Søndagens prædiken

nov 4, 2018

Alle Helgen 4. november 2018

732, 289, 573 – 571, 439, 536.

Matt. 5,13-16.

Mens den mexikanske dødedag, på amerikansk Halloween, er nærmest gøglerisk larmende, så er den klassiske danske Alle Helgen meget stille – og egentlig andagtsfuld. Linket mellem disse to udtryksmåder over dødedagen som sådan må være USA, hvor den mexikanske måde tidligt har vundet indpas og derfra er eksporteret videre til Europa, hvor jeg skulle mene, at Tivolis opreklamering af de grufulde løjer har været stærkt medvirkende til nye danske former at markere dagen på – og give børnene endnu en chance for at klæde sig ud. Men måske har det nok i alt betydet, at flere er blevet bevidste om, at vi også i Danmark altid har markeret dødedagen – som en stille, måske inderlig festdag, for vores døde er en del af vores liv. Eller er de?

Men først en lille forklaring. Ordet ’helgen’ bruger vi normalt i den romersk-katolske betydning, hvor en helgen – mand eller kvinde – bliver kåret dertil på baggrund af særligt enestående, gode gerninger eller indsats, hvorfor de optræder som en slags mellemvæsner mellem Gud og mennesker og går i forbøn for det almindelige menneske, der har rigeligt på samvittigheden over for Gud. I vores protestantiske tradition er ’alle helgen’ snarere ’alle helgenerne’, dvs. alle de døde – og er det over én kam. Det er udtrykt meget godt i et vers af Grundtvig: ’Og alle de købte / i Jesu navn døbte, / som striden har stridt, / som døden har lidt, / gik ind til evige hvile, / istemme så lydt / halleluja nyt, / at englene tie og smile’. Grundtvig kombinerer de dødes halleluja med englenes milde forundring, hvilket egentlig er charmerende lavet. Et andet udtryk for denne lange kæde af døde er ’de helliges samfund’ fra den apostolske trosbekendelse, hvor fællesskabet med de døde er selve det historiske forløb mellem Gud og mennesker inden for tidens horisont mellem et ’engang’, et ’er’ og et ’kommer’. Forskellen på katolsk og protestantisk tangegang omkring de døde er, at hos os er alle, levende som døde, lige for Gud, mens man i den katolske verden opererer med en vis lagdeling eller hierarki, hvor nogle er mere lige end andre – hvis jeg må bruge dette lidt morbide udtryk fra en hel anden sammenhæng.

Jeg brugte udtrykket, at vi alle ’har vores døde’, og det gælder alle, der er kommet blot lidt op i årene – og så er der et mindretal, statistisk set, som må bære på skæbnetunge dødsfald, der for alvor mærker deres liv. Statistisk, fordi der – godt hjulpet af lægevidenskab og naturvidenskabelig erkendelse – er etableret en langt højere gennemsnitsalder, mens mange i ulandene må døje med en skrækkende lav gennemsnitsalder, ligesom det også var vore forfædres lod. Eller som nu afdøde professor Johannes Sløk engang sagde det: ’Fra Skaberens hånd er vi indrettet til at leve i 40 år – og så er der enkelte – som mig – der bliver urgamle!’ Det blev Sløk også. Men en lav gennemsnitsalder involverer også en høj børnedødelighed, hvorfor omsætningen mellem liv og død under de omstændigheder har været og er et voldsomt pres, for man kunne aldrig vide, og folk vågede over deres syge børn. Eller med en berømt verselinje: ’Beredt på døden altid vær, / den kommer. når du mindst den tænker nær’.  Så i moderne, velnærede tider er vi i de ’lykkelige omstændigheder’, at normallivet runder mindst de 75 år, hvis ikke snarere mere, hvorfor død er en fjern størrelse, ikke en nærværende og mulig trussel.

