Søndagens prædiken

feb 24, 2019

Sexagesima 24 februar 2019

41, 29, 154 – 395, 439, 398.

Markus 4, 1- 20.

Denne ret berømte lignelse om ’sædemanden, der gik ud at så’ er sin sammenhæng ret speciel, fordi evangelisten Markus lader Jesus selv udlægge sin egen billedtale. Denne form findes faktisk ingen andre steder i evangelielitteraturen. Ikke fordi lignelserne ikke er udlagt og fortolket, for det har været prædikanternes opgave gennem hele det historisk-kristne forløb, men denne udlægning er så at sige blevet kanoniseret vad at blive en del af den hellige tekst. Nu kender man fra kirkehistorien og kirkefædrene mange udlægninger af Jesu lignelser – det er ikke nær det – men denne udlægning påkalder sig interesse, også fordi den synes at være i nøje overensstemmelse med oldkirkens måde at prædike på, nemlig den allegoriske. En sådan tekstforståelse kræver en kommentar.

Selve lignelsen er ren billedtale, og vi er i en pastoral eller landbrugsteknisk afdeling. Bonden sår sin sæd fra sin pose om maven, som vi andre gøder, noget skødesløst må man sige og uden særlige markindhegninger, og det går lidt forskelligt for sædekornene, alt afhængigt af jordforholdene og omstændighederne. Men da dette lille landbrugsbillede i sig selv er meget fredsommeligt og egentlig uinteressant, kalder det på en fortolkning. Hvad betyder det? Det er det, disciplene spørger om? Inden selve udlægningen er der så et mellemstykke, som i sig selv er interessant. For her lader Markus Jesus sige, at der er dem indenfor, der kender Guds Riges hemmeligheder, mens de, der er udenfor, må nøjes med billedtalen. Og formuleringen er endda ret grov, for man kan se og se og intet forstå, og man kan høre og høre og intet fatte – hvorfor de mister retten til omvendelse og tilgivelse. Her er der virkelig forskel på dem ’indenfor’ og dem ’udenfor’. Mener Mesteren virkelig dét? Markus lader Ham i hvert fald gøre det. Associationen fra min side er i hvert fald mysteriereligioner, som var et ret udbredt fænomen i oldtiden, hvor man for alvor opererede med dem, der havde nået en vis indsigt, og dem, der ikke havde. Den religiøse tankegang var egentlig et mysterium, der avlede en rangorden mellem de lærde og de ulærde, mellem de indviede og de uindviede – og så var der endda alle mellemstadierne mellem at være helt indviet, delvist indviet eller blot måbende. Det er en religionsform, som vi fra oldkirken kender som kampen mod gnostikerne – gnosis betyder kundskab på græsk – og som var ret udbredt, indtil den hellige og almindelige kirke satte sig på både kirkemagten og statsmagten.

Men denne større eller mindre grad af indvielse i hemmelighederne har altid eksisteret i religionshistorien og gjort det under mange former, men i dag kendes den bedst i sekteriske grupperinger, såsom Scientology. Her er man på forskellige niveauer mere eller mindre med i indsigten, som så at sige er selve hemmeligheden. Men det ligger unægtelig også gemt i vores egen bredere forståelse af religionens væsen, idet der er forskel på lærd og læg, og at præsten – i hvert fald på vittighedsniveauet – synes at have særlige forbindelser opadtil, der kan sikre vejret og brudeparrets lykke. I mange liturgiske – altså gudstjenestemæssige – sammenhænge synes der også at være forskel på dem, der er indforstået med Guds Riges hemmeligheder, og dem, der er det mindre. At udlægge teksterne har været præget af præstelig autoritet, mens lægfolket nødigt skulle gøre sig for klog på de sager. Fx havde man i 1800-tallets Danmark en åbenlys åndelig konflikt mellem det vækkelsesprægede, oplyste lægfolk og så statskirketraditionen, der nok skulle læse menigmand teksten. Nøglen til denne autoritet er i den katolske verden indvielsen i kirkens lærdomme, mens den i den protestantiske tradition snarere bestod i en metodisk og videnskabelig opdragelse. Den protestantiske teologiske tradition er egentlig ikke kirkeligt funderet men alment funderet i en vekselvirkning med andre videnskabelige discipliner og fagområder.

