Søndagens prædiken

Aug 26, 2018

13 trin 26 august 2018

5, 448, tre dåb, 547 – 319, 474, 31.

Mattæus 20, 20-28.

Hun er da vist en rigtig mor, hende Zebadæussønnernes mor. Hun går direkte i brechen for sine sønner, som ikke just hører til blandt de mest fremtrædende disciple, men deres karriere i den kommende verdens liv skal sikres, og de kan åbenbart ikke noget selv, så mor må gøre det for dem. Anskuet sådan er historien en dejlig lille groteske. Men også betydningsløs.

Og så gemmer der sig jo alligevel en alvor bag, for historien spejler enhver politisk magtkamp, hvor det gælder om at komme til fadet på bekostning af andre. Historien spejler viljen til magt, og magt er ikke just hensyn til andre, magt er at få sin vilje over for andre – hvordan sammenhænger så end er. Og noget af grotesken i historien er egentlig også, at spørgsmålet afgøres protokollært, idet det handler om at få de fineste pladser ved samme magtfad. Her udelades enhver diskretion på udøvelsens vegne.

Teksten anvender udtrykket ’dit rige’, hvilket i sig selv er en vision om noget andet – og bedre, må man vel tilføje. Indirekte udtrykker teksten således en forventning om eller en længsel efter det, som her må kaldes Jesu Kristi Rige som ’det andet’, men som i traditionen normalt betegnes som Guds Rige – eller endda som Paradis genfundet. Man kan også sige, at det er fremtids- og idealtænkning på denne verdens vegne, for den er ikke just som den skal være. At den ikke er det, fremgår også af teksten, for ’fyrsterne undertrykker deres folk’ og ’stormændene misbruger deres magt’. Så kender vi ligesom verden og magtens sprog.

Alle kender vel udtrykket ’utopia’, landet uden sted. Men i moderne tid, især fra Oplysningstidens dage, har utopiske forestillinger indgået i den politiske proces som idealforestillinger, hvor man har kappedes om dette utopia som et idealiseret, politisk fremtidsmål. Sagt lidt mere banalt: Den politisk aktive har altid lovet ’guld og grønne skove’ som netop en metafor for utopia, lykken, freden, velstanden, harmonien etc.. Stem på mig!

Utopiske forestillinger har deres mission, for selve fremadrettetheden er en drivkraft i sig selv. Men spørg man åndshistorisk til fænomenet, så har det sin rod i den jødisk-kristne tradition, hvor netop senjødedommen havde nogle voldsomme Messiasforventninger om en forløserskikkelse, der skulle ændre og fuldkommengøre verden. Den klassiske hedenske oldtid havde det egentlig ikke, for tiden gik i ring, og hvis der var nogen forventning om noget som helst, så var det snarest verdens undergang – lidt ligesom vi forestiller os det i dag, hvis jorden skulle kollapse. Nej, i oldtiden var magt magt, og hverken fyrster eller stormænd havde behov for andet end at befæste den – og ikke love nogen noget. Men denne fremadrettede forventning, som teksterne normalt kalder forjættelse, har nok sin yderligere åndshistoriske baggrund i jødefolkets udvandring fra Egypten, der som også kaldes exodus. Det er første gang, der opstår en fortælling om en vandring fra et kummerligt udgangspunkt og til en strående fremtid. Ikke fordi denne strående fremtid blev indfriet, men forestillingen var nok skoledannende for den fremdrift, der søger andre og bedre tilstande – og ikke blot lader sig affinde med magtens mænd.

Dermed går tiden ikke længere nødvendigvis i ring men har et formål. Senjødedommens fremadrettede Messiasforventninger koncentrerede sig om en forløserskikkelse, som skulle vende alt til det bedre – og det er oplagt i Det ny Testamente, at denne forventningsfunktion af mange blev tillagt Jesus af Nazareth – men at Han afviste den. Nu skal man altid have sig for øje, at NT er skrevet bagfra – det er skrevet efter at handlingsforløbet har været underlagt en egentlig fortolkning – men dagens tekst fremhæver i hvert fald, at hovedpersonen afskrev magtens udøvelse, men ville fremhæve tjenerskabet. Det lyder kønt til det moralsk indsnigende, for det kan aldrig blive til et enten-eller, men tankegangen rummer den dobbelthed, at Han – fortolket - giver sit liv for verden, mens Hans rige flyttes op i det himmelske eller det fremtidige. Han er syndebukken, Han er offeret, og Han drikker den bitre kalk, som er det kalssiske udtryk for giftbægeret. Så Hans skæbne bliver ikke fyrstens vellystenhed, men fornedrelsens skikkelse, der bærer alles synd. Men – samtidig løftes Han op og bliver himmelkonge som den opstandne og himmelfarne og lægger forventningen om sit rige ind i et helt andet perspektiv end det jordiske.

