Søndagens prædiken

apr 14, 2019

Palmesøndag 14 april 2019

 

Palmesøndag 140419

192, 173, 84 – 176, 439, 217.

Mattæus 21,1-9.

Det er Palmesøndag, indtoget i Jerusalem, optakten til påsken og dens begivenheder – kort sagt det klassiske kristne drama omkring Guds død og opstandelse indeholdt i Jesus-skikkelsen. Og så kan jeg lige så godt gå til biddet med det samme med en bemærkning, som jeg kan citere den aldrende og kloge overrabbiner Bent Melchior for og endda gøre det med fare for at lyde lidt politisk. Men altså.

Melchior sagde for år tilbage, at nu ’havde europæerne haft et jødeproblem i århundreder – mildt sagt, siger jeg – men havde nu skaffet sig et muslimproblem på halsen’. Han mente nok, at det lignede, og det gør det efter retorikkens og mine begreber også. I århundreder var jøderne ugleset, jævnligt udsat for forfølgelser – eller progromer kalder man det også – men det ophørte i hovedsagen med den værste progrom af alle, nemlig det, vi i dag kalder ’holocaust’, drabet på jøder af million-dimensioner. Der forekommer fortsat mindre angreb på jøder, men som minoritet i det danske samfund er det muslimerne i dag, der i højere grad er udsat for dette ’uglesete’.

Men kan – med god rette – gribe problemet sociologisk an, hvor minoritetsgrupper udskiller sig fra majoriteten ved adfærd, klædedragt, spisevaner, kollektive fester, mangel på loyalitet som parallelgrupper og lignende og så sammenfatte det i et udsagn om, at de ’anderledes’ altid bliver Prügelknabe for de ’normale’. Det anderledes er altid udsat for normalitetens pres – og det skal der ikke så megen indsigt til for at indse. Det har foregået altid og på alle niveauer og vil fortsat gøre det. Men derfor kan man jo tage sig selv i sine mere eller mindre berettigede fordomme.

Men. Det jeg går efter er den dogmatiske begrundelse for at forfølge og til dels dræbe jøder. Begrundelsen er ganske enkelt, at det var jøderne, der i sin tid dræbte Jesus af Nazareth, Gud Søn. Det burde de ikke have gjort, så vi hævner drabet ved at ’uglese’ dem eller deres efterkommere. Og undertiden også myrde dem.

Det er en meget lang og kompliceret historie, som jeg hverken kan eller vil trætte jer med. Men jeg kan måske uddestillere de mere principielle sider af sagen og lade dem stå tilbage for eftertanken. Kort sagt: I den gamle verden, den verden, der var før 1700-tallet, blev samfundsforhold beskrevet inden for et religiøst univers og ditto sprogbrug. Alle konflikter blev omsat til en religiøs sprogramme. Teologien beskrev simpelthen virkeligheden og var ideologien, sagt med et mere moderne ord.

Så når det dybt kristnede Europa ikke kunne lide jøder, så hæftede men sig ved den ideologisk-religiøse begrundelse, at det var dem, der havde slået kirkens Herre ihjel, hvorfor de blev de uglesete. Begrundelsen var nem, den var politisk bekvem, havde propagandistisk effekt – og alle kunne forstå den. Blandt de mest prominente jødehadere må nævnes Martin Luther. Jødehadet gennemsyrer også en del af de klassiske passionssalmer, hvoraf vi synger et par stykker i dag – og så skal jeg dog lige fremhæve en verselinje af Kingo: Og når på din dom jeg grunder, / ser jeg alt mit segl derunder.’  Altså: Kingo og alle vi andre er med til at underskrive dødsdommen. Så der var en anden nødvendighed til i drabet end den, vi smalt og kortåndet tiltænker datidens jøder. Og det er den nødvendighed, som jeg gerne vil gå efter.

