Søndagens prædiken

mar 3, 2019

Fastelavn 30 marts 2019

557, 442, 444 – 192, 439, 11.

Mattæus 3,13-17.

Med Søren Kierkegaard lever vi nok forlæns, men vi forstår alting baglæns. Vi forstår baglæns – og tager det som en selvfølge – at Jesus af Nazareth var Guds søn, hvorfor fødsels- og barndomsfortællingerne går direkte ind. For når Guds Søn skal fødes, må det ske med en vis manér og med iscenesatte fortællinger om højheden. Sådan er det i hvert fald hos evangelisterne Mattæus og Lukas. Hos Johannes er Han denne verdens grundprincip og træder først i karakter som voksen ved den overrumpling af herligheden, som disciplene oplever. Hos Markus optræder Han også først som voksen, og her er det dåbsscenen fra Jordanfloden, der gør Ham til den, Han er, og Matthæus, Markus og Lukas er lige gode om at tillægge den betydning – mens Johannes kun antyder den. Men Johannes er nu heller ikke særlig god til sakramenterne; han synes at have en noget æterisk holdning til både dåb og nadver.

Men jeg skulle mene, at denne Johannes-dåb af Jesus er vigtig, også fordi den udmales med duen, der daler ned, og stemmen, der udråber Ham til sin Søn. Der er rigtig mange døbefonts-himle, der afbilleder den neddalende due, ligesom den også hænger i loftet i kirkens eget lille og tidligere baptisterium nederst i kirken, som endda er prydet af et 1700-tals maleri af Jesu dåb i Jordanfloden og et af de få billeder, der kom ud af det brændende Christiansborg – lidt spydigt omtalt som dekorationskunst af kendere og heller ikke just min kop thé. Undskyld – det får være.

Men jeg kan ikke se rettere end, at dåbsscenen er en indvielsesscene, hvor ’denne min Søn’ indsættes til sin egentlige gerning og opgave, nemlig et gennemføre martyrvandringen op til Jerusalem, gennemleve sin lidelse og død for så påskemorgen at opstå fra de døde. Denne historie er i bakspejlet, netop forstået bagfra, iscenesat og tilrettelagt af den bibelske historie som den egentlige hovedfortælling, hvor Gudsofferet skal gennemføres og forsoningen mellem parterne, mellem Gud og menneskeslægten, skal fuldføres. Med til denne processuelle iscenesættelse hører vores egen fasteperiode, som indledes efter fastelavn og karneval, som er den store farvel-fest til kødspiseriet, og som i visse, især katolske, områder fejres med en imponerende løssluppenhed, hvorefter alle går over til fasten, hvor man spæger kødet, holder lav profil og fra sidelinjen følger Jesus på Hans vandring op til ’morderstaden’, som Kingo kalder byen Jerusalem. Denne vekslen mellem fest og andagt gælder faktisk alle religiøst betingede kollektive fester – også vores jul, påske og pinse – men den kristne faste, som kun de færreste hos os går op i, minder i sin struktur en del af den muslimske Ramadan, hvor man faster om dagen, men fester om natten, og man markerer netop ramadanens indledning og afslutning med store fester. Gækken slås også løs påskedag – i hvert fald i den ortodokse verden – for nu er Han endelig opstanden. Jubelråbet blander sig med dansen på bordene.

Fasteperioden er således traditionel en del af kirkeårets rytme, hvor guddommen fødes til jul, indvies til sin gerning til fastelavn, dør og opstår til påske, farer til himmels og erstattes af Guds Helligånd, som ankommer til pinse. Og her begynder dåben så også i en blanding af åndsindgydelse og vandøsning, for dåben i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn vil genføde barnet ved vand og Ånd og give det syndernes forladelse som en blankocheck med ud i livet og ind i evigheden.  Det lyder af meget og er også ment sådan. Men inden jeg går om bord i dét, må jeg lige kommentere dåben som fænomen.

