Søndagens prædiken

apr 21, 2019

Påskedag 21 april 2019

227, 218, 223 – 236, 233, 234.

Markus 16,1-8.

Markusevangeliets meget knappe gengivelse af opstandelsen anses af alle bibelfortolkere som den ældste og den første, mens de andre evangelister, der slider på Markus’ beretning, på lidt forskellig måde udvider scenariet også til den mere effektfulde side. Så hvis man holder sig til grundhistorien, så er der nogle af Hans veninder, der ønsker at yde deres omsorg for Hans afsjælede legeme, og derfor tager ud til graven ’den første dag i ugen’, som i traditionel forstand er søndag for at ordne det fornødne, når nu en jøde ikke må røre ved lig på sabbatten, som er lørdag. Det er egentlig meget jordnært – og pointen bliver så, at graven er tom! Bum! De flygter af overrumpling og bestyrtelse og siger ikke noget til nogen. Men midt i bestyrtelsen er der så dette lille intermezzo, hvor en engleudseende ung mand planter det forventningens kim hos dem, at de skal se Ham igen. Så ifølge Markus træder Jesus altså ikke ud af graven med en sejrsmine og hilser på de forbløffede, men det noteres tørt, at Han ikke er der, men at de skal se Ham igen. Opstandelsen som sådan er således ubevidnet og fremtræder som et mysterium. Han er væk, men … Deraf kommer så også det motiv, at nogen har taget Hans lig eller stjålet det, et motiv, som dukker op flere steder i evangelielitteraturen, specielt hos Johannes, der laver en kærlighedsscene ud af det mellem Maria Magdalene og Jesus.

Dette ’forventningens kim’ udnytter Thomas Mann til fulde i sin gengivelse af samme historie, men her henlagt til Rakel-sønnen Josefs delvise lynchning af brødrene og hans tre dages lange ophold i den tomme brønd, hans første grav. For Mann gengiver storebroren Rubens forsøg på at stjæle ham op af brønden og bringe ham hjem til faderen Jakob med et englemøde, hvor vogteren af graven netop fortæller Ruben, at Josef, som er det samme navn som Jesus, netop ikke er der mere, men at noget andet er i vente. Her har købmændene forud halet Josef op af brønden og salgsforhandlingerne er godt i gang, mens Ruben siden får at vide, at han blot skal gå ind under den fælles tavsheds éd over for far Jakob, nemlig at Josef er blevet slået ihjel af et vildt dyr. I lyset af dette ’forventningens kim’ kan Mann så fortælle den lange historie om Josefs nedstigning til underverdenen, som her er det rige Egypten, som så munder ud i den hungersnød, som tvinger brødrene til Egypten for at købe korn, og efter et længere maskespil kan Josef så afsløre sin sande identitet som netop deres bror Josef i egyptiske gevandter – og derved opstår han fra de døde for brødrenes og også for faren Jakobs bevidsthed.

Så Jesus-historien mellem død og opstandelse er i sin grundstruktur fortalt allerede i 1. Mosebog, og Mann synes at anse det for sit litterære projekt at gengive den i stort format og ’i alle enkeltheder’, hvorfor der så at sige intet nyt er i opstandelsesberetninger fra NT, for selve bevægelsen mellem død og opstandelse har sit fortællemæssige forlæg i 1. Mosebog. Men ikke nok med det. Mann træder religionshistorisk endnu et skridt længere tilbage og gengiver både den antikke og klassiske Adonis-kult som netop en døde- og opstandelseskult, ligesom den genfindes i den oldegyptiske Osiris-kult og den babylonske Tammuz-kult. Så det ser ud til, at – med Prædikeren – ’at der ikke er så meget nyt under solen’, heller ikke i død og opstandelsesfortællingen som grundstruktur.