Gudsbespottelse, blasfemi, var i sig selv en meget alvorlig forbrydelse, dødstraf værd, og begrundelsen er selvfølgelig teologisk. For det var og har altid været en ufravigelig påstand i jødedom og senere islam, at der er en uendelig afstand mellem Gud som Den Billedløse, Den Eneste og Den Højeste og så mennesket, som vi kender det og genkender det. At gøre sig selv til Guds søn og sige, at jeg og faderen, vi er ét, som Jesus jævnligt gør det i evangelielitteraturen var for jødedommens vogtere en uhyrlighed, der skreg til himlen. Sagligt set kan man ikke fortænke ledelsen i, at den beskytter den rette gudsopfattelse. At eftertiden og vi har vænnet os fuldstændig til tanken, er en anden historie. Men dengang var den grænseoverskridende. Men her skal jeg lige lave en nødvendig sondring. Hverken jøden, den kristne eller muslimen tror på Gud – for Gud er og Han er sammenfatningen af verden – men vi har som kristne netop det særkende i modsætning til jøden og muslimen, at vi tror på Jesus som Guds Søn. Mens Gud inden for denne forestillingsverden giver sig selv, så giver det ikke selv, at man skulle kunne lave en sådan lige identifikation mellem Den ophøjede og et menneske, uanset hvem det så end er. Inden for samme tankerække kan man sige, at menneskets forhold til Gud ikke er en trossag, men at det til gengæld er en trossag, om man knytter til ved denne identifikation, hvad Jesus angår – at Han skulle være Guds søn.

Så én ting er, hvad der måtte være sket under påskefesten i Jerusalem – vel år 33 – og det langt senere fortalte drama skal jo have sine helte og sine skurke, en forræderisk Judas Iskariot, en samling rådsherrer, der vil af med et problem og en træt romersk guvernør, der helst var fri – men pointen ligger hos Paulus, der skriver lige efter år 50, hvor han hævder, at Gud er kommet menneskeslægten i møde ved at blodofre sin Søn, gøre Ham til syndebukken for alle til renselse for alles synder og så rejse Ham af graven for at indsætte Ham som himmelkonge, pantokrator. I den optik er Gud ikke kun jødernes stammegud. Han er alle menneskers Gud, og Jesus Kristus bliver omdrejningspersonen for denne universalisering af den oprindelige jødedom. Vi, de Kristustroende, er ’det sande Israel’, som Paulus så fyndigt udtrykker det – og så er provokationen lige i øjet, for nu er de Kristustroende foran, mens det gamle Israel ikke kendte sin besøgelsestid. Det er her, det egentlige konfliktstof ligger begravet. Paulus og hans hedningemission er stukket af fra de jødekristne sammenhænge, ja, jødedommen som sådan, og vil i gang med at erobre verden med sin universelle guddomsskikkelse, der kobler det guddommelige med det menneskelige under barmhjertighedens fortegn.

Pointen er igen hos Paulus, at Guds Søn skal dø for at Gud kan følge sit menneske ned i graven og videre ned i underverdenen og ved denne kærlighedsgestus trække sit menneske op igen til en opstandelse i den kommende verdens nye livfiuldhed. Det er en nedadgående bevægelse, der suppleres af en opadgående, hvor udsigten er den ny verden. Man kan sige det sådan, at verden går i rundkreds, men samtidig åbnes der for nye og andre horisonter.

I den kirkelige og teologiske tradition, som vi er rundet af, anses Guds død og Hans opstandelse for at være vildt enestående – et helt specielt indskud i verden. Men ifølge Thomas Mann og religionshistorien er denne død og opstandelse set og registreret før, nemlig i den udbredte Adonis-kult i Mellemøsten, den tidligere babylonske Tammuz-kult og egentlig også i den oldegyptiske Osiris-kult: at guden stiger ned, tager sig af sit menneske, følger det personligt i graven og opstår på 3. dagen til nyt liv – for alle os et tegn og et løfte. Så Paulus har – bevidst eller ubevidst – et mentalt forlæg, og når han ser sin himmelske Kristus i en vision uden for byporten til Damaskus, så er han ikker på den kommende verdens liv – menneskeslægten til frelse. Så både han og Johannes har i ekstrem grad båret véd til den forestilling, at der en verden bag den, vi kender, og at døden kun er en ændring i beskaffenheden – derude findes noget andet, os ukendt, men løfterigt.

Så hvis jeg skal vende tilbage til mit udgangspunkt, så er der intet at bebrejde jøderne, for de gjorde deres ubehagelige pligt – men vores kristne civilisation stak af fra sit udgangspunkt og formede en storstilet vision om verdens og slægtens skæbne ved Guds barmhjertige mellemkomst. Tro det eller lade være. Der er mere forårsgrøde i troen end i vantroen. Amen.