Søndagens prædiken

sep 2, 2018

14 trin 02 september 2018

3, 441, dåb, 324 – 487, 473, 7.

Johannes 5,1-15.

Hvis man anvender lidt billeddannelse og forestiller sig området med de fem søjlegange omkring Betesda Dam, så har det været et jammerligt sted. Selv associerer jeg til et af de værste steder, jeg har oplevet, nemlig ’Stinky Corner’ i Karachi i Pakistan, hvor fattigdom, sygdom og stank havde givet stedet dette tilnavn og gjort det med rette. Det var netop en jammerdal af menneskelig ulykke. Det synes Betesda Dam også at have været, og hele sceneriet har været dramatiseret ved denne Herrens engel, der kunne finde på at stige ned i vandet, bringe det i oprør og udløse et sandt kapløb for krykstokkene ned mod vandet – et korporligt slagsmål mellem de vanføre, værkbrudne og arme.

Sceneriet er voldsomt, men oven i det kommer så disse mærkelige replikskifter mellem Jesus og den syge mand. For gør Jesus nar, når Han spørger manden, om han vil være rask? Eller rører spørgsmålet ved det fænomen, at sygdom kan være opmærksomhedsskabende og give en vis status – jf. Pontoppidans novelle ’Landsbydronningen’ om den vanføre pige, der styrer hele landsbyen med sin sygdom. Og jeg skulle mene, at replikskiftet senere på tempelpladsen mellem de to er endnu mærkeligere, for her kæder Jesus synd og sygdom sammen og truer ham nærmest med en endnu værre skæbne – hvad det så er for én? Hvorpå manden reverenter talt stikker Jesus for lovbrud i forhold til Moseloven og endda af den mere rigide slags, for taknemlighed lider manden øjensynligt ikke under. Det hele forekommer mig ret usmageligt, og jeg vil egentlig ikke rigtig vide, hvor jeg skulle begynde eller ende.

Men der er i hvert én problemstilling i dette her, som vi vist alle kender, nemlig sammenkædningen af synd og sygdom. Man siger, at ’sygdom er hver mands herre’, men det er som oftest i den mere fredelige ende, for enhver kan få – eller får - influenza. Men der er mange sygdomstilfælde, som udløser skyldpåtagelse hos den syge, og så er man tæt på begrebet ’synd’. For det er nok min egen skyld, siger patienten. Det gælder i hvert fald en række sygdomme, som man normalt vil rubricere som livsstilssygdomme – altså usund livsførelse i form af rygning, druk, dårlige madvaner og lignende. I de tilfælde er det jo éns egen skyld, for man kunne jo have ladet være, og selv om man måske ikke selv fælder dommen, så skal andre nok gøre det og dét hurtigt. Du har selv været ude om det. Det er din egen skyld! siger man til sig selv og de andre stemmer i. Og jeg mener egentlig, at samme sammenkædning også jævnligt dukker op i tilfælde, hvor sammenkædningen slet ikke er så oplagt men bliver en tilstræbt logik mellem årsag og virkning. At der må være en grund – og kan man ikke umiddelbart finde den, så skal man nok opfinde den.

Hvorfor? Fordi – grundlæggende – forklaringer er beroligende. For uanset hvad der måtte være sket og hvor ulykkeligt det end måtte være, så er et udtømmende svar på spørgsmålet: Hvorfor? en måde, hvorpå man får et givent begivenhedsforløb tilbage på plads og i orden. Hvis man kender svaret på spørgsmålet Hvorfor? går den ellers plagede følelse i balance. For når først virkningen kender sin årsag, har man mulighed for at gøre regnskabet op. Først da bliver der styr på begivenhedsrækken. Skyldpåtagelsen bliver faktisk en måde, hvor mennesket personligt kan påtage sig den umiddelbare verden og relatere den til sig selv. Thomas Mann kalder det træffende ’samvittighedens ejendommelige hovmod’ – for den syndsbevidste véd altid bedre og ser derfor også lidt ned på andre.

Forklaringen som princip er nok den sekulariserede verdens grundprincip. Alt skal kunne forklares for simpelthen at berolige følelsen, fordi forklaringen objektiviserer ethvert begivenhedsforløb, og så må man tage skyldpåtagelsen, den dårlige samvittighed, med som en del af bagagen, om ikke andet så for at inddrage sin egen personlighed i forløbet. For hvem har lyst til at være offer for noget? Så vil man snart sagt hellere hævde, at det er éns egen skyld.