Og så har denne forestilling igen i hvert fald to tempi. For Paulus ser Ham som opstanden og forventer Hans snarlige tilbagevenden, det som kaldes Kristi genkomst. Den vision gennemsyrer NT, for Han måtte snarest komme igen og tage sine til sig i sit rige – og så kan vi diskutere pladserne ved højbords.

Men i og med at denne forventning netop ikke blev indfriet, lagde den tidlige kristne kirke forventningen ud som vandringen mod Guds rige for enden af verden. Igen kan man skændes om pladserne, men her er det i hvert fald Menneskesønnen, der sidder ved Faderens højre hånd – og hvem der indtager venstrehåndspladsen står hen i det uvisse.

Min pointe med det her er egentlig den enkle, at forestillingen om Guds rige for enden af verden er Moder til alle senere utopier, religiøse som verdslige. Bare forestillingen i sig selv avler hensigt, formål, fremdrift, forventning – og får simpelthen tiden til at bevæge sig hen ad en linje. For der er en mening.

Og det er den mening, der i dag er ved at fordampe. For vel rasler tiden af sted med stor hast, men ingen tør i dag give et bud på, hvad hensigten så skulle være, eller hvorfra vi kom, eller hvor vi skal hen – ud over mere vækst. Og hvis væksten på god demokratisk vis skal fordeles til alle, vil alle kloge hoveder samstemme om jordens både overophedning og overbelastning. Og så er sammenbruddet lige for hånden – fuldstændig som i oldtiden. Det eneste nye er, at det så ikke længere er de guddommelige kræfter, der iscenesætter dramaet, men at det er os selv – og så bliver skyldpåtagelsen monumental. Menneskeslægten bliver sin egen skarpretter.

Nu skal jeg nok droppe de dystre profetier, men jeg vil fremhæve, at vi har brug for ’det andet’ – ’das ganz Anderes’ – som det hedder på tysk. For vi har brug for sondringen mellem det absolutte og det relative, vi er nødt til at holde fast i relationen mellem det guddommelige og det menneskelige, mellem det himmelske og det jordiske for simpelthen at kunne forstå os selv ret. Vi har brug for at forstå os selv som både børn af verden og børn af Gud for simpelthen at forsvare dialektikken – dette både-og, der nok kender til undertrykkelse og magtbrynde men som samtidig véd, at menneskets opgave her på jord er at tjene sin næste og ikke føre sig frem.

Denne tjeneste er kærlighedens gerninger, og de er meget ligefremme, for man kan ikke lade være med at efterfølge dem. Kærlighedens gerninger er at lytte til den kalden, dit medmenneske udsætter dig for. For der er brug for dig – ikke af pligt eller af nød men af sameksistens. For enhver er af afhængig af sin nærmeste – sit medmenneske og sin Gud. Afhængigheden er bindingen, uden hvilken enhver menneskelig eksistens taber sit mål og med. For vi bærer hinanden i hænderne.

Og Jesu Kristi rige bliver – i hvert fald i Grundtvigs udgave – det spejl, der angiver den rette sondring mellem det absolutte og det relative, det guddommelige og det menneskelige, det himmelske og det jordiske. Eller sagt med Paulus: ’Vi ser ind i et spejl, ind i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt’. Det er denne vision, der gennemsyrer virkeligheden ved sine alternative billeder – ikke ved sine realiteter. Jesu Kristi Rige er følelsens bud på at se denne verden med en vis overbærenhed, for i denne verdens rige slås man om pladserne, men i Jesu rige har man dem og har dem med taknemlighed. Amen.

