Søndagens prædiken

nov 25, 2018

Exit trin 25. november 2018

732, 431, 336 – 321, 439, 733.

Matt. 11, 25-30.

Ligesom man indretter sig med kalenderår, skoleår, regnskabsår, finansår, så har vi jo også et kirkeår, og det slutter i dag. Så det kirkelige nytår markeres næste søndag med første søndag i advent, hvor vi også skifter tekstrække, tænder lys og tager hul på endnu en genkendelig årsrytme. Disse årsrytmer er alle cyklisk tænkt og indeholder en slags fortrolighed, for vi véd, hvad vi går ind til og afstemmer det hele med årstidernes skiften som naturrytme. Og det er meget karakteristisk for de sidste søndage i kirkeåret, at teksterne går i forfald og dom – året går ligesom i bund i råd – før man tænder lysene igen og synger ’Vær velkommen, Herrens år’.

Således hører den stor domsscene fra Mattæus 25 til søndagen – godt nok efter 1. tekstrække – men den er ret velkendt og spektakulær, ligesom udtrykket ’at skille fårene fra bukkene’ stammer herfra. Pointen er nok lige så velkendt, for her skiller Verdensdommeren, som er Menneskesønnen, menneskeslægten op i to grupper, nemlig fårene, de gode, og bukkene, de onde. Og hele pointen er, at fårene tror, at de er bukkene, og bukkene tror, at de er fårene – det er indbildningskraften udsat for fuld udblæsning – hvorfor dommens udfald går lige modsat af forventningerne og gør det mellem frelse og straf. Og omdrejningspunktet i denne domsscene er udsagnet: ’Hvad I har gjort – eller ikke gjort – mod én af disse mine mindst, har I gjort – eller ikke gjort – mod mig’, altså Verdensdommeren. Så der sættes et uigennemskueligt lighedstegn mellem den mindste og den største, ligesom alle bestræbelser på at have gjort det rigtige falder til jorden og bliver bragt til skamme. Denne domstekst er fuldstændig enestående i verdenslitteraturen, for her suspenderes årsag-virkningskæden, ligesom enhver forestilling om logik på fortjenstfuldhedens skala elimineres. Forvirringen må være total foran Verdenstronen, for alt gik ’helt anderledes, end man tænkte’ – med et Thomas Mann citat.

Og så må jeg forbi en omstændighed ved tekstvalget. 1. tekstrække, inklusive denne refererede domsscene, er nemlig urgammel, fra oldkirkens dage, mens man i vækkelsernes periode sidst i 1800-tallet nok mente, at menneskenes børn skulle læse noget mere bibel, hvorfor man supplerede 1. tekstrække med en 2. tekstrække, der skulle variere 1. række. Resultatet blev et tekstvalg, der ikke altid levede op til kravet om temavariation, og det gælder også denne søndags tekstvalg til 2. række - hvis jeg må være så fri. Ud fra et sikkert ideelt og pædagogisk bibellæsningsmotiv prøvede man endda på et lidt senere tidspunkt at etablere en 3. tekstrække, men måtte give op, for der var simpelthen ikke lødige tekster nok. For selv om noget står i Biblen, er det jo ingen garanti for hverken kvalitet eller lødighed. De hellige tekster er faktisk meget ujævne – og det er nok meget godt, vil jeg tilføje. Så hvorfor man har valgt denne noget spinkle læsetekst om Jesu sagtmodighed og ydmyghed synes uklart, og den rimer ikke med den voldsomme ’får og bukke’ tekst – højst med udsagnet om ’en af mine mindste’, hvor det her er Jesus af Nazareth, der her optræder i rollen som ’den mindste’, som ’lillebror’. Mit bud er, at denne periode – altså sidst i 1800-tallet – foretrak en inderliggørelse, som ikke brød sig om dom og tumult foran tronen, men skulle få mennesket til at søge trøst og hvile i Jesu navn, for ’Han er sagtmodig og ydmyg af hjertet’. Og det bør den fromme kristne lære af. Men en sådan mildt moraliserende følelsesstemthed i forhold til Kristustroen er mig egentlig imod både personligt og fagligt teologisk, og jeg tillader mig at mene – mellem disse to tekster – at den lodret modsiges af præcis motivet om indbildningskraftens selvgodhed, som er hovedstykket i domsscenen.

