Søndagens prædiken

mar 10, 2019

1 fasten 10 marts 2019

 

1 fasten 100319

15, 337, 166 – 336, 439, 598.

Mattæus 4, 1-11.

I søndags, Fastelavns søndag, blev Jesus døbt af Johannes i Jordanfloden, duen viste sig over Hans hoved og stemmen ovenfra udråbte Ham til ’Guds elskede søn’ – altså en indvielse af Jesus af Nazareth til at fuldføre det store forsoningsprojekt, som Hans korsdød siden Paulus er blevet tolket som. Mennesket er i kraft af denne forsoning éns med sin Herre Jesus ved fødsel, død og opstandelse. Der er tale om at opstille en parallelitet mellem Guds udtryk her på jord, menneskets væren i verden og menneskets skæbne i den kommende verdens liv.

Sådan som disse fortællekredse er bundet sammen, så skal hovedpersonen logisk set bestå sin manddomsprøve, og det er at vinde over Djævlen – eller Fristeren, som han også kaldes. Det sker for fuld udblæsning i denne fantastiske fortælling om ’fristelsen i ørkenen’, der indeholder voldsomme scener fra ørkenmareridtet, over tempeltinden og til verdens højeste bjerg, hvor der er fuldt udsyn over herligheden. Det foregår som en slags tvekamp mellem den gode og den onde, et motiv, som genkendes fra utallige folkeeventyr. Jeg skulle mene, at tvekampen er en slags grundberetning om det menneskelige vilkår, godt og ondt op imod hinanden.

Inden for denne tankeverden synes det også logisk, at tekstudvalget til søndagsbrug af første tekstrækkes vise fædre bruger syndefaldsmyten fra 1. Mosebog 3, hvor mennesket ved den berømte slanges mellemkomst ryger ud af harmonien og bliver sig bevidst om det menneskelige vilkår som en skelnen mellem godt og ondt. Med fortællingen om ’fristelsen i ørkenen’ skal der så at sige rådes bod på denne mentale misere. Og det er meget karakteristisk for de evangeliske fortællinger, at Djævlen ikke optræder som figur herefter og først dukke op som en indskydelse hos Judas Iskariot, der forråder Jesus til den jødiske ledelse op til Langfredag i påskeugen. Så er han, den onde, på banen igen. I mellemrummet har Jesus fri virkekraft som Guds søn og heraf alle underne og kraftbeviserne. Han er Guds Søns interim i verdens historie.

Men først Djævlen. Den figuration, som vi har af ham, er nok middelalderlig, hornet, grim, ulækker og ond. Denne djævel bestyrer pinestedet og straffestedet, som er det middelalderlige svar på forestillingen om straf kontra fortjeneste. Fortjenesten lå i himlen, straffen blev udstået i Helvede. Inden man gør sig for lystig over sådanne måske primitive billeddannelser, bør man være opmærksom på, at alle mennesker kender til himle og til helveder, for vi har alle både forestillinger og oplevelser, der tangerer disse to ekstremer eller modsætninger. Så hvis man vil opfange verden og virkeligheden i sin kompleksitet, må man indregne disse yderpunkter i sit mentale univers. Men der er også andre kendt djævle-figurationer som fx Mefistofeles, som er en kløgtig, snedig og forstandig herre, som driver sit eget modspil over for Guds godhed. Hos Thomas Mann hedder samme skikkelse Semael og er en falden ærkeengel, en Lucifer, hvorfor det ondes opkomst forklares som en udskillelsesproces fra Helheden, hvorved den moralske verden dannes, vores verden, den verden, der kan skelne. Den djævel, der optræder i dagens tekst, er en sådan figur, en slangefigur, som er klogere end sin Skaber. Heraf igen paralleliteten mellem syndefaldsberetningen og fristelsen i ørkenen. Der er ikke tale om egentlig og direkte ondskab men om påvirkning.