 

 

13 trin 260818

5, 448, tre dåb, 547 – 319, 474, 31.

Mattæus 20, 20-28.

Hun er da vist en rigtig mor, hende Zebadæussønnernes mor. Hun går direkte i brechen for sine sønner, som ikke just hører til blandt de mest fremtrædende disciple, men deres karriere i den kommende verdens liv skal sikres, og de kan åbenbart ikke noget selv, så mor må gøre det for dem. Anskuet sådan er historien en dejlig lille groteske. Men også betydningsløs.

Og så gemmer der sig jo alligevel en alvor bag, for historien spejler enhver politisk magtkamp, hvor det gælder om at komme til fadet på bekostning af andre. Historien spejler viljen til magt, og magt er ikke just hensyn til andre, magt er at få sin vilje over for andre – hvordan sammenhænger så end er. Og noget af grotesken i historien er egentlig også, at spørgsmålet afgøres protokollært, idet det handler om at få de fineste pladser ved samme magtfad. Her udelades enhver diskretion på udøvelsens vegne.

Teksten anvender udtrykket ’dit rige’, hvilket i sig selv er en vision om noget andet – og bedre, må man vel tilføje. Indirekte udtrykker teksten således en forventning om eller en længsel efter det, som her må kaldes Jesu Kristi Rige som ’det andet’, men som i traditionen normalt betegnes som Guds Rige – eller endda som Paradis genfundet. Man kan også sige, at det er fremtids- og idealtænkning på denne verdens vegne, for den er ikke just som den skal være. At den ikke er det, fremgår også af teksten, for ’fyrsterne undertrykker deres folk’ og ’stormændene misbruger deres magt’. Så kender vi ligesom verden og magtens sprog.

Alle kender vel udtrykket ’utopia’, landet uden sted. Men i moderne tid, især fra Oplysningstidens dage, har utopiske forestillinger indgået i den politiske proces som idealforestillinger, hvor man har kappedes om dette utopia som et idealiseret, politisk fremtidsmål. Sagt lidt mere banalt: Den politisk aktive har altid lovet ’guld og grønne skove’ som netop en metafor for utopia, lykken, freden, velstanden, harmonien etc.. Stem på mig!

Utopiske forestillinger har deres mission, for selve fremadrettetheden er en drivkraft i sig selv. Men spørg man åndshistorisk til fænomenet, så har det sin rod i den jødisk-kristne tradition, hvor netop senjødedommen havde nogle voldsomme Messiasforventninger om en forløserskikkelse, der skulle ændre og fuldkommengøre verden. Den klassiske hedenske oldtid havde det egentlig ikke, for tiden gik i ring, og hvis der var nogen forventning om noget som helst, så var det snarest verdens undergang – lidt ligesom vi forestiller os det i dag, hvis jorden skulle kollapse. Nej, i oldtiden var magt magt, og hverken fyrster eller stormænd havde behov for andet end at befæste den – og ikke love nogen noget. Men denne fremadrettede forventning, som teksterne normalt kalder forjættelse, har nok sin yderligere åndshistoriske baggrund i jødefolkets udvandring fra Egypten, der som også kaldes exodus. Det er første gang, der opstår en fortælling om en vandring fra et kummerligt udgangspunkt og til en strående fremtid. Ikke fordi denne strående fremtid blev indfriet, men forestillingen var nok skoledannende for den fremdrift, der søger andre og bedre tilstande – og ikke blot lader sig affinde med magtens mænd.

Dermed går tiden ikke længere nødvendigvis i ring men har et formål. Senjødedommens fremadrettede Messiasforventninger koncentrerede sig om en forløserskikkelse, som skulle vende alt til det bedre – og det er oplagt i Det ny Testamente, at denne forventningsfunktion af mange blev tillagt Jesus af Nazareth – men at Han afviste den. Nu skal man altid have sig for øje, at NT er skrevet bagfra – det er skrevet efter at handlingsforløbet har været underlagt en egentlig fortolkning – men dagens tekst fremhæver i hvert fald, at hovedpersonen afskrev magtens udøvelse, men ville fremhæve tjenerskabet. Det lyder kønt til det moralsk indsnigende, for det kan aldrig blive til et enten-eller, men tankegangen rummer den dobbelthed, at Han – fortolket - giver sit liv for verden, mens Hans rige flyttes op i det himmelske eller det fremtidige. Han er syndebukken, Han er offeret, og Han drikker den bitre kalk, som er det kalssiske udtryk for giftbægeret. Så Hans skæbne bliver ikke fyrstens vellystenhed, men fornedrelsens skikkelse, der bærer alles synd. Men – samtidig løftes Han op og bliver himmelkonge som den opstandne og himmelfarne og lægger forventningen om sit rige ind i et helt andet perspektiv end det jordiske.

