Søndagens prædiken

apr 7, 2019

Mariæ Bebudelse 7 april 2019

402, 12, 71 – 479, konf., 401, alterg., 439, 11.

Lukas 1, 26-38.

I da er det den såkaldte Mariæ bebudelsesdag, et lidt tungt ord, men bebudelse er det ældre ord for meddelelse, og ifølge kirkeårets egen indre logik får Jomfru Maria, her ca. ni måneder før jul, af ærkeenglen Gabriel at vide, at hun ved åndskraft skal blive gravid og føde Guds Søn. Det er en smuk scene – synes jeg – det er en forunderlig historie, en fantastisk fortælling – og gnavpotterne kan jo altid komme farende og sige, at den slags ikke kan lade sig gøre, for graviditet kræver mands medvirken og sker ikke ved ånd. Så jomfrufødsler ligger uden for vores verden, ligesom opstandelser også gør det, og dog er begge dele bærende for vores kristne religiøse tradition. Men jeg har altid elsket disse skæve fortællinger og den avancerede billeddannelse, for vi taler om ånd og ikke fysik., vi taler her i huset om mentale åbninger og ikke hårdkogte facts.

Om ikke så forfærdelig mange minutter skal konfirmanderne og jeg i fællesskab recitere trosbekendelsen, og i den indgår faktisk Mariæ bebudelse med en relativ lang sætning: ’undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria’, mens bekendelsens andre formuleringer er mere knappe. Tanken bag formuleringen er det, vi kalder Guds inkarnation, Guds kødeliggørelse – men hvordan skulle Gud kunne komme ind i verden? hvis han er almægtig og alle tings Skaber og opretholder? Det er så at sige et kors for tanken, for med vores egentlig jødiske gudsforståelse er Gud hævet over tiden, det vil sige også hævet over død, Han er hævet over forplantningen, altså også seksualiteten, for Han er evig. Gud er som tanke en absolut størrelse og ikke en relativ størrelse, men dækker hele virkeligheden i personificeret udgave. Ordet Gud er det eneste begreb, der dækker helheden og derfor både brugbart og nyttigt for at kunne samle verden i ét udtryk.

Og her har den monoteistiske tradition, som vi er rundet af, et problem. For hvis Gud er evig, ophøjet og fjerne, så har han netop ikke noget udtryk, hvorfor Han kan ende som en ligegyldighed. For mens de gamle polyteistiske systemer havde gudebilleder og statuer, der angav guddommens fysiske nærvær, så er forestillingen om én ophøjet og fjern Gud nærmest en abstraktion. Derfor skal han have et udtryk – og det ordnede Moses ved at udstede Loven i Guds navn. Det er de ti Bud, men det er også en række andre påbud og forbud, der i alt skulle angive Guds hensigt med sin skabning: opfør jer ordentlig og tak din Gud for livet! Guds udtryk blev gennem Loven en vilje til at forme og danne og blev som sådan netop kulturelt normdannende – og gjorde det i ekstrem grad i jødedom, kristendom og islam op gennem hele vores tidlige historie. Loven var adfærdsregulator – eller med Jyske Lovs formulering: ’Med lov skal man land bygge’.

Men med introduktionen af Jesus af Nazareth i verdens- og åndshistorien sker der noget mere. For nu skal denne fjerne og ophøjede Gud have et menneskeligt udtryk, og det blev Ham. Men stadigvæk: Hvordan kommer den evige, fjerne og ophøjede Gud ind i verden? Dertil behøves en jomfru, hvorved vi kommer ud over seksualieteten, et sendebud og en god historie, og dertil behøves desuden en forkyndelse af opstandelsen, for nok døde Han, og det var meningen, men Han blev rejst fra de døde og indtog det himmelske sæde ved faderens højre hånd, hvorfra Han skal komme igen at dømme levende og døde’ – som der også står i trosbekendelsen. Det er ét langt, mættet udtryk for den overbevisning, at Gud ville ind i verden for – af kærlighed til menneskeslægten – at frelse den. Der er simpelthen visionær projekttænkning i det her, og det er Paulus, der både slår brødet op og bager det i en forestilling om, at den Gud, der egentlig var jødefolkets stammegud, var et gået et skridt højere op på sin almagtstrone og havde besluttet sig for at få hele menneskeslægten over i den kommende verdens liv – altså en universalistisk tanke, der indeholder lidenskabelig hengivenhed for vores liv og for det næste liv.

Det kan man selvfølgelig godt rynke på næsen ad, for det kan blive for vidtløftigt, men den menneskelige eksistens fik en mental åbning mod fremtiden, en storslået udsigt og et løfte om Guds kærlighed i både liv og død. Når man tænker sådan, tænker man i en dobbelt bane, for man tænker både kød og ånd i forhold til hinanden, det materielle sammen med det immaterielle, det legemlige kombineret med det sjælelige. Det ene ikke uden det andet, og det andet ikke uden det ene. Dette kalder man dialektik, modsætningstænkning, og det er Paulus, der introducerer den.

Når fortællingen om ærkeenglen Gabriels besøg hos Jomfruen er – efter mine begreber – så inciterende, så skyldes det fortællingens åndsfulde fysik. For den sikkert meget mandige ærkeengel træder ind, Jomfruen sænker blyt sit blik, kommer med de nødvendige modsigelser og accepterer til sidst sin rolle som den udvalgte med alt det skæbnetunge, der ligger i dét.

Det er den samme tyngde, der er i vores liv. For vi voksne elsker vores børn i træfpunktet mellem kød og ånd, og det samme gør vores børn. Vi har som voksne påtaget os rollen som ernærere og opfødere af vores børn og må betids slippe dem igen. En konfirmationsdag som i dag markerer dette højtidelige skridt, som lever og ånder i kombinationen af kød og ånd. Kød i sig selv er plat, ånd i sig selv er farlig, men i kombinationen er vi til som mennesker, børn og voksne, unge og gamle.

Menneskelivet er beåndet, festen i dag kræver sin fysik, og kærligheden kræver netop kombinationen af ånd og fysisk nærvær. Det er ikke så svært i dag, hvor vi stiller de unge mennesker for Guds åsyn, og de modtager Hans velsignelse. Amen