Søndagens prædiken

jan 20, 2019

2 H3K 20 janar 2019

 

46, 386, to dåb, 144 – 321, 424, 401.

Johannes 2, 1-12.

Hos evangelisten Johannes er det den berømte historie om brylluppet i Kana, der er åbningsscenen for Jesu liv og handlinger. Johannes lægger så at sige ud med denne forunderlige historie – forunderlig, for dette ’vand til vin’-under svinger efter mine begreber mellem det vildt overskudsagtige, det dionysiske, det orgiastiske og det overflødige – deraf det for-underlige. Når man dertil lægger et mildt mundhuggeri ind mellem Jesus og hans mor, bliver scenen nærmest mærkværdig, mens disciplene ser forbløffede på, forbløffede over al denne herlighed, mens gæsterne går til makronerne i de store vinfade og bliver dygtigt berusede. Al denne herlighed til et bryllup. Bryllupper har det altid med at være store.

Men det mest interessante er måske nok, hvad denne tekst har været brugt til i traditionens lange forløb – nemlig som legitimation for det specifikt kristne ægteskab, og denne 2. søndag efter H3K har altid været forstået som ægteskabssøndagen. I det gængse bryllupsritual er der en direkte henvisning til Jesu tilstedeværelse ved dette bryllup, hvorfor det kristeligt set er godt nok at blive og være gift. Det er nu nok at overdrive tekstens indhold, for dette at scenen udspiller sig ved et bryllup synes kun at være en regibemærkning. Det kunne vel også være en 60 års fødselsdag eller en anden anledning – bortset fra at bryllupper normalt altid er store og de mellemøstlige ikke mindre.

Problemet for den kristne, kirkelige tradition er, at der faktisk ikke er noget bibelsk belæg for overhovedet at henlægge brylluppet til kirken. Så er det sagt. Og går man den bibelske tekst efter - både GT og NT – er der kun meget få betragtninger over ægteskabet som sådan, mens det hos os synes at være meget problematisk, både følelsesmæssigt og juridisk. Grunden er nok, at de gamle opfattede ægteskabet som en meget praktisk og familieorienteret foranstaltning, som blev indgået med henblik på forsørgelse, forplantning og arv – mens den romantiske kærlighed ikke var opfundet eller i hvert fald ikke brugbar som grundlag for et ægteskab. Forelskelsen og lysten havde nok sine egne veje og måtte anses for at være et luksusfænomen, som ingen rigtig kunne tage sig af.

Men samtidig var al lovgivning religiøst funderet, hvilket har været gældende for den jødiske, den kristne og den muslimske tradition. Det er først i moderne tid, at lovgivningen er blevet sekulært funderet. Men vi kommer nu engang ud af ældre samfundssystemer, hvor lovgivningen og diverse kontraktforhold var underlagt en religiøs tydning – det gælder Moseloven, det gælder kanonisk ret og det gælder sharia som en løbende fortolkning af Guds vilje. Så ægteskabet har vel grundlæggende været betragtet som et Gud velbehageligt kontraktforhold, der fulgte familiernes nedarvede mønstre. Så det religiøse aspekt har været der altid, men det er først langt op i Middelalderen, at ægteskabet som sådan bliver sakramentaliseret. Altså gjort til en hellig, af Gud indstiftet handling, der binder parterne på en mere avanceret måde end den blotte jura. Det er således karakteristisk, at både den jødiske og den muslimske ægteskabskontrakt indeholder skilsmissebestemmelser og arveafgørelser på forhånd. Det hele var altså aftalt fra start af, hvorfor ægteskabsindgåelsen var og er en kompliceret affære, mens skilsmissen netop ikke er det i synderlig grad.

Det, der sker i vores tradition, er vel netop, at ægteskabet bliver et sakramente i katolsk middelalder, rykker ind i kirken og bliver til en ubrydelig kontrakt, organiseret stadigvæk af familierne, men lovfæstet og bekræftet af den store kirke. Man kunne fra kirkens side højst gå med til annulleringer, hvis ægteskabet var indgået under falske forudsætninger eller aldrig blev fuldbyrdet. I den danske lovgivning dukker skilsmissen først op som en vanskelig og stenet mulighed omkring 1890 – og enhver skilsmisse blev fulgt op af social forargelse, fattigdom og ulykke. Denne forhindringsbane var effektiv til i hvert fald ungdomsoprørets tid, hvor seksualiteten fik frie forhold, også på grund af den nu effektive prævention, og skilsmissen blev en helt normal tilstand. Men i et historisk perspektiv er det meget nyt.