Men inden jeg når til Guds Riges hemmeligheder i tekstens forstand, må jeg omkring Ordet som særligt begreb. Ord er tale, det er sprog, men Ordet i bestemt form har en særlig klang i den protestantiske tradition – og mindre i den katolske. For dette særlige Ord er i vores tradition selve Bibelordet, altså den bibelske tekst som autoritativ kilde og tiltale til mennesket, og optræder derfor også som vejleder og retleder – bortset fra, at det også optræder som fundamentalistisk facitliste på denne verdens gøremål. Hverken personligt eller fagligt kan jeg komme til rette med denne særlige status, for den er ikke berettiget. Der er ikke noget særligt Ord. Men sproget, det talte ord, har under alle omstændigheder en virkning som en følelsespåvirkning. Det skaber så at sige, hvad det nævner, men det tilintetgør også. Ordet som begreb ligger inden for Løgstrups sondring mellem skabelse og tilintetgørelse. Ord ophøjer og nedgør. Ord skaber og ødelægger. Det er sagt helt banal fra min side, for jeg mener, at det er en fuldstændig almindelig erfaring, at al tale former og opløser – og gør det netop på det følelsesmæssige plan. Sproget ligger uden for den fysiske virkelighed, men det indvirker unægtelig på den. Ordet er en læsning eller fortolkning af den foreliggende virkelighed, og alles ageren er afhængig af talens påvirkning og udveksling.

Hvad er så hemmeligheden? Inden for allegoriens ramme er det interessante så, at bonden sår, og at der kommer forskelligt ud af denne såning. Men allegorien oversætter billedtalen, og det sker ved en helt enkel sammenkædning mellem såsæd og prædikeordet. Og den allegoriske logik er så, at man løser billedtalens rebus op ved at oversætte grundordet med en variant – her forkyndelsen. Inden for denne oversættelse handler det ikke længere om Ordet selv men om receptionen af Ordet, og vækstvilkårene bliver til mennesketyper – kort sagt en sondring mellem de overfladiske, de useriøse, de materialistisk mindede, og så de ægte fromme, som man så kender på deres tankers og gerningers frugtbarhed. Kort sagt: Der er forskel på folk, og vi kender vores egne. Det er – undskyld mig- sekterisk tænkning.

Nu er det ikke mig, der har opfundet den nøgle til tolkning, som jeg her har fremlagt. Den er velkendt inden for den teologiske tradition: At udlægningen simpelthen er en oldkirkelig prædiken, der skulle stramme menigheden op mellem dem og os. Og det er der ikke noget mærkeligt i, i og med at den tidlieg kristne menighed var en kæmpende menighed over for jøder, over for hedenskaben, over for rivaliserende religionsformer og over for den romerske statsmagt. Enhver prædiken er en stemme i tiden, og det er denne også, antagelig skrevet i årtiet efter år 70, hvor Jerusalem blev ødelagt, jøderne fordrevet ud i diaspora, og den romerske statsmagt kun havde hån tilovers for denne udløber af jødedommen. Så der skulle nok lidt oprustning til for at fastholde menigheden.

Hvordan blev den så fastholdt? Nu må jeg svare kort. Oprigtig talt ved at fastholde Guds kærlige solidaritet med mennesket i Jesus Kristus. Han blev oldkirkens tegn på samhørigheden mellem det menneskelige og det guddommelige i en fælles trang til frelsen, forestillingen om den anden verden som i sig selv er imponerende. Denne samhørighed udtrykkes af Paulus ved dennes stædige fastholdelse af den korsfæstede som det fælles punkt mellem Gud og mennesker. Dér kender vi hinanden: Gud som den afmægtige og mennesket som den afmægtige. Og afmagten kender sig selv på tilgivelsen som den eneste mulighed for overlevelse. Vi ender alle der – om ikke andet så mellem hvide lagner – og kan kun tro, håbe og elske. Er man sig selv nok, er det selvfølgeligt lidt ligegyldigt, men véd man sig afhængig af sine medmennesker og sin Gud, så er det nådens tiltale – som ikke er nogen hemmelighed. Amen.