Søndagens prædiken

feb 3, 2019

4 H3K 03 februar 2019

3, 337, 696 – 36, 424, 598.

Mattæus 8,23-27.

Egentlige naturundere, hvor der bliver skaltet og valtet med den fysiske natur, er der kun få af i Det ny Testamente. Underne er gennemgående helbredelsesundere i skellet mellem sygdom og sundhed, død eller liv. Der er også mange, der i tidens løb har grinet lidt af de naturundere, der er, såsom også at kunne gå på vandet, som er teksten til anden række. Det er også klart, at netop dagens ’storm og sø–under’ grundlæggende er fortalt som et kraftbevis, der skal overbevise ’den undrende offentlighed’ om, at netop Jesus er Guds Søn, siden Han kan få storm og sø til at adlyde sig. Det kan vi andre nemlig ikke. Vi ved det.

Men tager man fænomenet lidt mere principielt, så handler det om beherskelse af naturen. Det vil vi nemlig gerne i det omfang, vi overhovedet kan – og har så at sige ikke lavet andet i de sidste 400 år i det imponerende forsøg på at få naturen under kontrol. Det er faktisk lykkedes et langt stykke, men før da var naturen simpelthen farlig – og ikke elskelig og beskyttelig, som den er blevet under menneskers kontrol. Naturen var farlig, for folk døde for et godt ord, naturen var lunefuld, for misvækst var en konstant risiko og overhovedet dette at afæske naturen brød på bordet var et kronisk problem. Hele det gigantiske, naturvidenskabelig opsving fra oplysningstidens dage og frem har også handlet om at bekæmpe sygdomme, kontrollere plante- og dyreavlen og etablere en kollektiv rigdom til gavn for helheden. Det eneste, man ikke rigtig har fået kontrol over, er vejret – og netop dér rejses nutidens helt store politiske problem, for alle er bange for ukontrollerede klimaændringer, vejrets ukontrollerede udslag, ændringer til ulykke eller mulig udslettelse.

Og så opstår det ægte teologiske problem: Hvis er skylden? Og her er den offentlige debat egentlig ikke i tvivl. For menneskeslægten har af grådighed udnyttet naturens ressourcer i en sådan grad, at naturen tvinges i knæ men en truende kvælningsdød forude - og så er det slut med os også. Dommedag i denne moderne udgave er selvforskyldt i ekstrem grad og påkalder sig stærk politisk bevågenhed.

Nu skal jeg nok lade være med at lege moralist på denne verdens vegne, men jeg kan benytte lejligheden til at gå efter dette skyldproblem – også fordi søndagens tekster netop – og belejligt - indeholder en længere passage fra Guds tale til manden Job, den tekst, som jeg læste fra alteret. Jobs Bog er faktisk meget interessant i forhold til menneskets oplevelse af skyld, og historien er kort sådan: Gud og hans modstander, Satan, indgår et væddemål om den fromme og retfærdige Jobs standhaftighed. Kan Job tåle ulykken eller vil han forbande Gud? Satan får frie hænder men må ikke tage hans liv. Og så vælter ulykkerne ned over Job og hans hus, og de er mildt sagt massive. Så Job ender i askedyngen og skraber sine byldesår med et potteskår. Så dukker Jobs såkaldte venner op, og hovedstykket i bogen er deres diskussioner om Guds påståede retfærdighed. Vennernes argument er, at Job grundlæggende må have fremkaldt den vrede, som nu går ud over ham. Job må selv være skyld i miseren. Og dét nægter Job – og bliver ved med det bogen igennem. Han har intet gjort, der berettiger den behandling, han har fået. Til sidste taler Gud til ham – netop ud af stormvejret – og den tekst, jeg læste fra alteret, gengiver udmærket pointen. ’Hvor var du, Job, da jorden blev grundlagt, og vil du belære mig, så sig frem!’ Job bliver så at sige sat på plads som skabning, han bøjer sig for Almagten, hans ’dårlige venner’ bliver underkendt, og Job selv genindsat i sin gamle styrkeposition.

