Søndagens prædiken

jan 13, 2019

1 H3K 13 januar 2019

411, 306, 139 – 140, 424, 31.

Lukas 2,41-52.

Historien om Jesus som 12-årig i templet er efter mine begreber ret forunderlig – også fordi den på enhver måde skiller sig ud fra så meget andet bibelsk stof, egentlig også det, vi kalder barndomsfortællingerne, som er juleberetningerne hos henholdsvis Mattæus og Lukas. Disse koncentrerer sig om det spæde barn, og det er sådan set til at forstå, når vi skal fejre Guds fødsel i menneskeskikkelse. Men så har Lukas som den eneste denne pubertetsfortælling om Jesus, og netop som pubertetsfortælling er den da vist som den første enestående i verdenslitteraturen. Og det er bevidst, at jeg kalder den en pubertetsfortælling, for der er et mindre oprør mod forældrene i den, ligesom hovedpersonen optræder ualmindeligt selvstændigt, nærmest øretævende selvstændigt. Den, der har omgåedes pubertetsbørn, genkender elementerne.

Og så er der altså nogle pudsigheder i fortællingen, for man har nok rejst kollektivt, men det er dog ravneagtigt, at forældrene ikke over et døgn registrerer, hvor deres førstefødte er henne. Han er nok et sted i grupperejsen! Og da de endelig giver sig til at lede efter Ham, bruger de tre dage, hvilket må associere til de tre dag og nætter, Jesus var i jordens skød inden opstandelsen. Da de finder Ham i de lærdes kreds, bebrejder de Ham selvfølgelig den springtur, Han har foretaget – hvilket er helt forældre-genkendeligt – og Han svarer dem småtrodsigt igen, men bliver dog atter den artige dreng og gør som forældrene siger, hvilket alle forældre også gerne vil have.

Så historien om den 12-årige i templet ligger direkte i forlængelse af de egentlige fødsels- og spædbarnsberetninger, som – og det må jeg vist sige med det samme – alle er rekonstruktioner til fordel for Kristustroen. De er mesterligt lavet, enkle, billedrige og charmerende, men de er altså ikke øjenvidneberetninger fra henholdsvis år 0 (som ikke findes) eller år 12 ifølge tidsregningen. De er lavet langt senere og tjener det formål at understøtte troen på, at Jesus er Guds Søn. De er så at sige forkyndelse. At de også er lykkedes som sådan, kan man se af det enkle forhold, at disse beretninger hører til det bibelstof langt de fleste kender og holder af. De har simpelthen virket, også fordi Jesus blev født blandt os og hos os julenat, ligesom en småtrodsig men elskelig 12-årig er sædeles genkendeligt stof. Beretningerne spejler for os fødselsglæden og spejler glæden ved ungdommen.

Men man skal fortsat være sig fuldstændigt bevidst, at de er lavet langt senere. For Kristustroens opkomst var en uendelig lang affære, båret af Hans venne- og discipelskare og gennemtænkt af den store Paulus, der først skriver efter år 50. Men denne – såkaldte – jødekristne gruppering har numerisk været begrænset, og udbredelsen af Kristustroen er gået langsomt. Den mundtlige fortælleoverlevering finder først sin skriftlige form i Paulus’ intellektuelt betonedebreve og i evangelierne, og disse sidste er i hvert først skrevet efter år 70, hvor templet sammen med Jerusalem blev ødelagt. Man kan sige det sådan, at Jesus af Nazareth må have givet anledning til utrolig mange fortællinger, som næppe er blevet mindre eller mindre fantasifulde af at blive genfortalt – og genfortalt igen.

