, om vi selv helt bifalder identifikationen? Vi vil hellere kalde Jesus Guds Søn, og så er der alligevel lagt en rangorden ind i gudsbegrebet, for i god patriarkalsk forstand kommer Faderen protokollært før Sønnen. Og spørger vi os selv og vores medkristne, vil man nok mene, at Jesus er Guds udtryk, Hans formidler, Hans repræsentant, Hans profet – altså andenrangs - ikke Ham selv.

Så kan man jo passende spørge om, hvad identitet er? Identitet har i hvert fald tre sider. Den er objektiv, den er subjektiv, og den er samspilsramt, hvis jeg må bruge det udtryk. Den objektive identitet er – pudsigt nok og i en digitaliseret verden – personnummeret, for gennem det genkendes vi alle som enkeltindivider i den offentlige sammenhæng. Men vi er dog også et navn, fornavn, mellemnavne, efternavn, et fødested, et arbejde, et livsforløb og endda en fortælling.

Subjektivt set er identiteten en selvoplevelse, der nærmest kører som en indre film, hvor bevidstheden i billeder, ord, sanseindtryk kører omkring sig selv – og dens pudsighed er, at der normalt tegner sig et smukt billede af identiteten. Og en af de mest pudserløjerlige udslag af skønbillederne er moderne ansøgninger, hvor ansøgeren skråsikkert udtaler sig konstrueret objektivt om egne fortræffeligheder. Jeg er sådan og sådan – og så er der ingen grænser. Måske skulle man nogle gange overlade personligheds-bedømmelsen til andre.

Og dét er den samspilsramte identitet. For så er identiteten ikke blot afhængig af egen selvopfattelse men unægtelig også af andres indtryk og deres gengivelse af samme. Man kan kalde det social identitet, for den enkeltes identitet er afhængig af det sociale samspil. Men ingen af de tre former for identitet har rigtig noget at gøre med fænomenet ’identifikation med’. For det handler om genkendelse, gentagelse og rolleskift. Og det turde ligge langt fra det moderne menneskes selvhævdelse som helt sin egen – kat på vejen, kunne med passende fortætte med at sige. Altså helt sin egen – frit svævende.

Thomas Mann kalder ’identifikationen med’ for den ’åben identitet’, og han bruger det litterært set om de fleste af sine personfigurer, ikke mindst de bibelske. For de har ikke blot forbilleder, de har også mønstre, som de genkender og vedkender sig, ligesom de udfylder handlingsforløb, som lejlighedsvis også er netop gentagelseshandlinger. Hans figurer opfylder det moderne psykologisk aksiom, der hedder, ’at man kun kender det, man genkender’. Det vil sige, at der er lagt mønstre ud for det enkelte individ, som det mere eller mindre tvangspræget følger. Er det sandt, bliver identiteten bundet til arv og miljø, for så følger man fædrenes og mødrenes spor og agerer efter de retningslinjer, som man er opdraget med, og som man kender – netop ikke som nyheder men som genkendelser. Så bliver identiteten også bundet til mønstre, som man nok ikke er sig særlig bevidst – slet ikke det moderne menneske – men som ender med at sende mennesket på terapibænken, for gjorde jeg egentlig bare det, jeg var programmeret til? Så farvel til selvhævdelsen, selvbestemmelsen og uafhængigheden.

Er det her rigtigt, er vi inde i nogle kulturelle mønstre, som i høj grad er nedarvede, og som ingen kan sige sig fri af. Vi er hver for sig født ind i en kulturel sammenhæng, som i sig selv er programmerende for individet: nationalitet, sprog, adfærd, tankemønstre – og endda religion. På den måde véd jeg jo også selv, hvem jeg selv er inden for en kollektivt og historisk bestemt ramme. Jeg og du kan identificere os med alt det, vi genkender og således er fortrolig med. Og det er en ’åben identitet’, for til en vis grad er man nok sig selv, men til en megen anden grad er mennesket endnu mere et udslag af en kollektiv identitet. Deraf kommer det, at religion kun i anstrengt forstand er et selvvalg – religion fødes man ind i, og man opdrages med den. Det vil enhver jøde og muslim vedkende sig med stolthed. Det vil vores postmoderne kristenhed nødigt – det ligner i dag næsten en brændemærkning. Er du troende? Er du kristen? Jeg har mødt en del, der var stolte over ikke at være troende, hvorfor man nok kan fornemme, at de følte, at de ikke havde mistet deres forstand. Men en sådan forståelse af ’troen’ som særligt fænomen må have sin rod i et dobbelt forhold. Det første er, at det ikke just er – hverken sprogligt eller tankemæssigt – logisk, at Jesus skulle være Gud; det er faktisk en modsigelse. Det andet er, at de praktiserende troende i vores kulturkreds har skilt sig ud eller er blevet udskilt som en særlig gruppe, fordi troen blev det selvstændige og frie valg. Troen blev en specialitet, og det er det sekulære.

Heroverfor vil jeg med bestemthed hævde, at dette at være et Guds barn og af Guds slægt ikke er en mental overbebyrdelse, men er en ærestitel og en hjemmefølelse i verden, introduceret af Jesus af Nazareth, som havde det vovemod at bruge den åbne identitet til at identificere sig med Gud og dermed bryde afstanden mellem Gud og menneske ned.

For det er en urgammel tanke, at Gud og menneske følges ad i en grundlæggende længsel efter at forløse denne verdens bindinger og igen finde sammen – i et samspil mellem denne verden og den kommende verden. Og i den sammenhæng er troen ikke en eller anden særlig tro på noget overordnet, men den er en selvfølelse om at høre til i en sammenhæng, der både horisontalt og vertikalt er væsentligt større end individets smalle udsyn. Det er faktisk en tilført identitet, formelt bundet til dåben, men der er en værdi ved at kunne sige til sig selv: Også jeg er et Guds barn – uanset hvad der så ellers måtte ske. Egen identitet er dermed indfældet i Guds identitet, og selve denne åbenhed kan vi kun være taknemlige for. Det er da til at høre for denne verdens larm. Amen.