Søndagens prædiken

jan 27, 2019

3. s.e. Hellig 3 konger den 27. januar 2019

 

Salmer: 743, 300, 336 – 557, 424, 30.

Læsning: Mattæus 8, 1-13.

 

Det er såmænd en gammel saying mellem prædikanter, at man altid bør prædike op imod det, som man ikke forstår – eller finder problematisk. Teksten, der skal prædikes over, er aldrig nogen selvfølgelighed, men den er en udfordring, for ellers bliver man overladt til netop selvfølgelighederne, og de er sjældent egentlig opbyggelige men kun egnet til selvbekræftelse. Jeg siger det herfra, fordi jeg efter at have skrevet over 60 daglige klummer til Kristeligt Dagblad netop er blevet fyret, fordi mine tekster ikke var fromme nok – eller gudeligt forudsigelige nok. Jeg vælger at tage det som en komplement, for kunsten at prædike – ars prædicandi – er netop at kunne problematisere en tekst og prøve, om man alligevel ikke kan få noget ud af den, en pointe, som præcis ikke gav sig selv.

Teksterne til denne søndag handler oplagt om ’troens størrelse’ – hvor stor den måtte være. Evangelisten Mattæus lader Jesus bruge formuleringen: ’Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel’ – og en tilsvarende formulering findes i anden tekstrække, hvis I slår op på den. Så søndagens tekster kredser om den større eller mindre tro. Det forekommer egentlig meget moderne, for det moderne menneske spørger ikke til troen som en objektiv og definérbar størrelse, men spørger subjektivt: Hvad tror du, og hvad tror jeg, og hvor meget og hvordan tror vi så muligvis? Svarene vil uvægerligt falde meget forskelligt ud både hvad angår størrelse og omfang og karakter. Svaret vil være en diffusitet, og det er nok den, der er moderne, fordi den mulige religiøse tro er blevet et højst personligt blik på verden – og ikke et kollektivt blik. Men det er netop moderne, og svarer – så vidt jeg kan se – ikke til tidligere tiders opfattelse af troen og dens væsen og slet ikke til jødedommens og islams opfattelse. Den vesterlandske modernitet skiller sig helt ud, når det kommer til troens karakter og bonitet, fordi subjektivismen i den grad er slået igennem.

Så når Jesus siger, at denne officer, som er en fremmed fugl i den sociale sammenhæng, har en ’stor tro’, så kan det næppe være, fordi officeren endsige Jesus har taget målebåndet frem og afmålt trosstyrken – hvis jeg må sige det sådan. Det interessante er snarere officerens henvisning til kommandosproget. Han modtager selv ordrer, og han udstikker ordrer – og de bliver fulgt. Alt andet ville være ulydighed, insubordination som det hedder, eller mytteri, oprør. Man kan spørge: Hvorfor virker så den militære ordre? Den virker ud af nødvendighed – og det er ikke for sjov. For den militære ordre er baseret på krig, og hvis man kender blot lidt til denne del af virkeligheden, så skal jeg hilse og sige fra de danske soldater, jeg kender, at hvis man er på patrulje i fjendeland, så adlyder man anførerens ordre blindt. Man kan simpelthen ikke gennemføre en patrulje, hvis ikke alle følger trop – også og ikke mindst for selv at overleve. Patruljeføreren kan tage fejl, men det afgør man først bagefter. I skudlinjen, når det koger, er der kun ét at gøre: At adlyde og stole på anførerens dømmekraft. Den personlige vinkel må den menige soldat holde helt for sig selv og slet ikke agere på. Det ville være fatalt. Ordrene er nødvendighedens tale i situationen og spejler egentlig ikke begrebet disciplin, men begrebet tillid. For når den enkelte er helt afhængig af andre, er tilliden det eneste, der virker. Mennesket er overladt til tilliden.

Er det troen? Det skulle jeg mene. Denne officer er i beretningen ikke just i krigszonen, mens hans følelse er det. For den tjener, han har derhjemme, er åbenbart lammet og har det ’forfærdeligt’. Så officeren er af sted for at slås for sin tjener, som han må holde af, og opsøger Jesus, som han næppe kender på andet end rygtet, og tjeneren skal altså helbredes. Officeren bliver velvilligt modtaget – i lighed med den spedalske i tekstens indledning – men officeren slår over i kommandosproget, for blot en ordre er nok, og her behøves ikke magiske dikkedarer hen over den syge. Altså: ’Sig blot et ord’ – eller stik en ordre ud. Så sker det, for ordren følges.

