Søndagens prædiken

mar 17, 2019

2 fasten 17 marts 2019

 

2 fasten 170319

736, 59, 410 -492, 439, 31.

Mattæus 15, 21-28.

Karakteristisk nok udspiller denne historie sig i et grænseområde mellem det jødiske og det kananæiske, hvilket dog nok ikke skal tages for bogstaveligt, for egentlige grænsedragninger havde man ikke dengang. Men vi er nok i grænseområdet mellem det kernejødiske og det kernekananiske område. Nu er Kana’en det rigtigt gamle navn for det landområde, som vi i dag kalder Israel, og som altid har været eftertragtet, fordi det er meget frodigt som kystslette, og fordi det ligger på den gamle rejserute mellem Mesopotamien, to-flodslandet Eufrat-Tigris og det lige så rige oase-land Egypten, placeret med Middelhavet mod vest og den syriske ørken mod øst. Så kananæerne er den oprindelige befolkning, som også blev kaldt filistre – Filistria og Palæstina er faktisk det samme ord – og skal man kaste sig ud i det store historiske overblik, så ligner de gammeltestamentlige beretninger en erobring af området af ørkenfolket Israel, også kaldet jøderne efter delområdet Juda. Denne indtrængen i landet må antages at være sket omkring år 1500 før vores tidsregning, og alt tyder ifølge Det Gamle Testamente på heftige, lejlighedsvise krige mellem disse israelitter og så kanaanæerne eller filistrene. Israelitter fik overtaget, i hvert fald med de to navnkundige konger David og Salomon omkring år 1000 f. Kr., og det jødiske kerneområde blev siden byen Jerusalem og det omliggende Juda. Så de to befolkningsgrupper har levet side om side – eller blandet om man vil. Siden blev jøderne fordrevet først til Babylon, men kom tilbage igen, og dette blandingsforhold har altså også været virksomt på Jesu tid. En generation efter Jesus blev jøderne så fordrevet igen af romerne og sendt i diasporaen for i 1900-tallet at sive tilbage igen og i 1948 at oprette staten Israel, som fortsat har et betydeligt palæstinensisk islæt. Undskyld – lang historiske arm for blot at vise, at der altid har været konflikt om landet. Det er der også i dag, og ingredienserne er nogenlunde de samme. Men ser man teksten fra denne vinkel, mærker man ubehaget, voldsomt synes jeg, for Jesus og hans disciple optræder som ’herrefolk’, mens den kananæiske kvinde optræder ’hundsk’ – for nu at blive i hundemetaforen.

Hvoraf kommer dette hovmod? Hvis man spørger Thomas Mann – og mig for den sags skyld – så ligger dette hovmod implicit i den jødiske grundfortælling, som er 1. Mosebog. For den yngre Abel foretrækkes for den ældre Kain, den yngre Isak foretrækkes for den ældre Ismael, den yngre Rakel foretrækkes for den ældre Lea og Josef foretrækkes for de ældre brødre. Denne foretrækkelse – hvis man kan sige det sådan – er følelsesbetinget og ikke andet, og udvælgelsen på andres bekostning svarer til Guds- karakteristikken: ’Jeg ynder den, jeg ynder’. Basta! Når nogen fremhæves frem for andre, ligger misundelsen, skinsygen, jalousien lige for, for kærligheden er en udvælgelse, en foretrækkelse, en fremhævelse. Og følelsen kan præcis ikke begrundes, mens retfærdigheden er et skøn, en afvejning og kan netop begrundes – eller skal det. Retfærdigheden hører ind under rationalet, mens følelsen hører ind under irrationalet. Og da det er følelsen, der regerer verden, er det korthoved at tro, at verden kan blive retfærdig. Dette kan højst blive en bestræbelse, hvor rationalet prøver at overhale irrationalet, følelsen. Af samme grund er jeg både fagligt og personligt meget betænkelig ved at karakteriserer Gud ved ordet ’kærlighed’, for selv om det lyder kønt, så ligger der alle mulige modsatte følelser gemt i kærligheden – netop misundelsen, skinsygen, jalousien, og deraf kommer megen ondskab.

