Søndagens prædiken

Apr 22, 2018

3 s.e.påske 22 april 2018

3, 300, dåb, 674 – 46, 462, 722.

Johannes 14,1-11.

Måske stiller disciplen Filip – eller apostlen om I vil – det helt centrale spørgsmål, som alle altid har stillet: Vis os Faderen, og det er os nok! Jesu svar er såmænd klart nok: Se mig! svarer Han, men præcis det svar er for de fleste slet ikke tilstrækkeligt. Det, Filip spørger til, er egentlig verdensgåden eller svaret på den teologiske cirkels kvadratur. Åndshistorisk rammer spørgsmålet ned i konflikten mellem polyteisme og monoteisme, spillet mellem de mange guder og så den eneste gud. Vi turde for længst have forladt polyteismen, men problemet med den ene monoteistiske gud er, at Han i den egenskab – som alene og overordnet – er usynlig, billedløs og ubegribelig. Og så kan man ikke vise Ham frem. Gud er faktisk et problem, og det er som sådan, at vi – måske, måske ikke - kender Ham.

I den gamle polyteistiske verden var der mange guder, og de var alle bundet til materien i form af billede, statue el. lign.. Guderne var immanente, nærværende, virksomme og kraftfulde, normalt på det lokale plan og normalt bundet til den lokale samfundsmæssige magt som legitimation. Det gjaldt om at stå sig godt med guderne, for ellers kunne det gå helt galt i en farlig verden, hvilket det jævnligt gjorde. De har næppe været genstand for tro, men har langt snarere optrådt som en slags forsikringsinstitutter.

Hvornår og hvordan ideen om den ene og eneste gud opstår, véd man teknisk-historisk ikke. Den kilde, vi har, er 1. Mosebog, der i hvert fald beskriver, hvordan urfaderen Abraham indgår en pagt med Gud – og netop som den eneste gud. Abraham er beskrevet som en vandrende mand og så sådan også en søgende mand, en mand med uro i kroppen. Og pagten er gensidig, som alle pagtsforhold er det, for Abraham skal holde sig denne eneste Gud og gøre det alene – altså et troskabsløfte – og modydelsen er børn og land. Det sidste skorter det en del på i disse grundfortællinger, men lad det ligge. Det afgørende er, at der kun er én gud, og at alle andre guder må pakke sig og defineres som afguder, altså falske guder. Allerede her fornemmer man konflikten. Denne eneståenhed ved Gud slår endnu mere tydeligt igennem i Moses-fortællingerne, hvor især Exodus, den dramatiske og voldelige udvandring fra Egypten, ørkenvandringerne og de senere kampe om Det hellige Land forstærkede forestillingen om den ene, handlekraftige Gud og tilsvarende om jødefolkets udvalgthed som Guds eget og eneste folk. Der var – og er – konfliktstof i det. Samtiden opfattede denne ene Gud som en noget bizar idé.

Men forestillingen om én, fjern og billedløs Gud fik global gennemslagskraft ved først kristendommens udbredelse til hele den daværende verden og siden islams udbredelse til nok så store områder. Begge religioner er affødt af den jødiske tradition, fastholder, at der kun er én Gud, at Han ikke kan fæstnes til noget billede eller nogen anden form for håndgribelighed. Han er – Thomas Mann lader patriarken Jakob sige det et sted – 'Han er livets Gud, og livets Gud udtaler man sig kun tilnærmelsesvist om!' Så Han er Skaberen og Opretholderen, men ingen kommer Ham nær, hvorfor Filips og alle andres spørgsmål om Guds tydelighed inden for denne tradition er omsonst.

