Søndagens prædiken

Jul 15, 2018

7 trin 15 juli 2018

403, 337, 655 – 492, 424, 6.

Mattæus 10, 24-31.

Det er ikke verdens nemmeste tekst, hvis I spørger mig, og hvis jeg skal være ærlig, synes jeg nok, at den mangler konsistens. For hvad handler den egentlig om? Men grundmotivet må være frygt. I den forbindelse kom jeg i tanker om et lille, kortfattet udsagn fra Markusevangeliet, hvor Jesus siger til synagogeforstanderen, hvis datter er erklæret for død: ’Frygt ikke, tro kun!’ Hvorpå Jesus meddeler, at pigen sover og ikke er død. Og så vækker Han hende. Men jeg kan godt lide udsagnet. ’Frygt ikke, tro kun!’, for man kan ikke leve af frygten, som mentalt set kan være lammende, men man kan leve af tro, hvis troen er tillid – for det bliver man nødt til, hvis man vil se verden i øjnene og gøre det med åbne øjne. Ser man den i frygtens perspektiv, så ser det sort ud.

Alle frygter – et eller andet eller en hel del. Det er ikke nær det, ligesom man kan gradbøje sandsynligheden for, at det, man frygter, skulle ske. Men i modsætning til angst, som er en tilstand og som ikke egentlig har et objekt, så har frygten et objekt, en genstand, og er en konkret frygt for noget. Men dette ’noget’ kan udmærket være en indbildning, og så skulle jeg mene, at lammelsen er på vej ind. For mennesket kan forestille sig alt muligt, og alle lever med deres projektioner, men overtager disse frygtscenarier menneskets handleevne, så bliver det slemt.

Et af problemerne i teksten er den rolle, Beelzebul og hans husfolk måtte have. Beelzebul er måske et rigtig gammelt gudenavn, men i nytestamentlig sammenhæng er han snarere dæmon – eller overdæmon. Så er det de onde kræfter, der er ved at få overtaget, men man skal bare være helt klar over, at Fanden i middelalderlig forstand ikke var introduceret endnu. Verden var i antikken en valplads mellem gode og onde kræfter, men den voldsomme dualisme, man kender fra Middelalderen kendtes ikke, altså spillet om mennesket mellem en god Gud og ond Satan, mellem en himmelforventning og en helvedes fortabelse. Når kirken var stærkest, var dét spil et udtryk for effektiv social kontrol, for hvem længtes ikke efter himlens lyksaligheder og tilsvarende frygtede Helvedes luer og kvaler? Der er enkelte svage helvedesscener i Det ny Testamente – og det antydes også i dagens tekst – men det er næppe fremtidsfremskrivninger, snarere tilstande, som alle mennesker altid har kendt, nemlig den ekstreme oplevelse af at være i overensstemmelse med sig selv, og den tilsvarende ekstreme oplevelse af fortabthed og intethed. Tilværelsen er så at sige spændt ud mellem disse yderpunkter, som bevidstheden udmærket kender.

Men stadigvæk mangler jeg konsistensen, for jeg synes også, at det er noget underligt noget, at vi kan være ligeglade med legemet, men ikke med kombinationen af legeme og sjæl, for så skal man over i en sjælelære, som der heller ikke rigtig er dækning for andet steds i Det ny Testamente. Og hvis Gud er med spurven, der falder til jorden, så er metaforen med menneskets hovedhår endnu mere søgt. For hvis Han alligevel kender os med hud og hår, så behøver vi ikke sammenligningen med spurven. Hvorfor skulle vi så være mere værd end spurvene? Er Han da endnu mere med os, når vi falder om, end med spurvene?

Så jeg må vist en anden vej. I sin berømte Lille Katekismus bruger Martin Luther konsekvent udtrykket, at ’vi skal frygte og elske Gud’ og gøre det i denne rækkefølge. Hvad er det så for en frygt? Det er netop ikke bæven og rysten, det er langt snarere det, men kalder ’ærefrygt’, altså respekt, fortrolighed, anerkendelse – al det, der indgår i et ordentligt kærlighedsforhold, hvor frygten er at miste, og æren er at værdsætte. Når præsten går i gang med vielsesritualet, bruger han netop udtrykket ’vil du elske og ære’, og netop ærefrygten er kernen i denne interne afhængighed, som vel er baseret på følelser, men som viser sig ved livsduelighed og livsglæde sammen. Så vi skal ære-frygte og elske Gud og vores fælle. Og hvis I spørger mig, om Gud er en transcendent størrelse på en sky deroppe, så siger jeg nej, og siger, at Han er personordet for verden, Han er samlebegrebet for virkeligheden, Han er Altet og Det Hele, hvorfor Han rummer både det gode og det onde. Denne skelnen mellem godt og ondt er på det mytiske plan beskrevet ved Syndefaldet, og samme skelnen dækker over vores moralske verden – for vi oplever den som moralsk, ligesom vi frygter det onde og elsker det gode, for nu at sige det lidt enkelt.

