Søndagens prædiken

May 13, 2018

6 s.e. påske 13 maj 2018

319, 337, 54 – 313, 474, 722.

Joannes 17, 20-26.

Der er nok nogle medlemmer af den mere faste menighed ved kirken her, der for længst har fornemmet, at jeg har et noget ambivalent forhold til evangelisten Johannes. Hans hovedtanke accepterer jeg fuldstændig, mens hans form, der i høj grad vender og drejer hans teologiske ambition, ligner nærmest forsiringer af og på et forud bestemt tema. Og prædiketeksterne mellem påske og pinse er Johannes-fikserede, og det bliver ikke bedre af, at 2. række, som vi nu er inde, er og bliver et opkog på 1. tekstrække. Så en vis mental træthed melder sig hos prædikanten, og skulle man spørge en semantiker om den tekstmæssige mening i dagens tekst, så vil pågældende nok mene, at det tenderer til vrøvl. For hvad er hvad, og hvad er ikke gentagelser, for de mere nøjagtige sproglige bestemmelser er for længst udeblevet. Skal man være lidt fræk, kører teksten i ring.

Således provokeret må jeg hellere i gang. Hovedtanken i denne tekst er enheden mellem Faderen, Sønnen og mennesket – og mennesket må i den kirkelige tradition forstås som det ånds- og vanddøbte menneske, netop døbt i trehedens navn; Faderens, Sønnens og Åndens. Er der en enhed, eller fremstår enheden som et postulat af den mere tomme type? Men for at komme videre må jeg prøve kort at indholdsbestemme de brugte begreber/titler.

For det første er det meget karakteristisk for evangelielitteraturen, at man bestemmer Gud som Faderen, hvilket man også gør i trosbekendelsen – men det patriarkalske træk ved det vil jeg foreløbigt lade ligge. Men i GT er han ikke Faderen; dér er Han Skaberen, Han er stormægtig og almægtig, og Han er ikke mindst den eneste Gud – i modsætning til mulige andre guder. Denne eneste, stormægtige Gud ville være ene hane i kurven – i gudekurven. Det vil også sige, at Han har skabt alt, Han har forårsaget alt, og Han har udrettet alt. Han bliver også den moralske overinstans, hvilket Hans profeter pukker på i deres ætsende samfundskritik, ligesom Han bliver en politisk figur, for alle sejre og alle nederlag kan føres tilbage til Ham. Den politisk- militære energi er endog meget tydelig i exodus-beretningerne, hvor Han ikke blot er i tvekamp med farao, men med løftet arm og store gerninger fører Han folket ud af Egypten, gennem den ørkesløse ørkenvandring, igen fyldt med dramatik, for så at sætte sig i spidsen for erobringen – eller generobringen – af 'det hellige land'. Han er i disse beretninger en ekstrem aktiv guddom, der ikke kræver tro, men langt snarere loyalitet og lydighed. Er I for mig eller imod mig? Vil I det her, eller vil I det ikke?

Er Han Faderen? Da vist ikke i kristelig forstand. Så hvad er det for en gud, Jesus taler om i dagens tekst? På en eller anden måde lykkes det Jesus – og evangelierne ikke mindre – at omformulere gudsbegrebet fra en karakter af ekstrem hellighed – og dermed farlighed – til en karakter af nærhed og fortrolighed. Dette er i dag ikke spor fremmed for normal, fredelig jødedom endsige normal, fredelig islam, for enhver jøde, enhver kristen og enhver muslim vil have et snakke- og bønsforhold til Gud, som tenderer faderskikkelsen. Dette fortrolighedsforhold ligner et personligt forhold til virkeligheden og dens tildragelser. For når det vigtige er på spil, vil mennesket – også det sekulare menneske såmænd – spørge til mening og sammenhæng, det vil sige rette et personligt spørgsmål til virkeligheden. Denne ydre virkelighed kan mennesket selvfølgelig vælge at forholde sig maskinelt til, men i grunden forholder mennesket sig følelsesmæssigt til det, der sker. Og til dette spørgsmål og dets brug er gudsbegrebet overordentlig velegnet – og bruges jo, når det er vigtigt nok, betydningstungt nok. Så kan de være så ugudelige, de være vil.