Her ville det traditionelt set være passende, om prædikanten slog ind på et teologisk aksiom, som kaldes: Ordet skaber, hvad det nævner. Dette aksiom er specielt udviklet i grundtvigske kredse og er egentlig en henvisning til skabelsesberetningen, hvor Gud siger noget, og så sker det. Altså: Der blive lys, og der blev lys. Men dette aksiom er langt ældre og er en grundlæggende del af den protestantiske tradition. For den – i sit væsen – undergravede det middelalderlige sakramentssystem, hvor Guds tilstedeværelse og virke var inde i kirkens hellige handlinger, og blev så til det bibelske ords tiltale. Ordet blev Ordet som et mantra, og i den ældre lutherske tradition blev Ordet den tiltale til mennesket, der skulle afsløre synden og dernæst forkynde nåden. Ordets tiltale havde den funktion, at det skulle forkynde Guds lov som uomgængelig, påvise overtrædelserne, men så også forkynde tilgivelsen – for den bodfærdige. Denne sprogbrug er faktisk tæt på et juridisk sprogbrug, for den større eller mindre forhærdelse hos den skyldige spiller altså en rolle – den bodfærdige slipper billigere. Men her er der tale om Guds Ord som en myndighed, der både riser og roser, begge dele. Men Guds Ord er også blevet til en autoritet, der har forklaringer på alt og en facitliste ved hånden ved enhver lejlighed. Så bliver Bibelordet fundamentalistisk. Og indiskutérbart.

Hvis jeg skal stille disse betragtninger over for beretningen om officeren og hans tjener, så er officerens replik: Sig blot et ord! Ikke kun et udtryk for, at Jesus kan og vil helbrede hans tjener, og vi skal være lidt benovede over officerens tros størrelse, men at officerens følelse for tjeneren fremkalder kommandosproget som en selvfølge. ’Bare sig til’ – kunne man også sige. Når man siger det, udviser man også ekstrem tillid. Og det er officerens følelse, der dikterer ham. Du skal gøre ham rask. Og det gør Han så. Jesus opfylder tilliden. Du skal. Eller: Gå! Kom! Gør det! Det sker.

Så hvis I spørger mig om troen, så er troen ikke en tro på, det er heller ikke en tro at – tro er ganske enkelt tillid til sin Gud og tillid til sit medmenneske. Det kan lyde barnagtigt og er det måske også. Tilliden til min Gud ligger på to planer: At der er en sammenhæng i verden, som jeg godt ikke kan gennemskue, men som er al åndskraft værd at forholde sig til. Og på det personlige plan er tilliden en dyb taknemlighed, for jeg er altid blevet holdt oppe. Tilliden til mit medmenneske er en tiltro, og uden den kan man slet ikke leve. Derfor er troen i virkeligheden det, som Løgstrup kalder for en ’suveræn livsytring’, for når man tror, åbner man sig for sine omgivelser både på mikroplanet og på makroplanet. Så man kan om officeren sige, at hvis han var ligeglad med sin tjener, så behøvede han jo heller ikke tro på, at en ordre kunne være nok.

Denne tros-forståelse fra min side er holdt på det basale, psykologiske plan. Men vi har en grundig historisk erfaring for, at troen lynhurtigt komme op på det ideologiske plan og bliver autoritær. I det stykke vil jeg blot sige, at læresystemer ikke i sig selv er noget, men fungerer som værktøj for stringent tænkning. Og når rationalet kommer til, vil jeg blot sige, at troen ikke kan regne med noget – som om der var kausalitet i den – men at troen er følelsens åbning mod verden, tiltroens åbne hænder. Når de bliver misrøgtet er det de negative ’livsytringer’, som sætter sig igennem, og så bliver mennesket bedrøvet, men ingen kan netop regne med noget. Den egentlige verden er – med forlov – uden for årsag-virkningskæden, men er et spil om virkeligheden og en kamp om tilværelsen.

Så officeren kom glad hjem. Han havde ikke kunnet regne med noget, men troen opfyldte sig selv. Og det er stort. Amen.