Men for også at omsætte det. Vi skal frygte og elske den verden, der er vores. Frygte den, fordi den unægtelig kan vende vrangen udad, og elske den, fordi den er så livfuld, så krydret og så spraglet. Det er ærefrygten, der hver gang er på spil i vores forhold til vores omgivelser og er det i alle tillidsforhold. Og dét er troen. Du skal ikke frygte-bæve, men du skal have tillid til, at du kan stå for din Gud og dit medmenneske. Og så må vi stole på, at Han er med os alle vore dage, uanset hvad der sker. Vi kan ligesom ikke gøre andet. For vi kan ikke selv skaffe os nogen form for sikkerhed, der er andet end blændværk. Hvis Gud også er det, er det selvfølgelig ikke så godt, men det må vise sig. Indtil da må vi stole på Ham, for vi kan ikke andet. De afgørende risici må man løbe., for vished får vi aldrig alligevel, i hvert fald ikke i denne verden.

Men engang skal det blive kendt, for jeg opfatter det som meget trøsterigt, at der ikke er noget hemmeligt, som ikke skal blive tydeligt, og intet under dække, som ikke skal blive klart. Den store afklaring og egentlige forløsning af skabningen har vi til gode, og sådan er det bare – vi ved det og indretter os på foreløbighedens og relativitetens vilkår, mens det endelige og det absolutte er overført til den kommende verdens liv, hvilket i alt er sundt nok. Men det skulle jo nødigt hindre os i at sige sandheden, og her skal frygtløsheden hjælpe mennesket. For hvis mennesket skal tale i lyset og prædike fra taget, så må det i hvert fald ikke frygte reaktionerne. Så kan man simpelthen ikke. For hvis man først modellerer og indregner, hvad andre måtte mene og tænke, så kommer det i hvert fald ikke fra hjertet. Man mærker hensigten og bliver forstemt – med en bemærkning af Goethe. Men man skal være varsom med sandhedsbegrebet, for hvis sandheden er gengivelsen af en accepteret læremæssig, ideologisk eller politisk konstruktion, så er sandheden løftet op over den menneskelige bestemmelse og står som en forkromet påstand i æteren. Nej, sandhed er altid udsprunget af en situation, er konkret mellem ord og følelse – og så er den for alt i verden selvindlysende. Den giver sig selv og virker på den måde forløsende. Det oplagte litterære eksempel er selvfølgelig bemærkning fa H. C. Andersens eventyr ’Kejserens ny klæder’, hvor barnet bemærker, at kejseren slet ikke har noget på. Alle ler, og idiotiens indbildskhed er afsløret. Men det er så, hvad det er. Jeg hæfter mig også ved en bemærkning hos Luther, hvor han siger: ’Du skal elske sandheden!’, og det kan et hvilket som helst menneske passende tage til sig, inden det begynder at tale i lyset eller prædike fra tagene.

Nu skulle jeg efterhånden have været nogenlunde omkring disse efter min mening inkonsistente elementer i dagens tekst. Men jeg mangler i hvert fald én: Det er Jesus, der taler i mørket, og nogen, der hvisker i øret. Hvad er det for en myndighed? Ja, det er troen på, at Guds kærlighed ikke er en egenskab ved Gud, men at Han har åbenbaret sig i Jesus Kristus som en generøsitet over for mennesket, dets liv og væren i verden. Det er Gud som med-væren i vores verden. Og så som det sidste element: Det går ikke os bedre, end det gik Ham, for en discipel står ikke over sin mester og en tjener ikke over sin herre. Men går det os som Ham, så er vi ikke ilde stedt i det store perspektiv frem mod løfternes opfyldelse i den kommende verdens liv, for den opstandne er førstegrøden af det nye liv. Og vi er pagt med det.

Men det er nok klogt at holde sig på behørig af stand af Beelzebul og hans husfolk. Er de værd at frygte? Ja, det mener jeg. Men derfor behøver man jo ikke nødvendigvis at ryste på hånden. Amen.