Derfor er det karakteristisk, at det monoteistiske gudsbegreb, som urfaderen Abraham opstiller, er – ifølge Thomas Mann – en samlende figur for verden, over for hvem enhver menneskelig følelse kan føres tilbage. Gud er et samlebegreb, som svarer til den menneskelige bevidstheds ønske om at forstå sig selv i verden – altså et jeg og en Gud. Det er en jeg-følelse, der kræver central betydning i verden, og dertil er opdagelsen af Gud nødvendig, for ellers bliver mennesket simpelthen for lille, et tilfældigt udslag af biomassen i tilfældighedernes verden.

Jeg mener, at man udmærket kan læse denne nærmest evindelige vekslen mellem mig og Faderen og Faderen og mig hos Johannes som en tilbageerobring af jeg'ets helt unikke position i forhold til Gud. I kraft af Jesus-skikkelsen bringer mennesket sig tilbage i et direkte forhold, et jeg-du forhold til Skaberen, et egentlig ligeværdigt forhold, hvor skabningen kender sig plads som dødelig, men Skaberen også kender sin plads som håbløst forelsket i sin skabning og dette lidenskabelig, krydrede og kødelige liv, der indeholder alle følelser mellem avl og tilintetgørelse, som ellers vil være evighedens herre ukendt.

En sådan tankegang turde være helt i overensstemmelse med det såkaldte kristologiske dogme, som i sin grund er, at mennesket Jesus er Gud, og at Gud er mennesket Jesus. Når jeg siger det sådan, lyder som en identifikations-tankegang, men det er det ikke. Det er dialektisk tankegang, hvor modsætningerne kun kan bestemmes af – netop –modsætningen. Den store Paulus var mester i denne tankestruktur, og nævn mig det filosofiske system, som ikke siden da har benyttet sig af en sådan modsætningstænkning, hvor man definerer det ene ud fra dets modsætning, og netop ikke gør det i ren form. Sandheden er ikke én; sandheden er dobbelt eller snarere tredobbelt.

Og det, Jesus gør i disse afskedstaler hos Johannes, er at koble sin menneskelige eksistens med Guds virkelighed. Det er to sider af samme sag. Selve tankegangen kunne få enhver ordentlig jøde til at korse sig, for Gud defineres i sin almagt som fuldstændig forskellig, fjern og adskilt fra menneskeverdenen. Og muslimen vil istemme bekræftende. Men i det kristologiske dogme er Faderen og Sønnen samhørige og udtryk for Guds flerhed. Gud er Skaber og Opretholder og som sådan fjern. Men Han er også mennesket Jesus i al dennes fra menneskeside genkendelige historie mellem fødsel, død og efterliv og dermed et loyalt og egentlig solidarisk udtryk for ethvert menneskes centrale betydning i verden.

Og kobler man så det trinitariske dogme på tankegangen – hvad man bør – så er disciplene, de troende, dine egne, dine døbte med i denne enhed, som udfolder sig som en trehed. Vi har som døbte mennesker lod og del i guddommen, og Han er vores Fader i kraft af Jesus, som så igen er vores.. Vi er kort sagt én stor familie, men dérfra har også den menneskelige følelse sit udgangspunkt og virksomhed.

Derfor bliver jeg også teologisk lidt mistrøstig, hvis man – og det er altså helt almindeligt i traditionen – hvis man vil karakterisere Gud med forskellige tillægsord. Er han nu entydigt god? Eller er Han brutal vilkårlig? Eller er Han en straffende Gud, der benytter sig af vreden og fortabelsens mulighed? Spørgsmålene er i deres væsen udtryk for projektioner, for Hans tjenere vil gerne gøre Ham til det, de selv ønsker og kan forføre fok med.

Hertil er svaret ganske enkelt: Gud er det hele. Og vi kender kun Guds kærlighed i kraft af Kristus-skikkelsen, fordi Kristus er det gud-menneskelige spejl, hvori vi selv genkender os selv.

Åndens virksomhed, at vi forstår dét – og kronisk tænker det efter. For er vi en enhed? Det er vi – men skæg for sig og snot for sig, hvis jeg må slutte lidt bramfrit. Enheden opfanges kun i forskelligheden – heri ligger al tiltrækning. Gud vil sit menneske, og mennesket vil sin Gud. Amen.