Men barndomsfortællingerne har et ganske bestemt formål: Nemlig at svare på det grundlæggende spørgsmål: Hvem var Han, Ham I fortæller om? Jo, Han var Guds Søn og Han er verdens frelser. Og nu skal du høre, hvordan det var ved Hans fødsel. Det litterært mesterlige ved disse fødselsberetninger er fortællerens evne til at kombinere det storladent guddommelige med det enkle menneskelige: At Han fødes på en rejse under meget besværlige omstændigheder, hvor det stakkels forældrepar under fødsel må søge ly i en simpel dyrestald, fordi herberget er overfyldt – men samtidig bryder det himmelske jubelkor ud over nattehimlen, og de forundrede hyrder næppe kan tro deres egne øjne. Hvad er det? Jo, krybbebarnet er tegnet på frelsen. Og igen: En stella nova står over sceneriet, da tilbedelsens velhavende og vise konger kommer ridende, mens mørkets fyrste, kong Herodes, smeder onde planer, der udløser barnemordet i Betlehem. Så med disse fortællinger er vi både i himmel og på jord, og dermed bekræfter de også den kristne grundpåstand, at Jesus af Nazareth både var ’sand Gud’ og ’sandt menneske’. Det er således en dogmatisk påstand, der slår ind gennem disse fortællinger og giver dem deres spænd, for når guddommen forener sig med mennesket i jomfru Maria, så skal der fortælles storladent menneskeligt om denne kombinationstænkning mellem ulige størrelser – Gud og menneske.

Det samme kan man sige om den 12-årige i templet. For spørgsmålet, fortællingen vil besvare, er, om Han nu også var intelligent nok til opgaven, og om Han havde nogen bevidsthed om sin rolle som Messias og verdens frelser. Det, Lukas-beretningen vil, er at sige, at Han ikke blot var uhyre intelligent – en vidunderdreng – men at Han også var sig bevidst om sit hjemsted, nemlig i sin Faders hus, templet. I sig selv er dette rimeligt avanceret, men som det menneskelige modspil fortæller den også om bekymrede ravneforældre, om en drengs overvurdering af narcissistisk format og en gruppe voksne skriftkloge, som bliver alt for benovede over al denne barnlige visdom.

Igen: Fortællingerne er rekonstruktioner, som skal objektivisere både Hans status, Hans evner og Hans bevidsthed. For os, der er indgroet i disse barndomsfortællinger er der ikke noget nyt eller overraskende i dem – de angiver snarere nogle mentale selvfølgeligheder, som vi alle kender og holder af. Som allerede sagt angiver de det kristologiske problem og iscenesætter det i det store format.

Det kristologiske problem går egentlig ud på at kunne tænke dobbelt. Vi kan ikke tænke Gud uden at tænke menneske, og det bliver så i vores sammenhæng Jesus af Nazareth. Enhver kan forestille sig Gud og gør det så som Stor og Almægtig og Uopnåelig – men nok som en metafysisk, personificeret sløjfe over Altet. Tror du på Gud? De fleste danskere vil svare: Ja, jo, vist nok, muligvis – men efter min egen model. Det er såmænd forståeligt nok i betragtning af, at religion er blevet gjort til en privatsag og et personligt anliggende – men spørger du jøden eller muslimen, så tror denne ikke, for Gud er. Det samme vil Thomas Mann såmænd sige. For Gud er virkeligheden i al dens vælde og uoverskuelighed, hvorfor mennesket tilsvarende bliver til en lidenhed. For hvem er jeg over for virkeligheden og dens vilkårlige udslag?

At blive et ’jeg’ inden for denne dobbelthed tjener den kristologiske tænkning til. For når vi hævder, at Jesus er Kristus, Guds Søn, vor Herre, så har vi samtidigt sagt, at Gud ikke bare er en overmægtig størrelse, men at Han også er et menneskeligt udtryk og en menneskelig skæbne. Og samme dobbelthed understøtter jubelråbet på fødselsgangen, dåbsgavernes ’guld, røgelse og myrra’ og ved den unge mands selvsikre forvisning om, at Han er Guds barn og som sådan hører hjemme i sin Faders hus, hvilket vi andre jo også gør.

Den kristologiske tænkning, som vitterligt prøver at holde modsætninger sammen i en dialektisk gen-forståelse, har som sit inderste formål at opløse gudsbegrebet i en trehed mellem Fader, Menneske og Ånd. Så bliver den guddommelige overhøjhed lidt fjern, hvad den også bør være, Mennesket bliver nærværende som gudsbenådet, og Ånden bliver vores redskan til at holde fast i – ikke et enten-eller – men i et både-og, som er alt dobbelttænknings forudsætning. Og dét tjener barndomsfortællingerne til. Gud er ikke blot Gud, mennesket er ikke blot menneske – men vi har en fælles historie, ligesom vi netop er fælles om barndomshistorierne som fælles referenceramme. Amen.