Søndagens prædiken

Jul 8, 2018

6 trin 08 juli 2018

2, 300, 52 – 319, 424, 7.

Matt. 19,16-26.

Man får – eller rettere jeg får – lidt ondt af den rige unge mand. At han er ung fremgår kun indirekte af teksten, og sådan omtales han i traditionen. I hvert fald har han gjort alt det, han bør gøre, og som en ordentlig jøde bør og skal gøre. Og alligevel mangler han noget, har ondt i sin egen eksistens og vil gerne have fat i det evige liv. Hvad godt skal jeg gøre? Og hvordan kommer jeg ind i Himmeriget? Umiddelbart er det hans rigdom, der er hindringen, for der er klart en binding i at være meget velhavende og skulle passe på sine værdier, men det kan fra min side hurtigt blive til en noget banal moraliseren, for modsætningen skulle i så fald være, at der er frihed ved ikke at eje noget eller ikke være bundet af noget. Det er vi jo alle sammen alligevel. Og nåleøjer er der en del af.

Men jeg må prøve. Selve ordet Himmeriget bruges jævnligt i evangelierne, oftest i forbindelse med Jesu lignelser – ’med Himmeriget er det som med’. Så er himmeriget ’det andet’, og det bekrives metaforisk. Men det er ikke ubetinget godt. Der er lignelser, der har en dømmende udgang og emmer af fortabelse. Et tilsvarende udtryk er ’Guds rige’. Det er også ’det andet’. Men jeg skulle mene, at disse udtryk opererer med en dobbelthed i tilværelsen, som også er dens uigennemskuelighed. Til gengæld er ’det evige liv’ normalt forstået som en ret bastant størrelse, for det turde være et andet liv, og det skal så være et andet liv på den anden side af døden. Og vi bør i hvert fald være opmærksomme på, at den billeddannelse, vi benytter os af i forbindelse med disse begreber af stærkt mærket af Middelalderen og dens forestillingsverden – og egentlig ikke af klassisk senjødedom. For jøden – og for den sags skyld også muslimen - bliver ikke frelst fra dette liv og over til at andet. Jøden og muslimen vandrer snarere Gud til ære og dør samme Gud til ære. Det højeste jøden kan svinge sig op til, er ’at slutte sig til sine fædre’. Så der er nok en kæde af hensovede, men der er ingen frelse fra noget.

Så. Problemet i teksten er nok ikke den unge mands rigdom, hvorfor hen næppe heller mangler noget rent materielt – men det gør han så alligevel efter eget udsagn. Svaret må ligge i Jesu bemærkning til ham om fuldkommenhed – ’Vil du være fuldkommen, så …’. Jeg skulle mene, at hele den kristne forestillingsverden er baseret på et spil mellem ufuldkommenhed og fuldkommenhed. Og at netop Loven og dens bud ikke er nok til at befæste fuldkommenheden. Og dette spil bekræftes af alle teksterne til i dag, for som gammeltestamentlig læsning har jeg læst én af udgaverne af De ti Bud fra 2. Mosebog, og som epistellæsning et af Paulus’ opgør med den jødiske lovbegreb. For det ligger i det mosaiske lovbegreb, at den selv, Loven, er tilstrækkelig til ’at gå ind til livet’, som Jesus siger det. Jesus refererer således direkte til både Lovens nødvendighed og dens tilstrækkelighed – overholdelsen er fuldkommenheden. Og dog ikke. Han, Mesteren, sætter trumf på. For den unge mand skal også slippe alle sine bindinger, hvis han vil opnå den egentlige fuldkommenhed.

Dén anbringer Paulus og den kristne efterfølgelse så i himlen. Hvis man skal være lidt grovkornet, så kan man sige, at jesuismen-paulismen – en netop mildt ondskabsfuld betegnelse – at den netop opfinder himlen som ’det andet’. For hverken himmel eller helvede var eksisterende i den antikke og den før-antikke verden, hvor guderne var ekstremt nærværende og jordens flade en valplads mellem modsatte kræfter, og der så at sige ikke var rum til ’det andet’. Livet var kontant afregning, brutalt, og kunne man snyde døden, udtrykte den sig som egyptisk balsameringskunst, hvorfor efterlivet var iscenesat fra dennesidigheden – og ikke omvendt. Mennesket skulle have sine rigdomme med sig over i dødens rige, og alt skulle være, som det hidtil havde været.