Ud af denne fjernhed kommer også en vis tabuisering, for døden som nødvendig bliver uvedkommende og lagt bort som en beklagelighed eller misforståelse. Og mange oplever, at døden bliver en slags lettelse eller udfrielse, for det havde varet længe nok, og ingenmandslandet mellem liv og død kan være en marterbænk for både den døende og de efterlevende. Men det afgørende i forhold til død bliver så, at vi graduerer dens realitet mellem et vemod over, at det er slut, og en forfærdende oplevelse af dødens knusende kraft. I mit job oplever man det hele tiden: diskrepansen mellem vemodig lettelse og tragediens høje skrig – og så hele mellemspektret også. Men det karakteristiske ved død er også blevet, at man, hvermand, forholder sig meget privat til den, meget personligt til den. Han/hun er min døde. Og erindringen fastholdes kun ved personlig indsats, ved italesættelse – kan du huske? Det personlige bør her udvides til familiekredsen, for her er erindringen dog stadigvæk udtryk for det mindre kollektivs tilhørsforhold til vores fælles afdøde.

Men længere ud når kollektivet ikke i erindringen, med mindre afdøde er en ekstremt offentligt kendt person, hvor den sørgende deltagelse får dette netop offentlige præg – indtil fordampningen indtræffer. For erindringen har det man at fordampe og blive tyndhåret, fordi den næste trussel – efter døden – er glemslen, den store glemmebog. Over for denne glemsel anlægger vi gravsteder og sætter sten – dette ekstremt hårdføre materiale – for netop at holde erindringen i live og glemslen stangen. Det er meget, meget menneskeligt og meget, meget nødvendigt. For menneskets egentlige betydning, dets krav på central væren i verden, er ikke menneskets ’her og nu’ oplevelser som betydningsmættede, men snarere at vide sig som led i en kæde, ’hvor slægter følger slægters gang.’

Så mens vi som enkeltpersoner har en tilbøjelighed til at hæge om den ’lille’ historie, den enkeltes, så er vores verden faktisk åndeligt baseret på forestillingen om den ’store’ historie, hvor alle indgår i denne kæde, der slynger sig – som et broget bånd – gennem den lange historie fra skabelsens morgen og til tidernes aften, og hvor hvert slægtled står oven på det andet, og andre kommer til stå oven på os – men alle har bidraget til denne fælles historie. Og forestillingen om den fælles historie er i sin grundvold en gudsopfattelse, for Gud er som Skaber virkelighedens herre, og det fælles træk er, at Gud som alle tings ophav vil sit menneske og livets spraglede kødelighed, mens mennesket vil sin Gud og den forløsning, der ligger i at skue Ham ansigt til ansigt. Så dagsordenen er unægtelig nærmest modsat, men livfuldheden og det betydningstunge kommer af kombinationen mellem gud og menneske, ånd og kød, sjæl og legeme – for materien i sig selv er blot en formløs biomasse.

Forestillingen om den ’store’ historie udmønter sig ganske enkelt i vores tidregning, der har en begyndelse engang, en midte som er Kristus - år 0 - og en slutning engang, hvor Gud – med Paulus – skal blive alt i alle. Så vi har anlagt historien, og vi er selv med til den, parthavere i den. Også dette træk er ved at fordampe fra den almindelige bevidsthed, og når det sker, udstilles menneskets ubodelige ensomhed. Så derfor er mit forkyndelses-bud på denne dødedag at holde fast i det historiske perspektiv, der anser Gud-mennesket Kristus som sit omdrejningspunkt og som futurisk forventer ’den kommende verdens liv’. Forventer, at der er andre verdener bag den, vi kender.

Så tidsregningen indeholder det store perspektiv. Men det gør vores kirkegårde også. For det er et karakteristisk træk ved enhver civilisation, at man fastholder plads og orden for vores døde – i stedet for at smide dem på møddingen eller kule dem ned i massegrave. Værdigheden ligger i, at vi - så vidt muligt – begraver vores døde med ansigtet mod øst, for derfra, fra den opgående sol, må den ny verden komme. Det er forventningen om Guds rige som det yderste, der styrer den enkeltes gæsteoptræden i verden og gør det under forvisning om Guds omsorg. Så er vi ikke jordens salt og verdens lys? Selvfølgelig.

Og når det nu er Halloween, og der er plads til lidt dødegøgl: Min mor fortalte mig engang, at hun som ganske ung havde siddet blandt de sydsjællandske kvinder på gården, og de have diskuteret, hvad der var bedst: At være gift eller ugift. Til sidst skar enken gennem knævlen og erklærede. ’At have Lars Peter liggende oppe på kirkegården med et rigtig godt lag efeu over sig – det giver ro i sindet.’ Hun mente nok også Guds fred over ham. Amen.