Dåb er i sit væsen et vand-rensningsritual og må være urgammelt. Men har altid renset med vand, vi gør det selv hele tiden, og inden muslimen træder ind i moskeen har han vandrenset sig. Vi er helt nede i det basale mellem renhed og smuds – og der er klart et link til moralsk renhed eller fordærv. Grundlæggende kan man sige, at der er tale om en ’tørst efter renhed’, for mennesket vil normalt gerne ’stå ren’ for sig selv og sine omgivelser. Vandritualer ligger så at sige lige for i denne øvelse. Når Johannes Døber døbte – for at sige det sådan – har det antageligt været led i en vækkelses- og forbedringskampagne, for han har efter alle vidnesbyrd været rigtig god til at svinge pisken over sine tilhørere og fået dem til at bekende deres synder mod en vandrenselse bagefter. Jesus lader sig døbe af Johannes, men denne kvier sig altså også, og teksterne henviser faktisk til Jesu åndsdåb, for her er mere end Johannes og hans vandøsning. Denne forskel mellem vanddåb og åndsdåb har altid været en kilde til diskussion, for åndsdåben synes noget finere eller mere avanceret end vanddåben.

Jeg skulle mene, at Jesus i denne tekst underkaster sig traditionen for jødiske renhedsforskrifter, idet Johannes Døber oplagt hører til profettradtionen, der belærte enhver samtid om Guds vilje, kontrasteret af de menneskelige dårligdomme. Tilsvarende har Jesus som lille underkastet sig omskærelsen, som i paulinsk forstand er en forpligtelse på Moseloven og adfærden som jøde. Den evangeliske mening må være, at Jesus som Guds Søn netop ikke er hævet over de menneskelige vilkår, så han ikke blot er fuldt ud Guds udtryk, men Han er også fuldt ud menneskets udtryk.

Nu må man om omskærelsen sige, at det som et mindre blodigt offer, hvor køndsdelen er involveret, nok grundlæggende udtrykker en intimitet og et troskabsforhold mellem manden og hans Gud af nærmest ægteskabelig karakter, mens dåben snarere er en renselse for sine mulige synder og således kunne stå ren for sin Gud som en del af frelsesprojektet. Men betydningen af begge er nok skredet over tid, for i dag er begge handlinger snarere udtryk for et tilhørsforhold. Omskærelsen er for jøde og muslimen pagtstegnet, der angiver identiteten, og ligeledes er dåben pagtstegnet for den kristne, der ved sig afhængig af den treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd. Skal man sige det kulturelt-traditionelt, så hører man til inden for disse store grupperinger, der er udsprunget af forestillingen om én Gud – og ikke mange guder – og så har været ekstremt historieskabende.

Men jeg skulle mene, at dåben faktisk også udtrykker et parallelforløb. For vi er alle døbt med Johannes-dåben, men låner tilsvarende Jesu værdighed. Vi er døbt til Faderen, der er over alle, men vi er også døbt til Kristus som menneskets bror og fælle. Vi er stillet som Ham. Vi er ikke Ham, men vi er parallelt stillet som Ham. Vi kalder os Guds børn, for vi har Gud til far, Jesus Kristus til bror, og besidder den fælles Ånd, som er sig bevidst om forskellen på renhed og urenhed – altså kender det moralske problem og handler i krydsfeltet. Mens jøden og muslimen har det med at underkaste sig Guds storhed, så optræder vi som Guds slægt på jord – hvilket moralsk set er noget mere krævende. For at sige det lidt plat med min gamle historielærer: det er ikke så svært at være en god jøde eller en god muslim, men det er unægtelig sværere at være en god kristen. For hvem kan elske sin Gud og desuden sin næste som sig selv? – uden at falde i.

Det gør vi så, og enhver må selv stå for regnskabet med sine medmennesker og sin Gud. Men vi er dog med i et fortællemæssigt parallelforløb, hvor vi fejrer Gudsbarnets fødsel som uskyldens inkarnation, bliver døbt med Jesus i Jordan og får Ånden og har udsigt til vores eget private Golgatha mellem hvide lagner. Men i modsætning til jødedom og islam har vi en udsigt ud over døden ved jubelråbet over Jesu opstandelse og Hans himmelfart – for frelsesperspektivet er den kommende verdens liv, hvor Gud skal blive alt i alle. Det kan nok forekomme en del lettere vidtløftigt, men stilles jeg personligt over for valget mellem intethed og en fremtid hos Gud, så kan forstanden nok ikke følge med, men det kan drømmen, længslen og følelsen. Gud nåde os alle i liv som i død, for jeg har ikke taget tilværelsen selv. Amen.