Af samme grund mener jeg egentlig heller ikke, at det er i orden, at den danske offentlighed i den grad forarges over arrangerede ægteskaber i andre kulturkredse, for vi har snart sagt ikke gjort andet her til lands til langt op i 1900-tallet. Sagen er snarere, at familierne er koblet af ægteskabsindgåelsen, at økonomi og forsørgelse ikke længere er en del af kontrakten, og at arv spiller en mindre betydning. Tilbage står følelsen mellem parterne og ikke mindre børnene – og denne kobling er til gengæld meget problematik. Måske er ægteskabet ved sin manglende fundering i det praktiske gået fra asken og i ilden, blevet meget farligere for alle involverede – og her er børnene præcist de sagesløse. For den ældre og strammere opfattelse af ægteskabet havde dog sin rationalitet i tøjlingen af seksualiteten og i bevarelsen af kernefamilien som grundcellen i samfundet. Dette hensyn er smuldret. Nu følger menneskenes børn udelukkende følelse og lysten – mens forpligtelsen kan ligge på et mindre sted. Om det er til lykke eller ulykke kan diskuteres, ægteskabet er i hvert fald blevet skrøbeligere.

Hvad er så på spil i det moderne ægteskab? Jeg tror, at det er længslen – det er længslen efter nærhed, samliv, glæden over børnene, tæthed og fortrolighed. Ægteskabet er blevet en satsning, hvor parterne vil have det hele, også lykken – men problemet er, at man giver sig ud på en sejlads mellem himmel og helvede. Man vil himlen, men risikerer helvede. Og netop fordi det praktiske fundament er smuldret væk, er det helt overladt til parterne i samlivet, om de kan finde ud af det – mellem sorg og glæde, mellem lykke og ulykke, mellem troskab og svigt. Ægteskabet er blevet følelsernes holdeplads, og problemet med følelsen er, at den principielt er flygtig. Den kommer, og den går. Den kan komme, og den kan gå. Og menneskets rationale kan ikke overkomme den, ikke styre den eller kontrollere den.

Sandt at sige har jeg aldrig mødt et brudepar, som ikke var nervøse. Et eller andet sted kender de risikoen og har valgt den. Og rummet her, ceremoniellet, offentligheden er i ekstrem grad over dem – for de to står i princippet i universets centrum, de står foran Guds lokale alter, alles øjne hviler på dem, den omfattende familieret aktiveres, det gensidige løfte om at elske og ære er moralsk nærværende, og forpligtelsen således mere end tydelig. Når den er tydelig, bliver modsætningen det også – men underet er, om det lykkes, og vand bliver til vin eller rettere til champagne, bliver til det sprudlende overskud over for vands fladhed.

Hvis der er nogen begivenhed i verden, der kombinerer fest med frygt, ballade med alvor, støj med inderlighed, så er det kirkebrylluppet. Og det hele handler om, at parret får betydning, får deres projekt slået op på den store skærm og satser hele deres følelsesliv i én satsning. Det er stort, og det er farligt. Men derved hænger modsætninger også sammen i en spænding, og mennesket mærker snerten af sin egen guddommelighed – fordi vi to sammen er parate til at storme Himmerigets porte.

Så måske var det meget godt, at teksten meddeler, at Jesus, hans mor og hans disciple var kommet til bryllup og ikke til en rund fødselsdag. For brylluppet er det voksne livs nerve, samlivets og familiens puls – og at den ellers svage henvisning til en regibemærkning kan bruges i vores sammenhæng som en betoning af det drama, ægteskabet er. Og hvis vi ikke skulle have Guds nåde til det, var vi ilde stedt – for parterne i et ægteskab véd udmærket godt, at de ikke kan tage noget, men kun kan få noget. Det er følelsens ultimativ – du og jeg kan kun få den, ikke tage den. Dette er nåde – og mennesket siger: Tak for dig! Amen.