Jobs Bog handler i det ydre om Guds retfærdighed – det er den Jobs venner pukker på. For hvis det ikke går Job, som han selv måtte mene det var retfærdigt, så er det nok fordi han har gjort et eller andet, der har udløst den virkning. Job må være skyldig, og han skal erkende det. Men så vidt jeg kan se, så handler Jobs Bog langt mere om vilkårligheden – at virkeligheden udsætter ham og os for alle mulige hændelser, der ligger uden for årsag-virkningskæden, og som ingen kan eller turde regne med. Vi tænker alle sammen i årsag-virkningskæder – det man også kalder kausalitetstænkning – og vi kan med forstanden ikke gøre andet. Og når nu der er så meget i vejen med Jobs liv og med vores liv – og med klodens liv – så forfølger man uvilkårligt årsagen til det, som måtte være i vejen. Man opsøger skylden.

Og så er jeg ved den klassiske syndefaldsberetning, hvor bevægelsen sker fra harmoni til disharmoni. Syndefaldet er en mytisk forklaringskonstruktion, der fortæller om, hvordan harmonien blev brudt, og historien kunne løbe. Vi kender den alle og bruger den indirekte hele tiden. For dette ’kundskabens æble’ er kundskaben til at kunne skelne mellem godt og ondt, og heraf følger så igen en række skelningsfelter – det ord eksisterer vist ikke – men parallellerne til denne godt-ondt-skelnen er rigtigt over for forkert, lys over for mørke, tillid over for mistillid, troskab over for svig – osv.. Hele vores moralske verden er bygget op over denne skelnen, som illustreres udmærket gennem syndefaldsmyten. Samme myte udnytter fristelsen som katalysator, for Eva bliver nysgerrig og vil noget selv og så tilføres skabelsen de grundlæggende følelser, som er skam, skyld, misundelse, vilje til liv og hovmod, alt gengivet i 1. Mosebog 1-11 gennem disse mentale grundhistorier, der ikke just er historiske men netop følelses-adækvate.

Så hvem har skylden for, at menneskeslægten måtte forlade den paradisiske harmoni og give sig på vandring i en sammensat, moralsk verden mod et ukendt mål. Det har – mytisk set – Adam og Eva skylden for. Det har senere, kirkelige tider gerne bebrejdet dem, men pointen er vel, at ’søndag eftermiddag i Paradis’ er kedsommeligheden selv, og at intet kommer ud af stilstand. Så frugten af syndefaldet er menneskets splittede natur og en kødelig, følelsesramt lidenskab, der vil det hele men kun kan så lidt. Men kan med rette kaldet det ’skyldpåtagelse’ som menneskets varemærke og kendetegn. Hvis vi ikke kendte skylden – eller syndens realitet – ville vi enten være engle eller dyr. Vi er mellemvæsner, der kender dyrs instinktive liv, ligesom vi kender englenes stræben efter det ophøjede. Så mens mennesket nok kan føle skyld og må bære det som et adelsmærke, så kan Gud det ikke. Han er – med Thomas Mann – ’den helligt-skyldfremmede’, ligesom virkeligheden heller ikke kan føle skyld. Naturen kan heller ikke. De begivenheder, vi udsættes for, kan heller ikke. Det er så at sige kun os, der kan græde og grine – alt andet gør bare og føler intet derved. Det gør stormen på søen heller ikke. Den er der bare som et udslag af vejrliget og er ligeglad med sine mulige drukne-ofre. Men vi vil ikke ofres, vi vil videre, vi vil frelses – religiøst som sekulært. Kloden skal overleve, og vi skal overleve – og denne vilje til liv og overlevelse er ubønhørlig stærk og sætter sig faktisk ud over det moralske argument. For den vil sig selv og kun sekundært sin næste.

Og dog. Hele den bibelske fortælling kan læses og fortolkes som en udveksling af skyld mellem mennesket og dets Gud. For – med Thomas Mann – må Gud lære skylden at kende, og det gør Han så gennem historien om Kristus, som ’bærer al verdens skyld’. Det er først her, inkarnationen slår igennem, for én ting er, at Gud bliver menneske, den afgørende ting er, at Han bliver den skyldige – det er det, man kalder ’korsets teologi’. Og Han var bange i Getsemane Have før han blev anholdt med henblik på rettergang og henrettelse – lige så bange som disciplene i båden på søen.

Men Guds almagt rejste Ham fra de døde og lagde – til ære for de rædselsslagne disciple - stormen ned. Det hele er tegn på frelsen. Tør vi tro det? I den forbindelse vil jeg gerne henvise til dette sted hos evangelisten Markus: ’Frygt ikke; tro kun!’ Det er livets nødvendighed. Amen.