Og det hænger sammen med begrebet ’fristelse’, ligesom djævleskikkelsen kaldes Fristeren. Her skal jeg bruge den italienske filosof Perniola – jeg har gjort det før og gør det gerne igen, for han er en klog mand – men Perninola skelner mellem fristelse som et æstetisk fænomen og så et moralsk fænomen, og vi er i denne vores moralske verden flasket op med ’fristelsen’ som et moralsk fænomen. Fristelse er et negativt ord, og ’forførelse’ er endnu værre. Men det er faktisk også et æstetisk fænomen. Grundlæggende bruger orden ’æstetik’ om sansepåvirkning, men til daglig bruges det godt mest om det skønne, det rigtige og det smagfulde. Men holder man sig til æstetikkens grundbetydning, så er den den blotte sansepåvirkning – uden moralsk stillingtagen. Al overtalelse, al argumentation, enhver reklame, ethvert politisk budskab har denne påvirkning af medmennesket indbygget i sig – er selve strategien. Hvis du og jeg vil have andre til noget, så gælder det om at tale for ’sin syge moster’, som det vil hedde på jævnt dansk. Man overlader ikke beslutningen eller afgørelsen til andre, man påvirker den, og man gør det med mange og forskellige midler og med mange og forskellige motiver. Det er alt sammen ’fristelse’, der tenderer mod ’forførelse’, og den mærker man først bagefter. For mennesket bliver forført og følte sig bedraget. Denne ekstroverte fristelse er et spørgsmål om at få sin vilje og er således grundlæggende også et magtudtryk, viljen til noget.

Den anden side af fristelsen er snarere selvkampen – eller jihad, som det hedder på arabisk. Den vil ofte have en mere moralsk side end en æstetisk, fordi selvkampen er en overvejelse mellem rigtigt og forkert, mellem svigt og tugt, mellem lidenskab og kedsomhed. Alle fantasier har fristelser i sig, og alle fristelser har fantasier i sig og er egentlige én lang livskamp omkring sig selv og sine valg. Kan man holde sig eller overskrider man en grænse? En sådan selvkamp er personlig og subjektivt betinget, og den er nært forbundet med det moralske kompas, som hver enkelt måtte have i sin bevidsthed. Og hvem står ren? Spørgsmålet bør blive stående.

Men under alle omstændigheder handler fristelse om sansepåvirkning – ekstrovert som introvert – og der er ikke fortalt én historie i menneskeverdenen endnu, som ikke havde sit omdrejningspunkt om fristelsen. Den hører til vores verden som spændingsfelt, som uafprøvet mulighed, som lidenskab og som vilje. Så jeg har lyst til at citere denne engelske aforisme: Jeg kan modstå alt – undtagen fristelser!  Men spøg til side. Hvad er det Jesus udsættes for i denne tekst? Der er jo ikke noget umoralsk i brød til en sulten mand eller et elastikspring, hvis snoren holder, eller en storhedsdrøm på verdens vegne. Men der er noget galt med misbruget, og det er den fristelse, som Jesus udsættes for. Brug nu dine evner og din magt til din egen lille fordel! Det går ikke engang ud over andre, vel? Det er heri manddomsprøven består. Det er heri Han består prøven som Guds Søn.

Så jeg mener egentlig ikke, at fristelsen i ørkenen har så meget at gøre med Jesu moralske standhaftighed, men er en fortælling om Hans dobbelte natur. Den traditionelle teologi vil fremhæve det kristologiske dogme som den fuldkomne kobling mellem det guddommelige og det menneskelige, men denne fortælling vil sige, at der er en fuldkommen kobling mellem herre og tjener. At Han er herre fremgår af dåbsbefalingen sidst i Mattæusevangeliet, hvor Han om sig selv siger: ’Mig er givet al magt i himmel og på jord’ – og heroverfor virker Satans tilbud om jordisk magt lidt smålig. Satan tilbyder Ham blot et magtmisbrug, hvilket en del af denne verdens fyrster i tidens løb er faldet for af behagelighedsgrunde. Omvendt er denne ’pantokrator’, altherskeren, tjener for jordens liv og dens slægter ved at påtage sig rollen som syndebuk og udføre det store sonoffer, hvor Han bliver – ikke det skyldige offer – men det uskyldige offer, hvorfor enhver kan se, at begreber som straf og fortjeneste er relative begreber og hverken duer i underverdenen eller i oververdenen. De gør det nok i vores mellemverden, men når det kommer til stykket er alt af nåde.

Nåden er sindets overbærenhed og hjertets oprigtighed. Så er vi menneskehænder, ligesom vi er i Guds hænder. Så kan Fanden pakke sig, for han får ikke en kile ind – for vi misbruger ikke Guds fysiske gaver, eller bør ikke – vi udfordrer ikke vores Gud, for det vil være en fatal selvhævdelse – og vi tilbeder kun Herren vores Gud og gør det i Jesu navn. Ikke andre navne.

Så velkommen hjem fra fristelsen, du, der ikke kender til svig. Og vær hos os. Amen.