Søndagens prædiken

Aug 5, 2018

10 trin 5 august 2018

15, 750, dåb, 356 – 321, 474, 644.

Mattæus 11, 16-24.

Hvis man skal angive, hvad teksten helt generelt handler om, så må det være fænomenet konsekvens – for fløjteriet medførte ikke dans, klagesangene ingen sorg og de mægtige handlinger ingen omvendelse. Konsekvensen udebliver. Ord og handling passer ikke sammen. Sammenhængen er ikke til stede.

Fænomenet er – skulle jeg mene helt generelt – velkendt. For alle – os alle – tilstræber en logisk følge, en konsekvensberegning og forventer, at der kommer overensstemmelse i ethvert handlingsmønster. Men det er der øjensynligt heller ikke, når teksten omtaler de to kendte bibelske profiler, nemlig Johannes Døber, der var en kedelig og forbenet stodder, og så Menneskesønnen, et dæknavn for Jesus, der tillader sig det hele, folk til forargelse. Udsagnet, som skulle få det at passe alligevel, må være den tørre konstatering af, at ’visdommen har fået ret ved sine gerninger’ – hvad det så betyder? Indrømmet; jeg er desorienteret.

Nu nævner teksten to mindre byer, Betsajda og Kapernaum, som begge ligger ved bredden af Geneseret Sø. Ifølge evangelielitteraturen har Jesus foretaget helbredelser i begge byer, og så er den historie såmænd ikke længere, for det har Han ifølge overleveringen gjort så mange steder. Men Jesus klager over, at de to byer ikke har omvendt sig på grund af disse handlinger og forbander dem begge voldsomt.

Min association bliver derfor en mærkelig parallelhistorie fra Det gamle Testamente, nemlig historien om profeten Jonas, som er mest berømt for sit ophold i hvalens bug, men dette ophold er for selve fortællingen kun en biting. Sagen er i al sin korthed, at denne Jonas af Gud får ordre til at gå til storstaden Nineve i Syrien for at udråbe netop véråb over den, fordi byens kollektive ondskab er kommet Gud for øre. Så byen skal straffes i lighed med Sodoma og Gomorrha. Jonas betakker sig og flygter for Guds ansigt, han søger tilflugt på et skib, som så bliver ramt af stormvejr, man smider Jonas over bord, hvorefter han bliver slugt af en stor fisk og så effektivt spyttet op på en bred i nærheden af Nineve og endelig må Jonas så påtage sig jobbet at udråbe forbandelserne over denne store verdensby. Det gør han så – hvorefter byen, dens konge og folk faktisk iklæder sig sæk og aske og går til bekendelse over deres kollektive dårligdom. Men Jonas slår sig ned uden for byen for simpelthen at overvære straffens fuldbyrdelse – svovl og ild à la Sodoma. Og der sker intet! Så bliver Jonas sur over al denne spildte ulejlighed, både flugt, stormvejr og hval, men bliver effektivt irettesat af Gud – for byen havde jo omvendt sig og erkendt det hele. Men det passede ikke Jonas, som ville fremprovokere retfærdigheden, nemlig straffen. Hvad skulle det hele så til for, når Gud pludselig optræder med al mulig mildhed over for disse skændsler? Jonas vil hellere tage sin død end at være vidne til en sådan blødsødenhed og manglende konsekvens.

Jeg mener, at man bør betragte gudsbegrebet ud af en antropologisk vinkel, altså den menneskelige vinkel. Teologi er godt læren om Gud, mens antropologi er læren om mennesket – rent sprogligt. Og de to størrelser, Gud og menneske, vil normalt forstås som modsætninger, idet Gud er overbegrebet, helheden, mens mennesket kun har sin egen bevidsthed at holde sig til. Men når gudsbegrebet er vigtigt for mennesket, skyldes det netop forestillingen om helheden i verden over for jeg’ets lidenhed i verden. Men netop jeg’et over for helheden inkluderer et personligt forhold, og derfor er Gud og menneske sparringspartnere om forståelsen af tilværelsen, livet som sådan. Gudsforholdet handler for mig at se ikke om tro men om erkendelse – erkendelsen mellem helheden og individet. Og her forlanger mennesket en eller anden form for konsekvens. Det springende punkt er nok i virkeligheden ’retfærdigheden’, for retfærdigheden dyrker konsekvensen mellem fortjeneste og straf. Og i det stykke forlanger mennesket – antropologisk set – retfærdighed fra Guds side, fra helhedens side. Det modsatte af retfærdigheden er vilkårligheden. Rationalet vil have logik ind i begivenhederne, søger det følgerigtige, mens vilkårligheden taler til irrationalet, som er det følelsestunge og ubesvarede – eller rettere er det ubesvarlige. Men det er inde i denne dimension, at Gud er den virkelige sparringspartner, for Han dækker over det ubesvarlige, mens retfærdigheden kan vi selv tumle, og egentlig behøver vi ikke gudsbegrebet som legitimation for det, der sker, eller måtte ske. Retfærdigheden kan vi afgøre selv, mens vilkårligheden i sin egentlighed blanker os af – og først bagefter kommer rationalet til og prøver at overkomme vilkårligheden, så den bliver fornuftig, hvilket aldrig lykkes.