Men heroverfor står tilfældet, det vilkårlige, det ubegribelige, det, som netop er uden for årsag-virkningskæden – eller kausaliteten for nu at bruge et andet ord. Den del af tilværelsen har ingen styr på, men den er følelses-foruroligende. For hvad sker der? Svaret udebliver. Hvorfor dog? Tavshed. Så prøver de fleste alligevel med forklaringerne, men disse er som smertestillinde midler. De tager symptomerne men heller ikke mere. Det overrumplende forbliver, problemet forbliver. Der er meget, som den menneskelige følelse må æde i sig og leve med, for man kan ikke andet.

De gamle – og religiøst bevidste – tillagde tilfældet Gud. Vilkårligheden tilhørte Gud. Vi vil – normalt – gerne tilskrive Ham meningen, men det var de gamle for kloge til. Og så bør jeg tilføje: Den moderne, sekulariserede verden har fået kontrol – næsten – med sygdommene, har fået kontrol – næsten – med naturen, har en sikker formening om det gode - og nærmest udødelige liv – næsten! Der er fortsat områder af tilværelsen, hvor forklaringerne ikke rækker til som andet end dulmende midler, for tingene koger og er uden for kontrol.

Fænomenet er faktisk både positivt og negativt, men fællesnævneren er den menneskelige følelse. For når et menneske bliver forelsket, så koger tingene og er uden for kontrol, og man kan egentlig slet ikke forklare tilstanden – og kunne man forklare sin kærlighed, ville det ikke være kærlighed. Hertil har forfatteren Carsten Jensen denne bittersøde kommentar: ’Kærligheden opstår ud af et tilfælde, omstændighedernes samløb, og man gifter sig for at komme sig over overraskelsen. Men tilfældet er netop guddommeligt, ligesom forelskelsen er en beruselse, der overstiger enhver brandert, for dens mærke er utilregneligheden. Hvad sker der?

Men kan sige nøjagtigt det samme om ulykken og sorgen. Den rammer pludseligt og er det modsatte af forelskelsen: Sorgen lammer og trykker ned – og forklaringerne søger så at inddæmme forhånds-varslerne, men de hverken kan det eller kan ophæve dem. Den ulykkesramte og den sørgende er udsat for tilfældet, for vilkårligheden, og må leve med den.

Denne ukontrollérbare og følelsestunge side af livet har den sande religiøsitet altid tillagt Gud af simpel respekt og af ærefrygt – eller Gudsfrygt, om I vil. For ingen kan forklare sig ud af disse tilstande, men må sande sandheden i Jobs berømte udsagn: Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet. Og det paradoksale ved Job og Jobs Bog er, at han – med rette – ikke vil være den skyldige, mens det, at han må bøje sig for vilkårligheden, er en anden sag.

Hvis jeg efter den lange omvej skal tilbage til teksten om den syge ved Betesda Dam, så vil sige det sådan: Manden har ligget der i 38 år, hvorfor det må have været hans livs hovedstykke at vente på, at vandet kom i oprør, og at han selv ville vinde kapløbet. Nogen må vel have sørget for ham, men han har ikke været mandsopdækket. Så bliver han uden varsel udsat for en Herrens engel, der vil helbrede ham – altså et tilfælde eller en vilkårlighed – og det kan han slet ikke klare. Han går formålsløst rundt med sin båre, og sabbatsivrigheden kommer efter ham. Så får han en overhaling på tempelpladsen, fordi han øjensynligt ikke kan reagere adækvat. Han burde være lykkelig. Han burde være taknemlig. Han burde kunne mærke sin egen skæbne. Det kan han åbenbart ikke. Det turde være hans synd. Og hans videre ulykke. Men moralen er – og den mener jeg er der som påmindelse – er, at vi alle skal kunne bevæge os adækvat mellem yderpunkterne, som er fortjeneste over for straf, retfærdighed over for barmhjertighed, orden over for vilkårlighed. Evangeliet er vel egentlig bare, at når det kommer til stykket, kan vi ikke regne med noget, men må håbe på Guds nåde – kærlighedens favntag for en syg og afstumpet mand. Og for os. Amen.