Søndagens prædiken

May 6, 2018

5 s.e. påske 06 maj 2018

291, 446, dåb, 303 – 318, 474, 725.

Johannes 17,1-11.

Teksten kaldes 'Jesu ypperstepræstelige bøn', og betegnelsen dækker faktisk hele kapitel 17 i Johannesevangeliet. Ikke fordi der optræder en ypperstepræst i teksten, men fordi betegnelsen i den kirkelige tradition udtrykker en fortolkning af tekstens hensigt som bøn. Og betegnelsen ypperstepræst er antagelig brugt som en analogi til den jødiske ypperstepræsts funktion på 'den store forsoningsdag', hvor ypperstepræsten kastede alle folkets synder over på en uskyldig buk, der blev jaget ud i ørkenen for at dø dér. Og deraf kommer udtrykket 'syndebuk', som er brugt og velkendt. Psykologisk set er syndebukken den person, som uforskyldt må påtage sig synden eller fortrædeligheden – og netop gøre det for andre. Igen velkendt og brugt som stedfortrædelse. Når udtrykket hæftes på Jesu person skyldes det klart nok den analoge teologiske tanke, at Jesus netop blev syndebuk for alt og alle, os og hele menneskelægten. Heri er indeholdt forestillingen om forsoning mellem Gud og mennesker. Én må lide for alle og gør det så. Skal man op i lidt højere sprogbrug kaldes det 'det store forsoningsværk', nemlig mellem Skaber og Skabning.

Det er nok karakteristisk, at betegnelsen 'den ypperstepræstelige bøn' stammer fra 1500-tallet, hvor man for den europæisk-kristianiserede bevidsthed ikke var i tvivl om dette forsoningsværks universelle karakter. Der var – i kraft af Jesu syndebuks-funktion - ingen tvivl om aftalen mellem det himmelske og det jordiske. Løftet var, at dette jordiske skulle overgå til det himmelske, og løftets nøgle var forestillingen om herliggørelse, antydet nu, fuldført i det himmelske. Tankegangen var kollektivt religiøs, mens vi i moderne tid tænker en mulig tilsvarende tankegang individualistisk og subjektivt.

Men det ligger der faktisk også i teksten. For hele dette lille sprogspil mellem 'dine og mine' på disciplenes vegne angiver en inderlighed, en følelsesmæssig binding, en indforståethed, som ikke er indeholdt i forestillingen om ypperstepræsten, hans syndebuk og folkets kollektive syndserkendelse, som rituelt overføres til en ener, denne buk, hvorved folket selv skulle eller turde føle sig fri af synden. Det er nok en erkendelse, der kun har sit udtryk gennem et ritual, hvilket vi i den kristne kirke også bør tage til os. For vi ritualiserer også det syndige.

Men foreløbigt er det interessante dog denne mærkelige gennemgående stilfigur hos Johannes, hvor han lader Jesus tale til Gud og til disciplene på én gang. Han fører ordet, Gud er tavs, og disciplene kvækker kun lidt engang imellem med udsagn, der svinger mellem 'vi forstår ikke' og 'hvad mener du egentlig', hvorfor de stilistisk kommer til at fremtræde som nogle dummehoveder i forhold til Mesteren selv og Hans evangelist. Det er nok meget bevidst, men det er som om sandheden og evangeliet er meget subtilt og forbeholdt de indviede og de udvalgte. Altså en eksklusiv tankgang, der grundlæggende modsiger en universel tankegang. Så er det alligevel ikke hele slægten, der skal se Guds herlighed, men kun de indviede og udvalgte.

Denne forestilling om den eller de udvalgte er – selv om det kan forekomme ubehageligt – et gennemgående tema i de bibelske tekster. Fro den eller de, der er udvalgt, er det altid på bekostning af andre, og så ligger misundelsen lige for. Hvorfor skal du eller I have mere end mig/os? Dette at unde en anden eller andre noget, er selveste selvkampen, for man skal overvinde sin egen følelse. Det er således ikke for ingenting, at de bibelske tekster efter uddrivelsen af paradiset og harmonien, lægger ud med historien om broderdrabet – for hvorfor skulle bror Abel have mere held i sprøjten end mig, Kain? Fortællingen handler om misundelse, er en ren mytisk form og angiver, at misundelse er den oprindelige kilde til al ondskab. Jeg under dig det ikke, følelsen er vrede, og vreden griber til kniven som en trang til selv at komme helt hen til fadet. Men det er faktisk de bibelske teksters fortjeneste, at de på dette punkt og fra start af er dybt realistiske. Og hvem er spilfordærveren? Det er Gud selv, for Han så til Abel og hans offer og ikke til Kain og hans. Hvorfor? Det siges ikke. Så er scenen ligesom sat.