Det teologiske problemfelt, som nok klarest angiver tankegangen, er forestillingen om billedforbud, som er det oprindelige 2. bud i De ti Bud: 'Du må ikke gøre dig noget billede af Gud'. I jødedommen er billedforbudet håndhævet strengt på Guds vegne, og klassisk islam understregede det ved at forbyde også billeder af alt levende. For det var en formastelighed over for Skaberen at ville fastlåse noget skabt og levende i et billede, for billedet låser; der er så at sige forskel på bryllupsbilleder og skilsmissebilleder. Nu er billedforbudet – også i størstedelen af islam – for længst brudt op, men det interessante ved kristendommen i denne forbindelse er dobbeltbevægelsen. Man anser Jesus af Nazareth for Guds billede, imago Dei, men opretholder det umulige ved at fastholde Faderen i et billede. Jesus som Kristus bliver erstatningsbilledet mellem mennesket og Gud. Gud selv, nej! Gud som menneske, ja – som Kristus. Følgelig blev den kristne verden fyldt op med billeder, og alle forsøg på billedstorm, ikonoklasme, er blevet imødegået for at sikre Gud som et Kristus-nærvær. Så også her er den johannæisk-evangeliske tankegang opretholdt: Vis os Faderen! over for et: Se mig!

I vores kristne tradition er Kristus i høj grad et billed-dække for Gud. Man kan se det af den sædvanlige indre arkitektur i kirkerne. For – om muligt – står alteret mod øst, for derfra må Han komme som solens opgang, men foreløbigt ser menigheden kun den korsfæstede over alteret. Hans billede som

korsfæstet dækker for det videre udsyn. Han er den Gud, vi kan se og kende. Men når Han kommer, falder billederne – netop billederne, og vi skal se klart. Så falder korsfæstelsesbilledet og dermed scenen, og mennesker skal se direkte ind i det himmelske – eller skue, om man vil - skue direkte ind i det himmelske lys og dér se Gud.

Det er ret oplagt i Abrahams-fortællingerne – i hvert fald i Thomas Manns udlægning – at forestillingen om Gud som Den Højeste og Eneste, langt hævet over almindelige jordiske guddomme, også er et udtryk for menneskesjælens storhed. Abraham vil simpelthen ikke nøjes med disse latterlige småguder i billede eller terracotta. Hans, Abrahams, eneståenhed må svare til guddommens, hvorfor han, Abraham, skal have en counterpart, der svarer til ham selv. De er faktisk – også i grundteksten – beskrevet som ligemænd, der omgås hinanden i et respektfuldt og ærefrygtigt forhold på grundlag af pagtens gensidighed. Forholdet har den personlige karakter, som tenderer ægtskabet: Du skal elske og ære!

Og mens den polyteistiske model direkte og uden omsvøb kunne vise guddommen frem som et magtudtryk, enhver måtte forholde sig til i en ekstrem usikker verden, hvor afregningen var kontant og farlig, så sikrer den monoteistiske model Guds ophøjethed og fjernhed. Det giver afstand, men det giver også menneskeånden råderum mellem en oververden og en underverden, mellem en begyndelse og en afslutning. Råderummet er, at mennesket må forholde sig til en universel tankegang og ikke en lokal tankegang, må forholde sig til splittet mellem det håndgribelig og det uhåndgribelige, må forholde sig til forskellen på det allerede kendte og det endnu ukendte. I monoteismen blev Gud simpelthen til et grænsebegreb for den menneskelige bevidsthed – og blev et problem, først og fremmest. Kunne Filip have fået et tilfredsstillende svar på sit spørgsmål, havde verden været gennemlyst – men det er den lykkeligvis ikke, ikke endnu. Men at guddommen blev et problem frem for en fysisk fremtoning, kan vi takke den monoteistiske tanke for.

Men problemet er så også igen, at Gud bliver indirekte og ikke direkte. Gud bliver et muligt udtryk. Således vil jøden gerne følge Guds Lov som Guds udtryk, muslimen vil gerne følge Guds vilje og kæmper med sig selv om netop dét – det kaldes jihad – mens den kristne ser hen til Kristus som 'vejen, sandheden og livet', som der også står i dagens tekst. Men Han er et billede. Filip vil have den kontante afregning.

Den får han ikke, og ingen får den i en verden, der er splittet ad mellem glæde og sorg, lykke og ulykke, tillid og angst. Men bevidstheden om Gud som 'det ubegribeliges majestæt' kan netop rumme oververden, midterverden, underverden på én gang, ligesom den kan rumme visionen om begyndelse og afslutning. Og visionen om afslutning er smukt formuleret i Åbenbaringen, for Filip får besvaret sit spørgsmål, når 'Guds bolig er hos menneskene' og 'Han skal gøre alting nyt'. Amen.