Så hvis jeg således skal komme nogenlunde godt omkring disse modstillinger, så er det sammenfaldet i teksten mellem Faderen og Sønnen og de umyndige. For det er nu engang Kristustroens helt specielle særkende over for enhver forestilling om Gud, at der er dette sammenfald mellem Den almægtige Gud, himlens og jordens skaber, og så Kristus, Hans enbårne Søn, vor Herre – og så os som de døbte og umyndige. For i kraft af dåben har vi Helligånden, som er den tredje person i guddommens treenighed, hvorfor vi har lod og del og medansvar for virkelighedens udfoldelse. Gud er nok for de flestes tankegang en mulig metafysisk sløjfe over Altet, men min teologiske påstand er, at Han snarere er personbegrebet for verden og virkelighedens ubegribelige Herre. Og det er denne funktion, som den kristent inspirerede tankegang deler op i en treleddet funktion. Gud er Skaberen og forudsætningen; Han er – med Mann – ’det ubegribeliges majestæt’ og som sådan ufattelig og uden for rækkevidde, deus absconditus, den fjerne Gud.

Men ifølge samme tankegang har Han et menneskeligt udtryk, det menneskelige alt inklusive, og det er Jesus af Nazareth, som trosbekendelsen udnævner til Kristus, Guds salvede, udnævner til Hans eneste Søn og til Vor Herre. Denne titulatur er grundigt indlejret i vores religiøse og teologiske tradition – men nok ikke titlen ’Vor Herre’. For dén vil vi – og alle kristne generationer før os – forbeholde Gud som Faderen, Skaberen og Opretholderen og ikke Sønnen. Så det oldkirkelige slagsmål om, hvilken status Jesus af Nazareth egentlig har mellem den guddommelige og den menneskelige natur er faktisk nærværende, for det er kun trosbekendelsen, der kalder ham Vor Herre – vi andre gør det ikke, og jeg tager netop uden at blinke alle tidligere og alle kommende kristne generationer med i dette statement. Han er ikke Vor Herre. Ikke sprogligt i hvert fald.

Men det er Han så alligevel, for Han ’skal komme igen at dømme levende og døde’.  Og det er lige præcis dén scene, teksten om fårene og bukkene beskriver. Og her karakteriseres og tituleres han som Menneskesønnen og ikke som Gudssønnen. Så det er inde i denne forestillingsverden ikke Gud Fader, der afgør verden, men Menneskesønnen, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, Vor Herre, der gør det. Så Han er for den kristne troslære Gud-Mennesket, der som Logos – ifølge Johannes-evangeliet – er verdens grundvold, ifølge evangelierne har været nærværende i tid og rum inde i tidens dimension, og Han skal engang dømme og afgøre verden og forløse den mod den kommende verdens liv. Vidtløftigt? – måske med storslået.

Men hvad er mennesket så? Det er åndsbårent. Mennesket rummer bevidstheden om Gud som alle tings ophav, og det kan – hvis det vil – se sig selv som broder eller søster til Kristus, altså som et Guds barn i lighed med Ham. Dét er ånds-pointen, og ethvert barn véd, at det er medarbejder på sammenhængen og bidrager til den fælles historie. Og enhver historie har en begyndelse og en slutning – det gælder mennesket, og det gælder verden. At anse en personskæbne for at være en isoleret historie undsiger egentlig sammenhængen – enhver sammenhæng – også den store historie. For vi har part i den, og det er en neddrosling af menneskets betydning og Ånd, hvis man holder sig til ’den lille historie’ og nøjes med mindre end man burde i Guds øjne og for Menneskesønnens åsyn.

Og så til slut en opbyggelig historie om får og bukke – og også om alle dem, der bliver trætte. Ved 2. verdenskrigs slutning i 1945, hvor man nok var i stand til at skelne mellem får og bukke og mente sig helt sikker på spillet mellem skurke og helte, holdt den kloge Thomas Mann et foredrag om ’Tyskland og tyskerne’ – og han lagde ikke fingrene imellem. Han var landflygtig, men havde fået ophold i USA, som han godt kunne lide, men følte sig først og fremmest som verdensborger. Så i foredraget hældte han salt og peber i krigens sår og vedkendte sig kritisk sin tyske arv – men som den kloge mand, han var, slutter han foredraget med denne bemærkning: Gud nåde os alle. Så er opgørets ild erstattet med et ønske om Guds fred med os alle, bukke som får. Det var nødvendigt. Amen.