Præcis dette forhold spejler historien om profeten Jonas på en udmærket måde. For Jonas skal ikke nyde noget af at tale på Guds vegne som dommer over byen Nineve, for han frygter med rette sin Gud og dennes vilkårlighed. Men han bliver tvunget til det og følger denne kalden efter adskillelige strabadser, hvorpå udfaldet netop bliver det uretfærdige – vilkårligheden er her barmhjertigheden, og Jonas’ rationale bliver grebet af skumlende raseri, mens Gud faktisk piner og plager Jonas på grund af dennes reaktion. Han stikker den palme, der skulle beskytte Jonas mod sandstorm og sol og åler ham for hans manglende medynk med byen Nineve. Således blev Jonas belært, han har næppe omvendt sig, men lader sin vrede gå ud over Gud, hvilket igen er meget menneskeligt.

Hvis jeg herfra skal vende tilbage til dagens tekst, så er der ikke megen barmhjertighed i den. Byerne Betsajda og Kapernaum bliver fordømt, fordi de ikke havde fattet pointen, nemlig at Guds søn og Guds gerninger var hos dem. De ikke-dansende og de ikke-sørgende bliver fordømt, fordi de tilsvarende ikke kendte deres besøgelsestid – det er nu og ikke en anden gang – og konsekvensen af denne uopmærksomhed er selveste dommen – skulle jeg mene. En dom er altid en konsekvens, fordi der er argumenteret for den, og enhver vil bede sig fri af vilkårligheden i netop det stykke. Hele retssamfundet hviler på den praksis, at der er en anerkendt lovgivning, som enhver retsinstans må argumentere ud fra, mens man betakker sig for arbitrære afgørelser, for de smager hurtigt af andre hensyn. Men følelsen er arbitrær, for den ikke begrundes, og den kan ikke argumenteres uden at miste sin oprindelighed. Følelsen vil altid være ramt af vilkårligheden, fordi den ikke kan begrunde sig selv – den er eller er ikke.

Men kun følelsen kan danse, og kun følelsen kan sørge, og jeg skulle mene, at det er samme følelse, der kender opmærksomheden, besøgelsestiden, øjeblikkets krav – og reagerer. Man kan derfor om Nineves folk sige, at de reagerede i tide, men godt under trussel om straf. Og så skulle jeg være ved min kritik af begrebet ’omvendelse’, som normalt bruges om enten tilslutning til en bestemt religiøs retning eller om almindelig moralsk forbedring. Måske betyder ordet såmænd blot, at mennesket stopper op, ser sig omkring, bliver energisk opmærksom, og er klar til at handle oprigtigt for at gøre sit ypperste. Først da er det visdommen, der har fåét ret ved sine gerninger. Og Gud ser til sin gru, at en hel verdensby er ved at gå til i svovlluer, hvorfor straffen er urimelig i forhold til skaberværket og dets indretning. Følgelig bøjer Han af, mens den retfærdige Jonas må koge i sin egen retfærdigheds sved og bande over sin egen konsekvensberegning. Det var mildheden og barmhjertigheden, der sejrede i den historie, mens vi må lade det stå åbent, hvordan det går Betsajde og Kapernaum på dommens dag – ligesom vi heller ikke véd det for vores eget vedkommende. Men troen, håbet og kærligheden bevarer vi som opmærksomhedens udsyn. Amen.