Og så har denne forestilling igen i hvert fald to tempi. For Paulus ser Ham som opstanden og forventer Hans snarlige tilbagevenden, det som kaldes Kristi genkomst. Den vision gennemsyrer NT, for Han måtte snarest komme igen og tage sine til sig i sit rige – og så kan vi diskutere pladserne ved højbords.

Men i og med at denne forventning netop ikke blev indfriet, lagde den tidlige kristne kirke forventningen ud som vandringen mod Guds rige for enden af verden. Igen kan man skændes om pladserne, men her er det i hvert fald Menneskesønnen, der sidder ved Faderens højre hånd – og hvem der indtager venstrehåndspladsen står hen i det uvisse.

Min pointe med det her er egentlig den enkle, at forestillingen om Guds rige for enden af verden er Moder til alle senere utopier, religiøse som verdslige. Bare forestillingen i sig selv avler hensigt, formål, fremdrift, forventning – og får simpelthen tiden til at bevæge sig hen ad en linje. For der er en mening.

Og det er den mening, der i dag er ved at fordampe. For vel rasler tiden af sted med stor hast, men ingen tør i dag give et bud på, hvad hensigten så skulle være, eller hvorfra vi kom, eller hvor vi skal hen – ud over mere vækst. Og hvis væksten på god demokratisk vis skal fordeles til alle, vil alle kloge hoveder samstemme om jordens både overophedning og overbelastning. Og så er sammenbruddet lige for hånden – fuldstændig som i oldtiden. Det eneste nye er, at det så ikke længere er de guddommelige kræfter, der iscenesætter dramaet, men at det er os selv – og så bliver skyldpåtagelsen monumental. Menneskeslægten bliver sin egen skarpretter.

Nu skal jeg nok droppe de dystre profetier, men jeg vil fremhæve, at vi har brug for ’det andet’ – ’das ganz Anderes’ – som det hedder på tysk. For vi har brug for sondringen mellem det absolutte og det relative, vi er nødt til at holde fast i relationen mellem det guddommelige og det menneskelige, mellem det himmelske og det jordiske for simpelthen at kunne forstå os selv ret. Vi har brug for at forstå os selv som både børn af verden og børn af Gud for simpelthen at forsvare dialektikken – dette både-og, der nok kender til undertrykkelse og magtbrynde men som samtidig véd, at menneskets opgave her på jord er at tjene sin næste og ikke føre sig frem.

Denne tjeneste er kærlighedens gerninger, og de er meget ligefremme, for man kan ikke lade være med at efterfølge dem. Kærlighedens gerninger er at lytte til den kalden, dit medmenneske udsætter dig for. For der er brug for dig – ikke af pligt eller af nød men af sameksistens. For enhver er af afhængig af sin nærmeste – sit medmenneske og sin Gud. Afhængigheden er bindingen, uden hvilken enhver menneskelig eksistens taber sit mål og med. For vi bærer hinanden i hænderne.

Og Jesu Kristi rige bliver – i hvert fald i Grundtvigs udgave – det spejl, der angiver den rette sondring mellem det absolutte og det relative, det guddommelige og det menneskelige, det himmelske og det jordiske. Eller sagt med Paulus: ’Vi ser ind i et spejl, ind i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt’. Det er denne vision, der gennemsyrer virkeligheden ved sine alternative billeder – ikke ved sine realiteter. Jesu Kristi Rige er følelsens bud på at se denne verden med en vis overbærenhed, for i denne verdens rige slås man om pladserne, men i Jesu rige har man dem og har dem med taknemlighed. Amen.