Hvad er der på spil? Mit bud er, at de polyteistiske systemer var præget af overguder, som slog sig sammen med fyrster og præsteskaber – eller det er omvendt! - for at sikre den samfundsmæssige magtstruktur. Kongen var guden, og guden var kongen, og præsteskabet det herskende hierarki eller oligarki. Heroverfor står en folkelig trang til at gøre guddommen til hjertets guddom, ikke at udtrykke magt men solidaritet med sit menneske. Så skal guden antage menneskeskikkelse – ikke som konge men som almindelig dødelig – han skal følges med mennesket i døden og vandre til underverdenen, hvorfra han stiger op og vender tilbage igen, til højderne. Det ligner en rytmisk bevægelse, bundet til årstiderne – og vi selv – i disse fremskredne tider - genkender den selv i kirkeårets rytme. Man kan også sige, at rytmen er mytisk, for den rummer gentagelsens nødvendighed. Man kan med samme nøgternhed uden videre vrøvl anse den apostolske trosbekendelse som en gentagelse af rytmen, for Gud skal stige ned i et menneske, fødes, dø, vandre til underverdenen, opstå fra de døde, stige til himmels og derfra komme igen for at hente sine til sig i sit rige, hvilket er en mental genforeningsscene – Gud skal blive alt i alle, som Paulus udtrykker det.

Så er guden den overmenneskelige instans eller er han den menneskelige længsels aktør? Jeg mener absolut det sidste og tager intet anstød af, at døds-opstandelsens-historien øjensynligt har været fortalt til alle tider, om end i lidt forskellige varianter. Vores Kristus-historie er blot én af dem. Men den har været civilisationsskabende og –bærende, og det er nok til mig, hvorfor jeg kun har et overbærende smil tilovers for den naturvidenskabelige, positivistiske indskrænkning af den menneskelige horisont, hvor Ånd er overflødig.

For som udløber af Adonis-kulten og flere tilsvarende fik Kristushistorien sit potentiale i troens hengivelse, idet den kristne kunne identificere sig med denne hjertets guddom – mit hjerte og dit hjerte, mit liv og din død. Er jeg alene – eller har jeg et fællesskab med Guds udtrykte billede? Dette er den kristne Gudstros inderlighed. En sådan individualisering af Kristustroen genfindes i oldkirken, den genfindes selvfølgelig også i senere tiders fromhedsliv, som den gør det i de store vækkelser, som vores land har været præget af – men jeg opfatter det som en vigtig pointe, at det lykkes Paulus at gøre Kristustroen universel, og ikke blot individuel eller partikulær.

Det universelle er forestillingen om slægtens frelse – ikke kun den enkeltes. Og netop fordi Paulus i sin vision uden for Damaskus ser Kristus som himmelkone og Pankokrator, althersker, omfatter Guds evangelium i Kristus helheden, alle. Nu var Paulus dybt afhængig af forestillingen om nærforventningen, Kristi snarlige genkomst, men det lykkes de store kirkefædre med Augustin i spidsen og en stigende magtfuld kirke at omsætte ’forventningens kim’ til denne verdens ende og således pege på åbningen af den kommende verden.. Så er vi oppe i det verdenshistoriske perspektiv, hvor opstandelsen er en kollektiv slægtsfornemmelse, der som længsel og udsigt omfatter os alle. Opstandelsen ligger for verdens ende. Og den er som fortalt Jesus-historie tegnet på denne ny og mulige virkelighed for alle. Dette perspektiv er – banalt sagt – simpelt indeholdt i vores tidsregning mellem et før, en midte og et efter. Eller med Augustin: Vi er de vandrende mod Guds rige.

Så vi skal se Ham igen. Det er dette ’forventningens kim’, som plantes i kvinderne ved graven, i discipelkredsen, hos Paulus, i evangelierne, i den tidlige kirke, i den historiske fremdrift, i alle forestillinger om lykkeland, hvad enten de nu er religiøse, ideologiske eller blot sekulære. En forventning bærer en fremtid i sig – en ikke-forventning gør det ikke.

Så min personlige barnetro, som jeg absolut vedkender mig, erkender blankt, at opstandelse strider mod fysikkens love og ligger uden for vores erfaringsverden. Men fysikkens love gælder kun i en del af kompleksiteten, ligesom erfaringen er en menneskebegrænset indsigt. Så jeg tager opstandelsen til mig som en mental fortælling, der i Guds navn åbner for nye, andre og mentale muligheder – indeholdt i forventningens kim. Her er alt muligt, også tiltroen til Guds omsorg for mennesket, hvorfor vi ikke bør argumentere med sandsynligheder, men håbe på Guds kærlige almagt, for – sagt med Schopenhauer – enhver afsked bære død i sig, enhver genforening bære opstandelse i sig. Amen og glædelig påske.