Heroverfor har Paulus den vision, at den jordiske, korsfæstede Jesus også er den opstandne, himmelske Kristus, og at denne – fra hinsidigheden – skal komme igen og afgøre verden og mennesker. Der etableres simpelthen et himmelsk rum ved siden af det jordiske rum. Der etableres en guddommelighed, som ikke bare er et magtudtryk, men som er et barmhjertighedsudtryk i relation til mennesket. Der etableres en forventning, som rækker ud over denne verdens kant og længes efter ’den kommende verdens liv’.

Denne dobbelthed markeres allerede ved Jesu lignelser og deres brug af Himmeriget som metafor – med Himmeriget er det som med. Eller: Omvend jer, for Guds rige er kommet nær. Der er tale om en bevidsthedsmæssig tvetydighed, hvor ufuldkommenheden sættes i relief af forestillingen om fuldkommenheden, hvor det syndige bliver tydeliggjort af forestillingen om tilgivelse, hvor det urene bliver til en længselsfuld tørst efter renhed, hvor denne verdens dårligdomme skal afløses – og yderst ude: At døden kun er en ændring af beskaffenheden og ikke endeligheden i sig selv.

Deraf kommer nok den ubesværede omgang med dobbeltbegreber, som vores civilisation benytter sig af, nemlig himmel og jord, Gud og menneske, Guds børn og menneskebørn, Guds rige og verdens rige, Himmeriget og tåredalen – det er hele tiden begge dele, og dobbeltheden angiver både spejlfunktionen og forskelligheden. Forskelligheden angiver det realistiske, mens spejlfunktionen angiver det længselsfulde. Og vi turde være nogle skarn, hvis vi ikke var taknemlige for tvetydigheden, for deri ligger lidenskaben – som er: at vi ikke nøjes med, men vil det hele.

Det ville den rige unge mand også, men måtte indse, at han ikke selv kunne indfri sit ønske om det perfekte, om det fuldkomne. Han stødte ind i nåleøjet, og det gør alle vi kameler.

Udgangsreplikken i teksten er så, at ingen kan frelse sig selv. For ingen af os kan - eller bør – søge at overskride dobbeltheden og gøre den til en entydighed. For vil man det, vil man gøre sig selv retfærdig for Gud og mennesker. Det er det, der teologisk kaldes gerningsretfærdighed, og den angiver en klassisk diskrepans mellem katolsk og protestantisk teologi. De katolske vil hævde, at mennesket i kraft af vilje kan og skal være medarbejder på Guds frelse, mens de protestantiske vil hævde, at netop dét er selvretfærdighed, hvorfor frelsen tilhører Gud – og at troen er, at Han i kraft af Kristus netop vil gøre det – engang.

I forlængelse af det, jeg har sagt, er det protestantiske standpunkt netop at bevare dobbeltheden og ikke forveksle denne verden med Guds rige. For vi hører til i ufuldkommenhedens rige, vi erkender det, men derfor kan vi udmærket ane fuldkommenhedens rige. Vi kan bare ikke realisere det selv. Det kunne den rige unge mand heller ikke og gik bedrøvet bort. Bedrøvet fordi luften gik af hans idealer. Han måtte simpelthen nøjes med budene, passe dem og afvente fuldkommenheden.

Det pudsigt lærestykkeagtige ved historien bliver så, at disciplene åbenbart også vil frelses, men ikke blot opdager, at der er hindringer, men at deres egen hindring netop er indbildningen af Jesu messianitet som dennesidig. De følger Ham nok, men må tage det hele med og opdager først til sidst, at det ikke er Jesus selv, der bryder ud af graven – men at det bliver gjort for Ham ovenfra.

Så frelsen kan vi ikke etablere – ingen af os – men vi kan tro, håbe og elske os til en lykkelig udgang på verdens rige og slægtens liv. Og skulle nogle have penge, så har vi altid de fattige hos os – med et andet Jesus-citat. Amen.