Og motivet bliver ved i 1. Mosebog, da først fortællingerne tager fart. For den yngre Isak bliver foretrukket frem for den ældre Ismael, den yngre Jakob frem for den ældre Esau, den yngre Josef for de ældre brødre – og hele denne udvælgelsesstrategi fortsætter i forestillingen i 12-stamme-folket som det udvalgte folk. Udvalgt netop på bekostning af alle andre. Denne udvalgthed var så at sige essensen af den jødiske identitet og er det fortsat, jf. krigene om retten til landet, det 'hellige land', som nu har varet i i hvert fald tre tusind år – dette være sagt til den historiske bevidsthed. Og netop fordi det er 'helligt', flyder det også med blod.

Men muslimerne er også de udvalgte, for de tror på den ene og barmhjertige Gud, hvis profet er Muhammed – og alle andre er i princippet vantro og udenfor.

Og vi er som kristne – helt i overensstemmelse med dagens tekst – udvalgt til at overgå til herligheden sammen med Ham, vor Herre. Så vi er de udvalgte ved troen på Jesus som Kristus og er – med Paulus – 'det sande Israel'. For vi har valgt rigtigt, mens jøderne valgte fra og forkert. Dét ligger i Paulus' tekster. Så det handler hele tiden om 'os' og 'de andre'. Eller jeg og den anden.

Men dét er også følelsen. Og følelsen regerer verden. Vi ved det godt, men vil nødigt være ved det. For det burde være retfærdigheden, for den ser nøgternt og distanceret på denne verdens følelsesudbrud og prøver at dele sol og vind lige. Retfærdighedens gudinde er siden 1700-tallet altid afbilledet med en håndholdt vægt, som afvejer enhver handling.

Men følelsen afvejer ikke. Dens udsagn er 'Jeg ynder den, jeg ynder', og det gør den i kærlighedsforhold, i familieforhold, i venskabsforhold, i forretningsforhold – you name it. Følelsen foretrækker og udelukker dermed også, og så er misundelsens mangeartede spil i gang.

Men jeg mener blot, at det er helt grundlæggende for vores opfattelse af verden, at vi forstår det. Forstår, at følelsen kommer forud og højst reguleres i retfærdighedens navn ud fra et hensyn til det kollektive og det offentlige. Det er nok ikke for ingenting, at det oprindelige Guds-navn er Jahve, der betyder: Jeg er – eller Jeg er den, jeg er – og at Guds tilstedeværelse i verden er indeholdt i dette følelsens vilkårligheds-udsagn: Jeg ynder den, jeg ynder! Så sker tingene helt uafhængigt af menneskets tænkning, dets større eller mindre ønsketænkning, for vi reagerer alle sammen prompte på fortrinet, udvælgelsen, foretrækkelsen.

Sådan må det ikke være. Men det er. Dette er den bibelske realisme, mens moderne realisme argumenterer med, hvordan det burde være - altså idealistisk-moralsk.

Er vi de udvalgte? Jeg tør ikke svare. Men er du udvalgt af din elskede og føler dit barn sig som den elskede, så er der ingen grund til at tage det som en særlighed men at tage det som en ligefremhed. Og så har misundelsen ringe kår, for udvalgtheden er en glæde, der ikke går ud over andre.

Så derfor til sidst om dagens tekst: Den tidligste menighed glædede sig til, at deres herre og mester snarest ville tage dem til sig. Den senere kristne civilisation glædede sig til, at Gud i Kristus ville forbarme sig over os alle. I den moderne verden er udsynet godt nok kortere, for hvem vil tro, at han eller hun er noget? Eller nogen? Er det i den store sammenhæng?

I tekstens lys er vi Guds rige værdige. Amen.