26. februar 2026

kl. 19.00

Grundtvigaften

Vi har ofte hørt om Grundtvigs indre kampe, men det er sjældent blevet belyst, at salmedigterens kriser i perioder havde karakter af egentlig sindslidelse. Emnet har måske ligefrem været et tabu? Eftersom Grundtvig levede i en tid uden psykiatrisk diagnostik og uden mulighed for behandling i form af psykofarmaka, er det så meget desto mere imponerende, at han fik produceret så meget. Ligesom det er tankevækkende, at det rige poetiske sprog, som Grundtvig har efterladt, og som har haft varig kulturel betydning, havde sit udspring i et plaget sind. I Garnisonskirkens serie af “Opbyggelige samtaler” bliver der den 26. februar kl. 19.00 mulighed for at høre sognepræst Helena Hauge i samtale med litteraturprofessor Johnny Kondrup og psykiater Anders Fink-Jensen. De vil tale om Grundtvigs sindslidelse, dens mulige betydning for hans digtning, og hvad dette aspekt af Grundtvigs personlighed har at sige for dansk kirke- og kulturhistorie og for nutidens diskussion om psykiatri og inklusion.