En norsk ateist af mit bekendtskab karakteriserede engang 1. Mosebog som ’verdens bedste bog’, men det er jo netop fordi de familiekonflikter, som teksten opruller, er så virkelighedsnære. Fortællingerne ligger mellem udvælgelse og forkastelse, velsignelse og forbandelse, kærlighed og had, fremhævelse og nedgøring. Og præcis dette konfliktstof er også indeholdt i teksten om den kananæiske kvinde og hendes dæmonsyge datter. For det bedste, man kan sige om kvinden, er, at hendes motiv synes klokkeklart og dybt oprigtigt. Hun vil gerne optræde i rollen som ’lille hund’, bare hun får tvunget en helbredelse ud af den hovne Jesus og Hans lige så hovne disciple. Her er kærligheden virksom, hun tvinger Mesteren – og Han bøjer sig. Det er det virkelige under i denne tekst. Og her er kærligheden til datteren ikke forbundet med mulige modsatte udslag af følelsen – den er ren.

Nu er det en fortælling fra mikrokosmos, egnen omkring Tyrus og Sidon. Men jeg vil gerne vende tilbage til det større historiske overblik, for den udvægelses-strategi, der ligger til grund for de familiære konflikter i 1. Mosebog, fortsætter på det kollektive plan i 2. Mosebog og videre frem. Nu er det folket eller stammen, der er udvalgt til Guds særlige yndling, mens andre ikke er det. Og dette træk – at være de udvalgte frem for andre – synes at have styret den historiske proces for de tre store monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam. Jøderne har altid følt sig som de ’udvalgte’ og kræver både land og ret på dette grundvilkår – og samme udvalgthed har nok givet anledning til mange lidelser, men også identitet og selvværd. Kristendommen har unægtelig også i perioder været præget af samme selvhævdelse, for vi havde sandheden i enhver henseende, åndeligt og moralsk, mens alle andre var lavere stående. Og for islam har det samme gjort sig gældende mest som en skelnen mellem dem indenfor og den udenfor, mellem de treonde og de vantro – igen med sandheden og Guds vilje som omdrejningspunkt. Der er da unægtelig konfliktstof i det hele.

Og så er det, at jeg gerne her til slut vil føre den store Paulus på banen. Han er den, der løser evangeliet om Jesus som Guds Søn fra sin jødiske binding og gøre tankegangen ikke blot almindelig men universel. Han løsner Jesus-forkyndelsen fra sin jødiske forankring og gør den almen – tilgængelig for alle, der kan og vil uanset deres øvrige baggrund. Guds Lov er ikke længere tvingende, men den kan være nyttig og tjenlig. Spiseregler må mennesket selv om, men det skal acceptere sit medmenneskes vaner. Adfærd er heller ikke længere Gud-given, men må styres af den enkeltes moralske kompas. Hos Paulus er der ingen udvalgthed – højst hans egen personlige som selvudråbt apostel – men hans prædiken er udtryk for en intens åbenhed over for alt og alle, hvis de vil tage budskabet til sig: At Gud har vist sin kærlighed til menneskeslægten, ikke ud fra sig selv, men ud fra den historiske skikkelse Jesus af Nazareth, Guds Kristus, den korsfæstede og opstandne.

Denne prædiken er ikke bundet til jorden, til dens gøren eller laden, til dens sejre eller nederlag, til dens fremhævelser eller nedgørelser – denne prædiken henvender sig langt snarere til troen, håbet og kærligheden ud over denne verdens kant. Der er forvandling, fremtid og tiltro i den, for så sandt Kristus er opstanden, skal vi også møde Ham igen. Deraf kommer forestillingen om den kommende verdens liv, en forestilling, som jeg selv synes avler en mental fremdrift eller retningsbestemmelse.. Der er mening med galskaben – må man håbe.

Så med Paulus udlægning af Jesus-fortællingen mener jeg nok, at man kommer ud over udvalgtheden. Jesus er kun sendt til ’ de fortabte får af Israels hus’ – nej, sådan er det ikke, Han er sendt til alle, og enhver er fri til at tage budskabet til sig eller lade være. Enhver udvalgthed er hermed dampet af, men friheden er tilbage. Faktisk er denne fortælling også i traditionen blevet brugt til at begrunde universaliteten over for partikulariteten.

Så jeg mener nok, at vi bør være taknemlige over for denne kananæiske kvinde. Hundsk er hun just ikke. Kærligheden til datteren er ren og har ingen omkostninger for andre, hendes tro har viljens imponerende karakter, og hun får Jesus ud af udvalgthedens vildfarelse.

De fortabte får bliver til de genfødte sjæle. Amen.